Husk i sag om ny forbindelse: Nordjylland er en del af Danmark
Opdateret 08. april 2021 kl. 10:10
Af Charlotte Balling,partner, eco2LIGHT A/S, Gørtlervej 21, 9000 Aalborg, cba@eco2light.dk
LIMFJORDSFORBINDELSE: Mange politikere har gennem tiden talt meget om 3. Limfjordsforbindelse – især i valgperioder. Hvor ville det være rart, om der snart kom handling bag ordene.
3. Limfjordsforbindelse skal ses som en investering i hele Nordjylland og i hele Danmark. Med udbygning af infrastruktur – inklusive 3. Limfjordsforbindelse – vil vi få mulighed for at tiltrække mere erhvervsliv til Nordjylland.
Der vil komme diversitet i erhvervslivet og dermed også diversitet i kommende jobmuligheder.
En opdeling af landområder giver os en ”dem og vi”-følelse. En samling af landet giver en bred ”vi”-forståelse og -følelse. 3. Limfjordsforbindelse vil derfor gavne hele landet og give os alle sammen en ”vi”-forståelse.
I Nordjylland har vi nogle af de bedste uddannelsesmuligheder, og vi er heldige at have et af de bedste universiteter, vi kan forestille os.
Det vil sige, at vi har utrolig mange studerende – og hvor ville det da være skønt, om nogen af dem ønskede at blive i regionen, fordi de har muligheder for spændende job. De studerende, der bliver i Nordjylland på grund af job, vil betale skat og dermed være med til at præge og udvikle regionen.
Ud over at gavne det daglige erhvervsliv vil 3. Limfjordsforbindelse og dermed en bedre infrastruktur, gavne vores sæson erhvervsliv – nemlig vores turisme.
Vi har de skønneste og smukkeste kyststrækninger, vi har fantastiske naturperler og vi har de skønneste turistattraktioner fordelt rundt omkring i hele Nordjylland.
Der er noget for enhver smag og interesse. Turismen, som er en stor indtægtskilde for regionen, vil få bedre vilkår og muligheder, hvis den kan tiltrække flere turister.
Og det kan den med den rette infrastruktur.
3. Limfjordsforbindelse vil gavne hele Nordjylland, ikke kun Aalborg.
Rigtig mange mennesker bor i Aalborg og arbejder nord for fjorden – og omvendt. Med den rette infrastruktur føles lange afstande meget lettere at overkomme, hvilket også medfører, at folk har lyst til at bosætte sig udenfor storbyerne.
Nordjylland er også en transitstrækning for transportindustrien, som skal have gods transporteret nord for Danmark via færger og skibe.
Hver gang, der bliver den mindste udfordring i eller ved Limfjordstunnelen samt på eller ved Limfjordsbroen, får Nordjylland et flaskehalsproblem og alt kan stå stille i flere timer.
Det påvirker ikke kun folk, der er på vej til eller fra arbejde, henter børn og lignende. Det påvirker også de lastbiler, der holder i kø og ikke kan nå den aftalte færge eller det skib, der skal fragte dem og deres gods ud af Danmark.
Jeg håber, at jeg med dette indlæg kan være med til at give en forståelse for, at Nordjylland virkelig har et stort behov for 3. Limfjordsforbindelse.
Jeg håber også, at det vil give politikerne lyst og samvittighed til at føre alle de flotte ord, som er hørt gennem årene, ud i det virkelige liv. Jeg håber, at de vil gøre deres ord til reel handling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.