Græshoppesværme er kun blive værre
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:34
Af Kurt Kristensen, dr. med., skolepsykolog, fhv. skoledirektør i Hobro Kommune og chefrådgiver i handicapspørgsmål i bl.a. Kenya og Uganda, Enebærvej 10, 9500 Hobro, kirstenkurt123@gmail.com.
Jeg har tidligere (13.3.) skrevet om græshopper, men det er noget særligt i år, hvor græshoppesværmene i øjeblikket angriber landene i Østafrika voldsommere end nogensinde i de sidste hundrede år. Meget voldsommere end jeg husker det fra de 30 år, vi boede i Kenya og Uganda.
Jeg husker græshopperne som en delikatesse, som vi syntes smagte godt, især når vi ristede dem.
Så blev de stegt i deres eget fedt, efter at vi havde fjernet ben og vinger. Himmelsk.
Græshopperne kan blive op til 12 cm lange. De er som regel grønne eller brune, men bagvingerne kan være både røde, blå, gule eller hvide. Græshoppesværmene kan på nogle få måneder blive 500 gange så store, som de var.
Den bølge, der lige nu raserer Østafrika, er ca. 20 gange større end de sværme, man har set de senere år.
Coronakrisen gør det samtidig vanskeligt at skaffe de nødvendige pesticider til at dræbe græshopperne med.
De grådige græshopper raserer afgrøder i nogle af verdens fattigste lande, hvor millioner af mennesker i forvejen er udsatte, og som nu trues af sult.
Ret ofte må FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO hjælpe de lande, som græshopperne hærger.
Kæmpemængder af græshopper er på vej fra Somalia til de omliggende lande som Kenya, Etiopien, Uganda, Sydsudan, Sudan og Saudi-Arabien, hvor mange planter netop springer ud på grund af regntiden.
Landmændene gør alt for at bekæmpe græshopperne. Slår på dem med alskens redskaber som skovle, spader og koste. Men kommer til kort.
Klimaforandringerne er årsag til de voldsomme ændringer. ”En trussel uden fortilfælde mod fødevaresikkerheden og livsgrundlaget i Afrika”, siger FAO.
FAO frygter en ny stor bølge af græshopper i slutningen af juni og juli.
Det er forståeligt, at græshoppesværmene kan skabe panik i et land som Libanon, hvor den lokale valuta samtidig har mistet halvdelen af sin værdi.
Panikken er så voldsom, at sultne mennesker sætter banker i brand uden at tænke på følgerne. Her risikerer store dele af befolkningen deres liv.
Mange landmænd i Kenya og i landene heromkring frygter, at coronakrisen med mange smittede, stor dødelighed, stor arbejdsløshed og en kollapset økonomi vil bevirke, at græshoppeplagen vil blive glemt, og at forsøgene på at udrydde græshopperne vil blegne i forhold til coronakrisen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.