Hurra for journalistikken

Jørgen Pyndt, journalist. Arbejdsliv på flere nordjyske medier. Har skrevet portræt- og erindringsbøger. Drivkraft i Ordkraft Festival. Veteranmålmand i Aalborg Freja.

NYHEDER:”Og avisen sladrer bag sit glas, stadig sort og våd af fotosats, i sit nyhedsskab ved Andersens kapel”.

Linjen er hentet fra frederikshavnerpoeten Allan Olsens sang ”Den by, jeg kommer fra”. I én linje rammes en fortid og en stemning ind. En fortid, hvor nyheder var noget, man skulle bevæge sig efter og hvor de stort set kun fandtes på tryk. Og en stemning af at stå alene en råkold og blæsende aftenstund og læse lokalnyt gennem et stykke fedtet vinduesglas. For at blive bare lidt klogere på sin nære omverden og dermed også sig selv. Og så kunne man skuttende gå hjem gennem mennesketomme gader og lukke op for den eneste kanal på radioen og høre slipseklædt autoriseret nyhedsoplæsning med Niels Grunnet. Pressens Radioavis.

Nostalgien er så tyk, og jeg burde skrive med gotiske bogstaver og navneord med stort. Anledningen til det sentimentalitetsdrivende tilbageblik er imidlertid noget så tidstypisk som begrebet fake news og det tæppebombardement af nyheder og informationer, vi udsættes - eller lader os udsætte - for døgnet rundt. Og selvfølgelig er det mediernes opbagning til dette års præsidentvalg i USA, der får mig til at reflektere over den udvikling, som mit fag, journalistikken, har gennemgået i mine små 50 år, ved skrivemaskinen, mikrofonen eller kameraet.

Der er sket meget, for at sige det mildt. Fra slutningen af 60’erne, hvor vi sad på redaktionen på Nytorv i Aalborg og hørte rotationspressen langsomt gå op i omdrejninger, så det rystede i det gamle bladhus og skvulpede i ølglassene i kantinen, og til i dag, hvor enhver er sin egen redaktør, og med mobiltelefonen, fjernbetjeningen og computermusen kan sammensætte sin egen nyhedsverden. Vælge lige præcis de informationer, der passer til hans/hendes verdensbillede - og alt andet er fake news. Det er en både skræmmende og bekymrende udvikling.

NORDJYSKE's nuværende trykkeri på Langagervej i Aalborg. Foto: Henrik Bo Pressefotograf Henrik Bo

Misforstå mig ikke. Jeg er i den grad imod monopolisering og ensretning, især af noget så vitalt og demokratiske betydningsfuldt som nyhedsformidling i et samfund i konstant forandring. Men jeg er lige så standhaftig i min tro på, at den velredigerede, veldisponerede og afbalancerede nyhedsformidling er mere nødvendig end nogensinde i et oplyst demokrati. Altså den formidling, som de traditionelle medier, står for. På tryk og elektronisk. I den retning kan jeg ikke skjule, at der står 1946 på min dåbsattest.

Er jeg så ikke bare en bagstræberisk maskinstormer, der fornægter lyksalighederne ved den fagre nye medieverden, som det verdensomspændende net og alle dets aktører stiller til rådighed i et væg-til-væg udbud døgnet rundt? Det synes jeg ikke. Jeg bevæger mig glad og gerne rundt i det digitale verdensrum og tjekker ind på adskillige nyhedssites - og forfærdes over, hvad der faldbydes af historier, som er så indlysende manipulerede, at alle røde lamper burde blinke. Men det gør de ikke. Der er frit valg for alle på de uredigerede hylder med nyheder, der kan være fabrikeret i en flække i Indien - eller af en russisk tjeneste med skumle formål. Som f.eks. den om, at Paven støtter Trump! Jeg falder først til ro igen, når jeg sidder med min daglige avis i hånden eller tænder for én af de nyhedskanaler, hvor jeg ved, at der er lagt research, omtanke og redaktion i den proces, der ligger bag studieværtens ”godaften og velkommen”.

Men jeg bruger også Netflix, Google, Apple, Facebook, Amazon. Gigantiske kapitalistiske foretagender, som med deres dominans og kapitalhunger er ved at sprænge fundamentet under den traditionelle presse. Og jeg efterlader, sammen med alle de andre milliarder af brugere, personlige oplysninger og digitale spor, som kan udnyttes og misbruges. Og det bliver de. Heldigvis er flere og flere regeringer ved at indse faren ved den bekymringsløse dans om nettets guldkalve og lægger an til stramninger og beskatninger. Men nok for sent. Og for lidt.

Så et stilfærdigt hurra for min daglige avis. Også den, du sidder og læser lige nu. Den er rykket væk fra udhængsskabet ved Andersens Kapel og kan læses på nettet, og det er godt, når nu teknikken en gang imellem driller og vi må undvære det knitrende papir og de tryksværtesorte fingre.

Og her fra observationsposten og en-mands-redaktionen i Aalborgs midtby skal der lyde et helt uredigeret og meget velment ønske om et godt og lykkebringens nytår. Men en nyhed er det næppe.