Er Mette F. blevet for populær for oppositionen?


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:35

Af Anton Mikkelsen, Møgelvej 118, 7752 Snedsted, lamsundby@hotmail.com

Hvad er det for en heksejagt på Mette Frederiksen - af voksne mennesker i oppositionen? Folk, der selv har været med til at lave alle de tiltag, der er blevet lavet i forbindelse med landets angreb af corona.

Jeg tror heldigvis, at de fleste danskere kan gennemskue de herrers forehavende. De ser nemlig, at Mette Frederiksens plan er lykkedes til ug+ og vi dermed har ”fået styr” på den livsens farlige virus.

Hun er set med oppositionens øjne blevet for farlig. Alt for populær som menneske og som statsminister. Det vil de så forsøge at gøre noget ved.

Men vent og se. Jeg tror, at de kommer til at spise den suppe, de selv spytter i.

Det kan meget nemt ende med, at de selv bliver mere upopulære. Selv den garvede Hans Engell har gennemskuet de blå, som han gav udtryk for i dag i ”News og Co”.

Statsministeren kunne jo også sige: ”Ok, I kan sikkert gøre det meget bedre. I får bolden. Vi udskriver valg, og så kan I forsøge at gøre det bedre, hvis vi får en anden bølge af corona”.

Lad os så se, hvem danskerne vil have.

Meget tyder på, at rød blok vil gå meget frem, og at de blå vil få et voldsomt nederlag. Ikke fordi jeg synes, at det vil være godt for landet, hvis man skal ud i valgkamp nu, og det er Mette Frederiksen sikkert også for fint et menneske til at ville byde Danmark, men det kunne ellers være godt for de blå, der er så ”kloge”.

Statsministeren har sagt hele tiden: ”Vi har ikke prøvet det før. Vi har ikke siden starten af 1900-tallet været i sådan en situation, og vi vil med sikkerhed også komme til at begå fejl”..

Måske er der begået småfejl, men missionen er lykkedes. De har haft det langt værre og med større udbrud af sygdommen længere nede i Europa.

Nej, vi har været heldige at have voksne folk ved roret, der turde og tør tage ansvar, når det gælder, selvom det har været hårdt for mange. Medicinen hjalp. og vi er godt på vej ud af krisen. Ja, det har kostet en masse penge, men færre liv.

Stop så den mudderkastning og kom i gang med at få forretningen til at køre igen. Det er det, I får jeres fede hyre for.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden