Historien om besættelsen er mere nuanceret

Tak til NORDJYSKE og pressen i det hele taget for på fin vis at dække 75 året for befrielsen.

Det er vigtigt, at historien om ”de fem forbandede år” fortælles!

Øjenvidnerne til perioden bliver færre og færre af helt naturlige årsager; men det bør ikke hindre, at historierne fortælles, så de opvoksende generationer får et indblik i hvor forfærdeligt det kan gå når mistro, had og hævn bliver accepterede drivkræfter i politik.

Tyskland var arnestedet, hvorfra de onde tanker fik lov til at bundfælde sig; men også i andre europæiske lande fik facisme og lignende totalitære systemer lov til at styre samfund.

Anders Sønderup skriver (5.5.) en udmærket kommentar til den danske historiefortælling om besættelsen.

Det er væsentligt at slå fast, at historie skal forstås med udgangspunkt i den samtid hvori den udspillede sig. Det er mildest talt ikke i orden at plukke de brudstykker ud af historien, som passer til éns egen fortolkning af nutiden.

Det er uordentligt over for historie som fag, det er uhæderligt over for dem, der får prakket historierne på, og det er direkte farligt over for meningsdannelsen.

Så langt er jeg helt enig med A.S.

A.S. skriver, at modstandsbevægelsen aldrig blev en „folkesag”, og at kun omkring 20.000 danskere var medlemmer af modstandsbevægelsen. Jeg har ikke grund til at tvivle på A.S.’ tal, det er nok rigtigt. Imidlertid kommer A.S. lidt let om ved det vilkår, som var de aktives.

Bag hver eneste aktive i modstandsbevægelsen stod et langt større antal, der så at sige udgjorde det helt nødvendige bagland, som gjorde det muligt for den aktive modstandsmand/kvinde at udføre de opgaver, der kunne genere besættelsesmagten og fremme sammenbruddet af nazityskland.

Jeg er født syv år efter befrielsen og var så nær på, at jeg oplevede, hvordan de voksne i min familie talte om og beskrev besættelsestiden.

I familien havde min fars bror status som aktiv modstandsmand.

Det indebar, at hele familien, der bestod af forældreparret, ni søskende, deres ægtefæller/kærester, min onkels kæreste og senere hustru sammen med hendes familie, venner, naboer og studiekammerater for blot at nævne nogle af de helt nære, stod bag og villigt påtog sig større eller mindre opgaver for at den aktive modstandsmand kunne udøve sin gerning og opnå en vis sikkerhed fra besættelsesmagtens lange klør.

En gang skulle en våbenladning skjules, en anden gang skulle våben afprøves og flere gange skulle min onkel skjules, alt sammen ved at loyale og opbakkende medlemmer af baglandet rykkede sammen og naturligvis løb en risiko i sagens tjeneste.

Nej, vi var ikke et folk, der kæmpede, dertil boede vi for tæt på det aggressive Tyskland, og vi havde brugt samfundets penge på at forbedre samfundet bl.a. ved at gennemføre Kanslergadeforliget frem for på oprustning; men i kraft af modstandsbevægelsen og dens bagland reddede Danmark æren og blev anerkendt som allieret i bekæmpelsen af nazismen.

Det bør indgå i vores historiefortælling!