Limfjordsforbindelse

Husk: 45 procent siger nej til ny Egholm-forbindelse

- Den 16. november er der kommunalvalg. Her kan aalborgenserne og nordjyderne tydeligt markere over for politikerne, at de ikke ønsker en Egholmforbindelse, skriver Jørgen Andersen fra Borgerbevægelsen mod en Egholmforbindelse

Der er folkelig modstand mod Egholmlinjen. Her fra en demonstration i Aalborg den 15. maj 2021. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Der er folkelig modstand mod Egholmlinjen. Her fra en demonstration i Aalborg den 15. maj 2021. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 07. juli 2021 kl. 11:30

Af Jørgen Andersen,medlem af Borgerbevægelsen mod en Egholmforbindelse, Aalborg, jbirkemose54@gmail.com

Så blev der indgået et forlig om den fremtidige infrastruktur i Danmark.

Et flertal af politikerne på Christiansborg har besluttet, at der skal etableres en 20 km lang firsporet motorvej over den vestlige del af Aalborg, over øen Egholm og videre over Nørresundby og Egholm.

Sådan er det parlamentariske politiske demokrati. Men det politiske parlamentariske demokrati viser også en markant svaghed her.

For som vi flere gange har kunnet konstatere i borgerbevægelsen, er politikerne slet ikke i øjenhøjde med borgerne i spørgsmålet om linjeføringen over Limfjorden.

Senest har en undersøgelse, som Jysk Analyseinstitut har foretaget for TV 2 Nord, vist en stor folkelig modstand mod Egholm-forbindelsen.

Og den er helt i tråd med andre undersøgelser, der har været lavet.

Blandt nordjyderne er det ifølge undersøgelsen kun 31 pct., der ønsker Egholmforbindelsen.

36 pct. er imod forbindelsen, og 33 pct. har ikke taget stilling.

I Aalborg Kommune er hele 45 pct. imod Egholm-forbindelsen, 33 pct. er for og 22 pct. ved ikke.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen siger som kommentar til undersøgelsen på TV Nords netavis: “At alle har lov til at ytre sig, og nu tror jeg, at alle har behov for, at vi kommer videre, og får lavet den forbindelse”.

Det tror jeg nu ikke, alle er enige med Thomas i.

45 pct. af aalborgenserne vil tilsyneladende ikke miste værdifuld natur og dejlige, livgivende miljøer.

Disse 45 pct. ser også med stor bekymring på vores klima, som kun får det værre og værre.

Jeg tror også, at mange undrer sig over, at der ikke har været politisk vilje til at undersøge alternativer til Egholmforbindelsen. F.eks. ude ved det eksisterende motorvejsnet.

Det er også bemærkelsesværdigt, at et stort flertal af aalborgenserne ikke siger tak til de 7,1 mia. kr. fra staten til Egholmforbindelsen. Måske også fordi det er skatteborgerpenge direkte ud ad vinduet, fordi forbindelsen ikke i nævneværdig grad aflaster noget som helst trafikmæssigt.

Mon ikke også mange aalborgensere synes, at det er helt urimeligt, at Aalborg Kommune - hvert år de næste 17 år - skal tage 30 mio. kr. op af kommunekassen for at bidrage til en motorvej. Penge, som børn, unge og ældre ellers kunne have stor gavn af. Ingen andre steder i landet udsættes borgerne for lokale bidrag til transportprojekter.

Men Egholm-forbindelsen har man altså besluttet, skal bygges fra 2025.

Der er således masser af tid til at få den forbindelse pillet af programmet.

Først skal man have gennemgået og behandlet 7500 høringssvar. Der skal vedtages anlægslov. Der skal undersøges forhold omkring støj, klima, konsekvenser for naturen, asbestforhold etc. etc.

I Borgerbevægelsen, i gruppen “Bevar Egholm som Ø”, i partierne, SF, Ø, Alternativet og RV arbejdes der stadig benhårdt på at forhindre Egholm-forbindelsen, og der er også mange andre grupper, der af al kraft vil forhindre, at Egholm-motorvejen bliver til noget.

Opbakningen på Facebook-grupperne bare vokser og vokser. F.eks. er borgerbevægelsen nu på 5100 medlemmer, og den vokser støt dag for dag. Alting kan forhindres, hvis borgermodstanden er stor nok.

Den 16. november er der kommunalvalg. Her kan aalborgenserne og nordjyderne tydeligt markere over for politikerne, at de ikke ønsker en Egholmforbindelse. Det bliver meget interessant at følge, om Socialdemokraternes ja til en Egholmforbindelse medfører, at de mister deres absolutte flertal i Aalborg Byråd.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden