Det var en forløsning at kunne genåbne Musikkens Hus d. 6. maj 2021. Aftenens to koncerter forløb fremragende – såvel kunstnerisk som afviklingsmæssigt. Huset summede af kombinationen af tænding og spænding, og vi skal tilbage til Obamas besøg for at genfinde dén grad af nerver hos husets medarbejdere – inklusiv mig selv.

Selvom gangene i Musikkens Hus netop atter har været tomme for en stund grundet nedlukning af Vor Frue sogn, føles det næsten som om, at vi er ved at bevæge os i retning af en mere normaliseret hverdag.

Alligevel er der intet, der føles normalt. Det virker som om, at samtlige danskere enten har købt et sommerhus eller er blevet skilt i løbet af det seneste år. Vi har gået lange ture og bagt mere surdej end nogensinde, men ingen af delene synes at have været nøglen til lykke under en pandemi, som efterhånden hænger de fleste af os langt ud af halsen. Selv Søren Brostrøm er træt af corona.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

Alle italesætter, at når vi som befolkning er vaccineret, så bliver alt godt igen. Men det gør det ikke nødvendigvis.

Vi er alle endt i den fordømte grøftekant. Og selvom vi stadig klamrer os fast til den famøse vejkant, så har vi alle behov for at blive løftet ud af den tunge coronatåge, vi befinder os i.

Det er en opgave, der påhviler os alle. Det er jo ikke Mette Frederiksens skyld, at vi er i dårligt humør efter 15 måneder med isolation, restriktioner og mangel på nærvær. Det er derfor nu, vi skal udvise samfundssind 2.0 og hjælpe hinanden om på den anden side af krisen ved hjælp af en solid omgang medmenneskelighed.

Jeg tænker, at den udfordring, der uden sammenligning er størst på tværs af hundredetusindevis af virksomheder kloden rundt her post-corona, netop er den, der omhandler de menneskelige ressourcer.

Vi ser, at vi som medarbejdere har mistet kompetencer. Vi ser, at vi som mennesker har mistet energi, og vi er blevet mere ineffektive. Og så er vi blevet mentalt usunde. Nogle af at gå derhjemme. Andre af at tænke på dem, der går derhjemme.

Græsset har aldrig været grønnere på den anden side.

Jeg tror, at mange af os har følt os udvalgt til det forkerte. Vi har ikke arbejdet med det, vi blev ansat til. Vi har bevæget os fra vi-kultur, hvor vi komplementerer hinanden og til jeg-kultur, hvor vi konkurrerer med hinanden. Det giver mistillid. Og det opstår bl.a., fordi vi mister fornemmelse af det ”rum”, vi er en del af. Uden nærvær og synlighed går det galt. De fleste af os er blevet ringere udgaver af os selv, og vi ved det, og det nager os. Det bliver en negativ spiral.

Det vil i en periode kræve, at vi må overkompensere, men også at vi sikrer synlighed indadtil samt nærvær om alt det fælles. Vi har derfor mere end nogensinde behov for "people management". Deri ligger nøglen tilbage til vindermentalitet og vi-kultur. Alle skal tilbage til at gøre det, de er bedst til. Vi skal komplementere hinanden fulde af tillid, loyalitet og sundhed. Dette bliver mit eget væsentligste arbejdsområde resten af året.