DEBAT EU

Gik det for hurtigt med at lægge de to tysklande sammen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Mads Peter Klindt, lektor, ph.d., Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet, Fibigerstræde 1, 9220 Aalborg Øst mpk@dps.aau.d

OVERGANGSPROBLEM:Mange kan huske, da Berlinmuren faldt 9. november 1989, og at Tyskland blev genforenet knap et år senere nemlig 3. oktober 1990. Færre er opmærksomme på, at de to tysklande blev økonomisk fusioneret allerede i sommeren 1990.

Den tyske ØMU (økonomiske og monetære union), der trådte i kraft 1. juli, var dog reelt en indlemmelse af de fem DDR-delstater i den vesttyske markedsøkonomi. Statsejerskab over virksomheder blev afviklet, priser liberaliseret og den vesttyske D-Mark blev indført som valuta i øst.

Forud var gået flere måneder med forhandlinger, både internt i Vesttyskland og med de nye partnere i øst. Mest kontroversielt var spørgsmålet om, i hvilket forhold lønninger, pensioner og bankindeståender i DDR-Mark skulle veksles til D-Mark.

I samme forbindelse var timingen vigtigt. Skulle ØMU’en indføres gradvist eller i et hug?

Forbundskansler Helmut Kohl trumfede til sidst igennem, at lønninger og pensioner skulle konverteres 1 til 1. Kontanter, opsparinger og andre tilgodehavender over 4000 Mark blev konverteret 2 til 1. Og ØMU’en indførtes i sin helhed fra 1. juli.

1 til 1-beslutningen var langt mere lempelig end anbefalingerne fra Forbundsbanken og flere af de toneangivende vesttyske økonomer.

Skønnet var, at en realistisk overgang til markedsøkonomi krævede en vekselkurs et sted mellem 5 til 1 og 2 til 1.

DDR’s økonomi var en socialistisk planøkonomi baseret på en – sammenlignet med Vesten – stor men umoderne fremstillingsindustri (21 procent af arbejdstyrken var ansat i industrien i øst mod ”kun” 14 procent i vest), en underudviklet servicesektor og nedslidt infrastruktur.

Østtyskerne jublede over 1 til 1; det var en politisk sejr, der signalerede, at folk fra det gamle DDR ville blive ligeværdige borgere i et nyt samlet Tyskland.

Jublen blev dog kortvarig. I løbet af få måneder kollapsede den østtyske industrisektor.

Produktiviteten i øst matchede langtfra et lønniveau udmålt med D-Marken, virksomheder lukkede og hundredtusinder blev arbejdsløse.

Men hvorfor lyttede Kohl ikke til Forbundsbanken i Frankfurt og anbefalingerne om at gennemføre den tyske ØMU i et langsommere tempo og med et mere realistisk setup?

Lektor i økonomisk historie ved Aalborg Universitet Wolfgang Zank, der selv er tysker (fra Hamborg), har undersøgt og rekonstrueret beslutningsprocessen, der førte frem til den tyske ØMU.

Zanks forskning tager form som en såkaldt thick description, og trækker på en række officielle dokumenter fra genforeningsperioden, han har fået adgang til via Forbundskansleriet (den tyske Forbundskanslers sekretariat).

Ifølge Zank skal Kohl-regeringens beslutning bl.a. ses i lyset økonomiske analyser fra det tyske finansministerium, der var langt mere optimistiske end Forbundsbankens.

Beregningerne anslog, at den samlede tyske arbejdsstyrke ville bestå af 8,6 mio. østtyskere og 29,7 mio. vesttyskere.

Antog man samtidig, at den gennemsnitlige østtyske arbejder ville have en produktivitet svarende til 40 procent af den gennemsnitlige vesttyske ditto, betød det, at det østtyske produktionspotentiale ville lægge ca. 11,6 procent til det vesttyske.

