Hjælp mod klimaforandring – men lad os ikke få flere vindmøller


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:03

Af Børge Krogh, Ferren 77, 9492 Blokhuskroghb@gmail.com

OVERSVØMMELSER: Et Europa i chok er ikke hverdagskost, men det er i dag en realitet. Når vi ser billederne fra ødelæggelser og dødstal i Rhinlandet med hele byer under vand og otte meter vand over en motorvej trodser det enhver beskrivelse.

Var det en naturkatastrofe, som kan komme igen om to år, eller er det en 100 års hændelse, som man kan prøve at glemme?

Når man ser de tyske avisers omtale af årsagerne, ser det ud som noget, der sagtens kan ske igen, når som helst, at det er en følge af klimaændringer, som vi ret beset ikke kan gøre noget ved, hvis det handler om atmosfærens indhold af de såkaldte drivhusgasser.

Uanset hvad vi gør i EU kan vi kun ændre en tøddel på atmosfærens tilstand inden for en overskuelig fremtid! Om det er en realistisk mulighed, når det kommer til verdenssamfundets lyst/mulighed for at gå den vej, overhovedet, må tiden vise.

Men heldigvis er der ingen tegn på, at det er atmosfærens gassammensætning, der skabte situationen i Tyskland.

Den minimale betydning, som forøgelsen af CO2 i atmosfæren har, virker desuden ens overalt som en konstant størrelse og kan derfor næppe flytte på høj- og lavtryk i den grad som det skete her, hvorimod den helt afgørende klimagas, som er vanddamp, varierer stærkt i tæthed hele tiden, alt efter vejrsituationen.

I perioden forud for den europæiske ”syndflod” var lufttemperaturen usædvanlig høj over Centraleuropa. Det bliver den automatisk, hvis der mangler kølig vind til at få dannet skyer i tide, inden det hele går amok, som en trykkoger uden sikkerhedsventil.

For at den varme fugtige luft kan stige op og danne skyer skal der erstatningluft ind fra Atlanterhavet, det er normalsituationen.

Men i Tyskland har man rejst et hav af vindmøller (jeg kender ikke tallet, men da vi har over 5000 i Danmark tør jeg godt gange med tre for tysk vindkraft), som denne horisontale erstatningvind skal passere for at komme ind over land. Mon det har betydning for vindstyrke og skydannelsen? Svaret er selvfølgelig ja!

Hvis man tænker sig, at disse mange møller står på række fra Bremen til Schweiz vil de stå tæt, med en afstand af ca. 46 meter, eller for kort afstand til at vingerne kan passere hinanden.

Nu står de ikke på række, men deres antal og den vindreduktion, de bevirker, kan man ikke se bort fra.

Møllerne skulle redde verdensklimaet, men måske truer de det lokale vejr. Der er masser af eksempler på, at ubetænksomme indgreb fra menneskelig side har ændret det lokale klima.

Det ”grønne” parti vil sikkert vinde det næste tyske valg efter denne katastrofe. De står for både lukning af kernekraftværkerne og endnu flere vindmøller, det vil kun gøre det hele værre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden