Forsvarsminister: Sikringsrum på skibe burde være overflødige

Guineabugten er blevet så farlig, at skibe skal være udstyret med sikringsrum, pigtråd og vandkanoner. Sådan burde det ikke være, og derfor sender Danmark fregatten Esbern Snare på mission på søndag. Vi skal værne om retten til fri sejlads, skriver forsvarsministeren og direktøren i Danske Rederier

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) Foto: Presse/Keld Navntoft <i>Keld Navntoft</i>

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) Foto: Presse/Keld Navntoft Keld Navntoft

Af Trine Bramsen,forsvarsminister (S) ogAnne H. Steffensen,adm. direktør i Danske Rederier

På ethvert stort handelsskib er der et rum, som de færreste kender til. Det er forskelligt, hvor rummet findes på skibene, men fælles for dem er, at de mest minder om et beskyttelsesrum. Det et rum, som ingen søfolk håber at skulle søge tilflugt i.

Citadellet kalder man sikringsrummet, som er udstyret med kommunikationsudstyr og de mest basale fornødenheder. Og selvom beskrivelsen lyder som noget til brug i en krig eller katastrofe, er det i dag en nødvendighed, hvis man vil sejle i Guineabugten ved Vestafrika.

Netop citadellet blev nødvendigt, da det danskopererede tankskib TORM ALEXANDRA for knap et år siden blev angrebet af pirater 200 sømil fra land i Guineabugten. Fra store gummibåde med kraftige motorer blev skibet bordet af pirater i militært tøj med topmoderne våben. Besætningen havde gemt sig i citadellet i håbet om ikke at blive fundet og taget som gidsler, som det skete for i alt 135 søfolk i Guineabugten i 2020.

Piraterne fandt ikke citadellet og måtte flygte fra skibet, da en helikopter fra en italiensk fregat kom til undsætning kort tid efter.

Danmark er en af verdens førende søfartsnationer. Derfor skal vi i den grad værne om retten til fri sejlads. Kampen imod pirateri er et internationalt problem, og vi håber, at Danmarks kommende mission til Guineabugten vil få en afsmittende effekt, så flere søfartsnationer i fællesskab løfter ansvaret i fremtiden.

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har besluttet at sende fregatten Esbern Snare til Guineabugten for at forsvare retten til fri sejlads. Det er verdens farligste farvand, og retten til fri sejlads er truet. Citadel, pigtråd, vandkanoner og andre foranstaltninger er blevet nødvendigheder for den civile handelsflåde, som fuldstændigt fredeligt forsøger at sejle varer ind og ud af området. Vi er kommet til et sted, hvor alverdens sikkerhedsforanstaltninger er nødvendige for, at man tør bevæge sig ind i området. Sådan burde det ikke være.

Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at søfarende ikke kan passe deres arbejde, uden at de eller deres familier skal frygte for deres sikkerhed. De er afgørende for, at verdenshandlen hænger sammen, og vi skylder dem at passe på dem.

Danske rederier har mange aktiviteter i Guineabugten, og der befinder sig på et hvilket som helst tidspunkt 30-40 danskopererede skibe i farvandet ud fra Vestafrikas kyst. I 2020 havde de en eksport for 7,8 milliarder kroner til de omkringliggende lande, så det er en region med en stor økonomisk betydning for rederierne.

Esbern Snare skal patruljere i Guineabugten i et halvt år med et det formål at afskrække pirater og dermed bidrage til at skabe tryghed for vores søfolk. Flere europæiske allierede har også nationale indsatser i regionen, som vi koordinerer tæt med.

Fregatten stævner ud på søndag. Vi har den største respekt for den besætning, der de kommende måneder løser en vigtig opgave med Dannebrog vejende i vinden. En opgave for at værne om retten til fri sejlads. En ret som vi aldrig må tage for givet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden