DEBAT Uddannelse

Folkeskolen mod afgrunden – for fuld gas

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Knud Hassing Povlsen, fhv. overlærer, Hellevangen 2, 9210 Aalborg SØ, knudhassingpovlsen@gmail.com

Eleverne i folkeskolen er ikke blevet dygtigere. SRSF-folkeskolereformen fra 2014 har ikke virket efter hensigten, viser den afsluttende rapport fra Vive, Det Nationale forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Flere timer i dansk og matematik har ikke givet bedre resultater. Elevernes trivsel er dalet. Det er ikke lykkedes at give specielt de mere udfordrede elevgrupper et fagligt løft med reformen. Under halvdelen af folkeskolerne er nået langt med at indføre reformen. Reformarbejdet er gået i stå på andre (NORDJYSKE 19.1.).

På trods af konklusionerne i Vive-slutrapporten, i over 50 følgerapporter, nationale test, trivselsmålinger og i Undervisningsministeriets egne løbende redegørelser med samme nedslående resultater lader undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sig ikke distrahere af virkeligheden: at der er stilstand eller tilbagegang på alle målepunkter defineret af politikerne selv!

Undervisningsministeren hævder, at folkeskolen er blevet bedre pga. reformen; men hun kalder det ”en katastrofe, at de svageste elever ikke er blevet bedre”. En skuffet familie, der har sendt tre børn i folkeskolen, mener, at ”reformen har spillet fallit”.

Pernille Rosenkrantz-Theil fastslår: ”Vi skal give den fuld gas fremad på de ting, hvor vi mener, at skolen trækker i den rigtige retning.” (Jyllands-Posten 18.1.).

Skolereformen har ikke gjort eleverne dygtigere. Tværtimod!

Reformmålet om den bedst uddannede generation i historien er de facto for længe siden anbragt på den uddannelsespolitiske losseplads!

Når S-undervisningsministeren siger, vi skal give den ”fuld gas fremad” med de rigtige løsninger, er det skolepolitisk demagogi for viderekomne!

Den skolepolitiske katastrofekurs, folkeskoleforligspartierne vælger konstant, er ikke fuld gas fremad, men mod bedre vidende fuld gas mod afgrunden for folkeskolen! SRSF-heldagsskolen med mistrivsel, vikar- og inklusionskaos er og bliver en pind til folkeskolens ligkiste!

Siden 2009 har kommunerne nedlagt 10.000 lærerstillinger, mens der er blevet 35 procent flere undervisningstimer. Misforholdet mellem mål og midler i folkeskolen er alarmerende.

Der er faktisk kun én ting, der ifølge følgeforskerne har haft en positiv effekt på faglighed og trivsel, nemlig anvendelsen af ”nødparagraffen”, som uden brug af ekstra ressourcer gjorde det muligt at ændre heldagsskolens lange skoledage til tolærer-ordninger.

Det er en mulighed, som over 60 procent af skolerne har benyttet sig af til alles tilfredshed.

Ikke mindre end 87 procent af forældrene var ifølge Undervisningsministeriets egen undersøgelse glade for kortere skoledage! 82 procent af eleverne er imod heldagsskolens lange skoledage!

Imod elevers, forældres og lærernes ønsker og under slagord som ”kortere skoledage” og ”misbrug af § 16 b” forlængede de utroværdige skolepolitikere og KL i al hemmelighed ved ”skolepolitisk stilleleg” bag Christiansborgs tykke mure skoledagens længde voldsomt i 2019.

De danske skoleelever har knap 5000 flere undervisningstimer, altså flere skoleår, end i Pisa-duksen Finland!

I Finland satses på kvalitet i undervisningen. I SRSF-heldagsskolen satses kun på kvantitet! Folkeskolen er blevet et aktivt fravalg mange steder.

Hvis undervisningsministeren, heldagsskolens S-frontkæmper, vil ”give den gas” med det, der virker i folkeskolen, bør skolerne selv igen kunne justere skoledagens længde!

Politikernes vej: ”fuld gas mod afgrunden” betyder, at reformfiaskoen skal fortsætte til den bitre ende…

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.