Hvad er forskellen på minksag og Støjberg-sag?

Af Kaj Kristensen,tidligere borgmester (V) i Thisted, Mågevej 22, 7700 Thisted, tove37kaj@hotmail.com

RIGSRET:Til Ole Stavad. Tak for dine mange bidrag. Mandag 18.1. havde du en analyse af sagen mod Inger Støjberg, som jeg ikke vil anfægte. Her er vi grundlæggende enig.

Du prøver på at holde sagen i sit rette spor, når du skriver, at Støjbergs påstand om, at sagen handler om de meget omtalte tvangsægteskaber, så er det helt forkert. Tværtimod handler det om at værne om Danmark som en retsstat. Jeg vil gerne gentage det, du skriver.

Tværtimod handler sagen om, at ingen dansk myndighed kan træffe en beslutning, uden at involvere den eller de berørte personer, som sagen drejer sig om. At man altid skal høre borgernes egen forklaring, inden en myndighed træffer en beslutning.

Det er noget helt grundlæggende for et retssamfund som det danske.

Formuleringen af disse regler kan ikke misforstås, og de kendes forhåbentlig af alle, der påtager sig et ansvar for at lede vort land.

Mit spørgsmål til dig Ole Stavad er, hvordan i al verden kunne Mette Frederiksen med den viden tro, at hun kunne nedlægge et helt erhverv på et pressemøde. Det kom som et lyn fra en klar himmel uden nogen form for høring blandt de mange minkavlere .Der er nedsat en kommission, der skal undersøge sagen.

Men kunne du ikke Ole Stavad, her i NORDJYSKE, forklare den undrende befolkning forskellen mellem denne minksag og Støjbergs sag?

Minksagen har naturligvis på mange måder langt mere vidtrækkende konsekvenser økonomisk for rigtig mange mennesker.

Mener du, at det kan berettige statsministeren til at handle, som om hun ikke kendte de grundlæggende love og regler.

Nu skal du huske din overskrift fra i mandags, om at det ikke må blive politisk og slet ikke partipolitisk. Du roste Venstres folketingsmedlemmer for deres moral. Jeg håber, at vi i Venstre får anledning til at rose socialdemokraterne for det samme.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.