Denne forøgelse på knap 12 procent svarede stort set til, at man lagde DDR-borgernes nominelle indkomst i DDR-Mark oveni vesttyskernes nominelle indkomst i D-Mark. Fordi østtyskernes lønninger nominelt set var langt lavere end vesttyskernes, ville en 1 til 1-konvertering altså ikke blive noget problem.

Finansministeriets rapport vurderede endvidere, at vækst i den østtyske servicesektor hurtigt ville opsuge mange af de industriarbejdere, der ville blive overflødige, når de statslige fabrikker blev ramt af markedskræfterne.

Politiske faktorer var dog, ifølge Zank, sandsynligvis vigtigere end de økonomiske, hvis vi skal forstå 1 til 1-beslutningens endegyldige rationale.

DDR-staten var i løbet af vinteren 1989/90 reelt brudt sammen, og som følge af de nyvundne friheder rejste mange østtyskere til vesten, ikke bare for at inspicere men for at blive. Strømmen af Übersiedler virkede uendelig, og gav i løbet af foråret 1990 anledning til stadig dybere panderynker. Situationen var uholdbar for vesttyskerne, der oveni følte sig belastet af mange Aussiedler, dvs. etniske tyskere fra bl.a. Polen og Sovjetunionen, der også søgte asyl i vesten.

18. marts 1990 afholdtes det første (og eneste) frie valg i DDR. Noget overraskende vandt det østtyske CDU valget, men sejren blev efterfølgende tilskrevet den omstændighed, at CDU i øst netop var gået til valg på en hurtig ”monetær, økonomisk og social union”.

Kohl var dermed presset af sit eget østtyske søsterparti – og folkestemningen i det hele taget – for at fremskynde indførelsen af D-Mark i øst.

Efterfølgende lod han en rapport fra Forbundsbanken sive til offentligheden. Rapporten foreslog, at lønninger og pensioner blev konverteret 2 til 1.

Det medførte øjeblikkeligt massive protester – både fra den nyvalgte østtyske regering og fra folk på gaderne i de østtyske storbyer, der efterhånden var blevet vante til at demonstrere.

Sloganet fra 1989 ”Wir sind das Volk” blev blot omskrevet til ”Kommt die DM bleiben wir, kommt sie nicht geh’n wir zu ihr!”. Budskabet var til at tage og føle på.

Formanden for den vesttyske forhandlingsdelegation Hans Tietmeyer (der senere blev chef for Forbundsbanken) forsøgte i en sidste krampetrækning i slutningen af april at redde lidt af Østtysklands konkurrenceevne. Tietmeyer fornemmede, at 2 til 1 var no go og foreslog i stedet, at 1 til 1-konverteringen skulle ske med henvisning til lønniveauet i øst pr. 1. januar 1990.

En inflationsbølge var skyllet hen over DDR i starten af 1990, hvilken kun havde gjort Forbundsbankens prognose endnu mere dyster. Tietmeyers forsøg blev afvist, og resten af historien er velkendt.

Zanks dokumentation af beslutningsprocessen, der ledte frem til den tyske ØMU, illustrerer fint, hvordan forskellige politiske og økonomiske rationaler kolliderede i forbindelse med genforeningen.

Hensynet til konkurrenceevnen og beskæftigelsen i øst talte imod 1 til 1, men presset fra folkevandringen øst mod vest og CDU’s politiske moment talte for og vejede tungest.

I den forskningsmæssige behandling af de økonomiske følgevirkninger af genforeningen er den såkaldte Treuhandanstalt ofte blevet kritiseret. Treuhandselskabet administrerede overgangen fra socialisme til markedsøkonomi i det tidligere DDR og gennemførte på re-kordtid masseprivatisering af ca. 8500 statslige virksomheder.

Mange mener, at det gik alt for hurtigt. Tæt ved 2,5 mio. østtyskere mistede deres arbejde og blev på den måde alligevel en byrde for vesttyskerne i årene, der fulgte.

Historien om 1 til 1-beslutningen er et vigtigt bidrag til denne forskning og minder os om, at politiske beslutninger sjældent kan være fuldkommen rationelle, politiske sejre dyrekøbte.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.