Miljøminister: Lad os debattere naturnationalparker

Vi skal have debatten om naturnationalparkerne, og det er rigtig godt, at de jyske borgmestre og Nordjyske stempler ind. Men lad os tage debatten uden myter, skriver miljøminister Lea Wermelin

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Af Lea Wermelin,mf og miljøminister (S), Miljøministeriet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K, mim@mim.dk

Det er ikke til diskussion, at vi befinder os i en naturkrise, hvor tusindvis af dyre-, plante- og svampearter er i fare for helt at forsvinde herhjemme. For at bremse tilbagegangen er vi nødt til at give naturen meget mere plads, end den har i dag. Plads til at gro vildt. Plads til at træer kan vælte og få lov at blive liggende. Plads til at nye planter kan skyde op, som er livsvigtige for mange af vores fugle, insekter og sommerfugle.

Vi ved, at det virker, når vi giver naturen lov til at udfolde sig på mere naturlige præmisser. Et af landets tydeligste eksempler på dét findes i Hjørring, hvor man ved fælles hjælp har løftet biodiversiteten i forbindelse med ”Naturkommunen blomstrer vildt”.

Men selvom plads og ro er en vigtig del af arbejdet med at styrke biodiversiteten i Danmark, er det langtfra nok. Naturen har også brug for fyrtårne. Store sammenhængende naturområder, hvor vi bruger alle værktøjer i værktøjskassen til at genskabe noget af den natur, vi engang havde i Danmark.

Derfor er vi startet på at etablere naturnationalparker over hele landet.

Og her skal der sættes streg under ”startet”. For modsat det, man kunne læse i Nordjyskes leder (søndag 19.9.), er vi ikke i slutspurten.

Vi er kun lige kommet ud af startblokken.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

Ligesom i Hjørring er vi med de næste 10 ud af 15 naturnationalparker startet nedefra. Alle borgere, organisationer og kommuner har kunnet byde ind til den store bruttoliste, og knap 200 idéer er tikket ind.

Derefter er forslagene vurderet ud fra en række faglige kriterier, så vi skærer ned til konkrete områder, der fagligt giver mening for os alle at debattere videre om.

Det er først nu, at processen for alvor starter med udvælgelsen af de sidste 10 naturnationalparker på statens arealer.

Der bliver offentlige møder i alle de 23 mulige naturnationalparker og plads til debat. Kommuner og interessenter som f.eks. grønne organisationer, friluftsliv, de berørte erhverv og dyrevelfærdsorganisationer bliver hørt. Fra Skagens Odde til Sydlangeland. Og der kommer eksperter indover til at sætte endnu mere faglig tyngde bag, så vi i aftalekredsen til sidst kan beslutte, i hvilke 10 områder der skal etableres naturnationalparker.

Inddragelsen stopper ikke ved udvælgelsen - det er en myte. Der vil være flere etaper i forbindelse med de konkrete projektplaner for de enkelte områder, hvor kommuner og lokale er med hele vejen i den lokale projektgruppe, og alle argumenter igen kan komme på bordet.

Når de 10 områder er udvalgt, nedsættes der nemlig lokale projektgrupper for hver naturnationalpark, som skal bidrage til at finde gode løsninger lokalt. Eksempelvis i Tranum, som vi udvalgte som naturnationalpark i foråret. Her har vi klart sagt, at vildtets frie bevægelighed skal sikres, men derudover tager vi os tiden til inddragelse og har derfor ikke den konkrete projektplan på bordet endnu, så alle vigtige inputs kan rundes.

For jeg er jo grundlæggende enig med borgmestrene i, at vores natur er et fælles gode.

Den er vigtig, og samtidig skal der være både spændende friluftsliv og god dyrevelfærd.

Nu skal vi have debatten. Nationalt, regionalt og lokalt. Og det er rigtig godt, at de jyske borgmestre stempler ind i dén debat, og at Nordjyske så levende er med. Det har vi brug for.

Men lad os tage debatten uden myter, så skal det nok blive godt - for naturen og for danskerne, hvor end man bor i landet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod, at mure kan styrte sammen
Luk