Forskel på aktiv dødshjælp og assisteret selvmord

HJÆLP: 12. december 2018 døde Torill Marie Irmgard Klit i Schweiz, 42 år gammel.

Hun valgte assisteret selvmord godt tre et halvt år efter, at hun var blevet opereret for en helt banal blindtarmsbetændelse på Bispebjerg Hospital.

Torill var en fagligt dygtig socialrådgiver og dertil med mange kunstneriske evner.

Som tegner og maler havde hun flere udstillinger bag sig.

Jeg har kendt Torill siden 1993. Hun var min nærmeste venindes datter.

Alt, hvad der kunne gå galt under og efter operationen, gik galt.

Fra at have været aktiv og i fuld vigør, da hun lagde sig på operationsbordet, endte hun op med en skamferet krop, næsten blind, totalt lam uden at kunne bevæge en finger, og med besværlig tale efter to gange at have været lagt i respirator.

Et held i uheldet var det, at Torills intellekt var forblevet skarpt som før.

Derfor kunne hun efter grundige overvejelser beslutte sig for at få hjælp til at gøre en ende på sine lidelser.

På vegne af Torill klagede familien til Patientklagenævnet og søgte erstatning ved Patienterstatningen.

Efter en urimelig lang forhaling af ansøgningen konkluderede Patientklagenævnet, at der ikke var sket fejl i behandlingen af Torill.

Torill blev indkaldt til møde i Rehabiliteringsteamet, da man noget absurd mente, at ”hun havde en vis arbejdsevne”.

Efter at Torill forgæves havde søgt at få mødet til at foregå hjemme hos hende selv, da hun jo ikke var i stand til at møde op, deltog familien på vegne af Torill.

Konklusionen på dette møde blev ikke overraskende, at ”der vist ikke var en vis arbejdsevne”!

Til trods for dette, så var det altså først efter to år, at Torill blev erklæret 100 pct. invalid ved Patienterstatningen og kunne modtage førtidspension og den maksimale erstatning.

Erstatningen gjorde hende relativt velhavende, men det betød ikke, at hendes liv blev mere udholdeligt.

Erstatningen gjorde det til gengæld muligt for Torill at komme til Schweiz og få hjælp til at dø.

Schweiz er det eneste land i Europa, hvor det er muligt at få denne hjælp (assisteret selvmord), selv om man ikke er statsborger i landet.

I Holland og Belgien er aktiv dødshjælp udelukkende for landets egne borgere.

Men hvorfor skulle Torill Marie Irmgard Klit og hendes pårørende rejse 1200 kilometer for at få assistance til at hun kunne begå selvmord?

Havde det ikke været mere værdigt for alle parter, om hun havde haft mulighed for at dø i sit eget land?

Hvorfor skal det ikke være muligt for velovervejede, rationelt tænkende mennesker at få hjælp til at gøre en ende på livet, hvis de som Torill sidder tilbage uden at kunne bevæge sig, næsten blind, og være afhængig af hjælp fra andre i alle døgnets 24 timer? Og uden på nogen måde at gøre sig forhåbninger om at kunne realisere sit liv og sine drømme?

Debatten om hjælp til at dø er igen aktualiseret ved, at pensioneret læge Svend Lings har fået en betinget dom på 60 dages fængsel for at medvirke til at syge mennesker kunne begå selvmord.

Dommen fik han i Østre Landsret i januar, og den blev stadfæstet af Højesteret i september.

Jeg skal ikke tage stilling til skyldsspørgsmålet, men jeg finder det vigtigt, at vi fortsat kan diskutere, hvordan vi kan hjælpe stærkt forpinte mennesker, som har et ønske om at dø.

Også her i NORDJYSKE har der i år, under rubrikken ”Etisk set”, været indlæg af to modstandere af dødshjælp, Christian Borrisholt Steen (1.7.) og Peter Øhrstrøm (21.10.).

Det er for mig vigtigt her at skelne mellem aktiv dødshjælp, hvor det er en anden person, der aktivt giver en dødbringende injektion. Og så assisteret selvmord, hvor det er personen selv, der udløser den dødbringende injektion.

Når aktiv dødshjælp og assisteret selvmord lyder skræmmende for nogen, tænker jeg, at det meget vel kan skyldes, at emnet pirker til ens egen dødsangst, eller til en moralsk og kulturbaseret frygt for at give efter for retten til at tage sit eget liv.

Men når alt kommer til alt, er det så ikke den syge selv, der bedst kan vurdere, om vedkommende ønsker eller ikke ønsker dødshjælp? Og om det liv, hun eller han har, er værd at leve?

Som iagttager på sidelinjen i de godt og vel tre et halvt år, Torill var syg, kan jeg forsikre alle modstandere af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord om, at det kræver helt urimeligt mange psykiske kræfter og økonomiske resurser hos både den syge selv som hos de pårørende at gennemføre et sådant forløb.

Før Torill blev hjulpet til Schweiz gav hun udtryk for et håb om, at vi, hendes venner og efterladte, ville arbejde for at få indført retten til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i Danmark.

Som det omsorgsfulde menneske, hun var, gik hendes tanker også til de medpatienter, hun havde mødt under sit tragiske sygdomsforløb.

Alt for mange af dem havde ikke, som hun selv, en resursestærk familie bag sig. For ud over den store smerte, det er at se sin kære i en så miserabel tilstand, kræver det en kæmpe indsats at gennemføre en erstatningssag og samtidig sikre sig, at den syge får den nødvendige hjælp.

Torill oplevede stor social ulighed inden for Social- og Sundhedsvæsenet.

Derfor havde hun et brændende ønske om at bidrage med sin viden og erfaringer.

Under hele sygdomsforløbet havde hun derfor et nært samarbejde med sin søster, Mia Irmgard Klit, om i fællesskab at udgive en bog med de tanker og drømme, Torill havde, da hun var i koma i de perioder, hun lå i respirator.

Bogen ”Dreams from a Hospital Bed” er således det fysiske udtryk for både et litterært, et visuelt og et medicinsk-sociologisk projekt, som ved udgivelsen af bogen i 2018 stadigvæk var i udvikling.

Det litterære aspekt er baseret på Torills drømme i hospitalssengen, og i alt 10 af hendes drømme er genfortalt i bogen.

Det visuelle aspekt består af 27 sort-hvide fotos ved Mia Irmgard Klit.

Begge søstre er krediteret for bogens prolog og epilog, som er vigtige at læse for at forstå projektet.

Bogen er tilgængelig på Det Kgl. Biblioteks læsesal og har været med på udstillinger i Danmark, England og Spanien.

Det kan godt være, at nogle mennesker kan finde en moralsk og kulturbaseret begrundelse for, at aktiv dødshjælp og assisteret selvmord ikke må gøres lovligt i Danmark.

Men når man i virkeligheden ser, hvordan mennesker kan lades i stikken til et kummerligt liv, så mener jeg, det kan retfærdiggøres, at aktiv dødshjælp og assisteret selvmord - altså hjælp til uhelbredeligt syge mennesker som ønsker at dø - skal være en ret, vi alle bør have.

Fra ”Dreams From a Hospital Bed”, citerer jeg her Torill i dansk oversættelse ved hendes søster Mia:

”At se lyset var en rar oplevelse. Jeg så lyset, fordi jeg ikke var bange for at dø. Jeg ville bare ikke dø på den her måde. Jeg husker, jeg havde lyst til at sove ind ved siden af mine nærmeste og min kat, men ikke fordi jeg blev fejlopereret. Jeg havde stadig en trang til at leve og formidle mine drømme som evidensbaseret vidensdeling”.