Frie CO2-kvoter er hverken sjov eller forkælelse

CO2-KVOTER: Frie CO2-kvoter er altså ikke hverken sjov eller forkælelse!

I Aalborg ligger en verdenskendt cementfabrik, som laver cement i verdensklasse og i international konkurrence med andre fabrikker uden for EU, som ikke er i nærheden af at være nået lige så langt i den grønne omstilling af deres produktion.

Andre steder i Danmark ligger fabrikker, der laver tegl, mursten, tråd og kabler - for ikke at glemme gartnerier og en masse stolte produktionsvirksomheder, hvor medarbejderne konstant leverer solidt håndværk og innovation, der holder vores land foran i bussen af lande i verden, der kan det, andre har brug for.

I EU har vi et CO2-kvotesystem som ét af værktøjerne til at gøre os CO2-neutrale senest i 2050. Kvoterne fungerer lidt som en børs, hvor store virksomheder køber kvoter nogenlunde svarende til deres CO2-udledninger.

Det kan dog blive alt for dyrt for de energi-intensive virksomheder, jeg har nævnt ovenfor.

Bliver det for dyrt, ødelægges deres konkurrencekraft og gør den det, må de lukke og arbejdspladserne forsvinder ud af Danmark og ud af EU.

Derfor findes der gratis CO2-kvoter.

På den måde holder EU på den type virksomheder, som vi derfor kan samarbejde med for at udvikle stadigt mere grøn produktion.

Det handler om initiativer som eksempelvis brug af overskudsvarme til fjernvarme, energi-effektivisering, overgang til vedvarende energikilder og snart også CO2-fangst og lagring, samt mange andre teknologier, hvor virksomhederne sammen med forskere, innovationsagenter og os politikere hjælper hinanden.

Hvis vi derfor mister disse virksomheder, fordi vi ikke respekterer værdien af eksempelvis de gratis CO2-kvoter, vil vi miste muligheden for at påvirke hele den globale industri af energi-intensive virksomheder.

Og da EU og Europa endnu er det allermest grønne og klimaambitiøse kontinent, er samarbejdet med disse typer af virksomheder en af de vigtige muskler i vores mulighed for at påvirke hele klodens klimavilkår.

Derfor var jeg meget på dupperne, da Europa-Parlamentet i denne uge skulle stemme om en betænkning, der ligger op til den kommende forhandling med Rådet om det, der lidt fluffy hedder ’CBAM’.

CBAM betyder ”Carbon Boarder Adjustment Mechanism” og er den ”opfindelse”, som Ursula Von Der Leyen i sin tiltrædelsestale som formand for EU Kommissionen lovede at levere. Der er tale om en CO2-told på importvarer til EU.

Sådan en idé lyder sympatisk, hvis EU var klodens mægtigste enhed og ikke skulle konkurrere dagligt og hårdt med både Kina, resten af Asien og USA. Men det skal vi. Og derfor tryller man heller ikke sådan bare en CBAM op af hatten, hvorefter hele verden klapper i hænderne for at få lov til at betale mere for at sende varer ind i EU.

Så CBAM’en har lang vej endnu før den er klar som et værktøj, der ikke bare skaber endnu mere handelskrig på verdensmarkedet. Den bør efter mine begreber være et værktøj, som vi sammen med verdenshandelsorganisationen WTO aftaler på plads.

Men tilbage til afstemningen her i Europa-Parlamentet om CBAM’en:

Her var der lagt op til at foreslå, at selvom CBAM ikke er i nærheden af at være flyvefærdig, så kunne vi da godt lige aftale, at den inden 2030 skulle afløse de gratis CO2-kvoter.

Bum! Hvis vi gjorde det, ville det betyde, at det økonomiske fundament under de energi-intensive virksomheder ville blive så usikkert, at de med stor sandsynlighed vil flytte ud af EU.

Det vil betyde tab af arbejdspladser, eksportindtægter og ikke mindst samarbejdet for grøn produktionsomstilling. Totalt hattrick-skud i fødderne!

Heldigvis gik det ikke så galt denne gang. Min gruppe, EPP, stemte sammen med højrefløjen og ca. 40 fornuftige liberale og socialdemokrater for et ændringsforslag, som EPP havde stillet, og som foreløbigt adskiller CBAM’en fra de gratis CO2-kvoter.

Det, der dog undrer mig særdeles meget er, at jeg - sammen med Peter Kofod fra Dansk Folkeparti - var de eneste danskere, som stemte sammen i den gode sags tjeneste. Ingen andre.

Det må de naturligvis selv forklare. Men uanset, minder det mig om, at den grønne omstilling er kommet ind i en meget svær fase. Nemlig fasen, hvor høje ambitioner skal omsættes til kompliceret teknik.

Dén udfordring må vi som politikere tage på os. Det gjorde Kofod og jeg - og jeg håber, at vi er lidt flere, næste gang vi skal passe på både klimaet og konkurrencekraften.