For meget vand: Vi har selv en del af skylden


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:13

Lars Peter Frisk,byrådsmedlem i Aalborg (V), Fælledhaven 1, 9280 Storvorde, lp@familienfrisk.ek

KLIMA: Der går næsten ikke en dag, uden at der er store overskrifter om de problemer, der er med de stigende vandmængder, der kommer til os oven fra. Har klimaet ændret sig så meget, at vi må til at indstille os på, at der er mere vand, der skal håndteres? Ja, det ser faktisk sådan ud, i hvert fald inden for det sidste års tid.

Har vi gjort noget anderledes, siden vandløbene ikke kan tage alt det vand, der kommer. Det mener jeg helt sikkert, vi har. Se nu blot på alle de befæstede arealer, der er kommet til der, hvor der er blevet bygget boliger inden for de sidste mange år. Næsten alle har flisebelagt deres indkørsler og meget andet omkring boligen plus det vejnet, der også er kommet til. Alt det vand ,der førhen helt naturlig trak ned i jorden, bliver nu ledt gennem kloaksystemet og til vandløbene. Derudover kommer alt overfladevandet fra p-pladser og lignende. Det bliver også ledt den vej til vandløb, som i forvejen er overbelastet. Og hvad med det regnvand, som lander på vores hustage? Ja det flyder også den vej.

Så alt i alt har vi selv en del af skylden! For de vandløb, der slet ikke er dimensioneret til at tage alt det vand, får nu endnu mere pres på systemet. Når vi nu leder mere vand væk fra byerne, har vi så taget højde for, at vores vandløb skal vedligeholdes, så de ikke overbelastes? Absolut nej!! Snarere tværtimod. Der var en overgang en holdning til, at jo mindre et vandløb blev renset eller vedligeholdt, ja, så blev det mere miljøvenligt. Altså flere fisk og vandplanter. Men hvad skete der? Det blev i stedet iltfattig og uden fisk og forsumpet.

Det er nok stillet lidt på spidsen, men det er b.la. noget af det, som flere områder kæmper med nu. Så noget ,der kan hjælpe på den situation, vi er i nu, ja det kunne være at få vedligeholdt vores vandveje bedre end nu. Der har det offentlige en opgave i, at det sker!! Der skal sættes flere midler af til vedligeholdelse, men måske også til at udvide dem, så de passer til forholdene. Altså skal vandløbene klimasikres, ligesom vi tænker på at klimasikre alle andre steder. Ellers vil der gå store værdier tabt i vores lavtliggende områder. Ikke bare afgrøder fra bondens marker. Men også de husejere, som vil få skader på deres ejendom.

Desuden skal man fremover tænke sig godt om, hvor der gives mulighed for at bygge nyt. Et godt eksempel er Sofiendal Enge i Aalborg. Der er der blevet bygget et sted, som man på forhånd vidste, at der ville blive problemer med vand. Det skal vi tage ved lære af og ikke gentage vores fejl.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden