Hvad med at forære alle nord- og vestjyder en el-bil?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:14
PETER DUETOFTfra Sindal er historiker, fhv. folketingsmedlem, byrådsmedlem (S) i Hjørring. Foredragsholder. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet. E-mailadresse: Peter@duetoft.dk.
Vendssyssel er en stor nationalpark. Skov og eng og smukke dale. I områder er der vindmøller – eller solcelleparker.
Der er også nogle fabrikslignende landbrug. De store byer befolkes af pensionister eller mennesker, der kan klare deres job på nettet.
Rundt om – enten ved strandene eller ved de gamle områdebyer – er der turistservice med isbod, kaffebar og andet godt.
Her bor en lille gruppe mennesker – servicemedarbejderne, der sikrer at turisterne kommer igen.
Langs dele af kysten er der luksus ferielejligheder med havudsigt – og helårsboliger, der kan tiltrække de rigere pensionister. Men generelt er indbyggertallet faldet drastisk.
VI TALER om Danmark 2050. I 2012 udgav Realdania et debatoplæg om visionen for Danmark 2050.
Hovedtrækket var, at de fleste danskere ville bo i de store vækstområder: København og Østjylland fra Randers til Kolding.
Resten af Danmark vil være befolkningsmæssigt stagneret – og eksempelvis Vendsyssel ville gå pænt tilbage. Ja, tilbage til et befolkningstal, der vil gøre det vanskeligt at fastholde et ordentligt offentligt serviceniveau. Beskrivelsen ovenfor er ikke Realdanias, det er min. Måske en lidt karikeret konklusion -men alligevel.
ER DET det Danmark, vi vil? Synes vi, det er en god udvikling for Vendsyssel?
Jeg synes det ikke. Jeg synes stadig, man skal have lov at bo og arbejde her – og at man ikke skal lægge sten i vejen for sådan en udvikling.
VI ER i gang med en klimadiskussion, der har en voldsom praktisk revolution i livsstil indbygget i sig. Jeg anerkender klimaudfordringerne. Jeg anerkender, vi er nødt til at gøre noget ved det. Men jeg mener også, vi skal have lov at leve og bo eksempelvis i vor landsdel.
INDTIL videre har klimadiskussionen været en ganske overfladisk og på mange måder ”letkøbt” dagsorden. Nu kommer den vanskelige. Nu skal vi nemlig beslutte, hvad vi vil i praksis.
EN SVENSK skolepige har gjort sig verdenskendt på at skælde alle andre ud som hyklere.
Hun maler med store pensler. Hun har fået skoleelever over hele verden til at demonstrere for en klimaindsats.
Men alle demonstrationerne udmærker sig ved at være meget provokerende i målsætningen, men voldsomt ukonkrete i praksis.
Alle falder på halen for budskaberne, fordi de kommer fra en ganske ung pige.
DEN dygtige videnskabsjournalist, Lone Frank, er én af de få, der siger ”pas på”.
Efter Thunbergs FN-tale sagde Frank ”hun kammer over”, og det bliver voldsomt polariserende.
Lone Frank mener, at den hårde retorik er overflødig, når klimadebatten i forvejen er på alverdens politiske lag. Nu skal vi finde praktiske veje og tage stilling til voldsomme dilemmaer.
UNGE mennesker demonstrerede også her i landet. Fint! Men hvad med at starte med sig selv? I stedet for at blive kørt til skole af forældrene, kunne man måske cykle eller gå!
”Nej”, lyder svaret. ”Vejene er farlige”. Jamen, så kunne en kommunal klimaindsats jo være, at lave flere cykelstier.
Hvad med ikke hele tiden at skulle have den nyeste elektroniske dims. Hvad med at streame mindre og dermed bruge mindre strøm?
I SIDSTE uge mente undervisningsministeren, at der skulle lægges loft over udgifterne til ungdomsuddannelsernes studieture.
Det var måske ikke nødvendigt at drage til Indien, Canada eller USA.
Det rejste voldsom kritik, for naturligvis var sådanne ture udviklende. Nu var ministerens argument socialt. Men man kunne jo lige så godt spørge sig selv, om det er klimamæssigt klogt med sådanne rejser.
NU SKAL mine grovheder jo ikke blot ramme de unge.
Jeg er også træt af at se alle de biler, der dag efter dag holder med motoren i tomgang, mens ejeren er inde hos Ingeborg og købe morgenbrød.
Er det meget klimavenligt? Så længe det er uforpligtende, synes alle jo, at alternativ energi er godt.
Men når så vindmøllerne skal op, solcellerne placeres eller biogassen på plads, så bliver der et værre hus. Endelig er der jo politiske partier, der ønsker, man i klimadebattens navn skal fjerne kørselsfradrag.
SÅ ER vi tilbage ved starten. Gør man det dyrere at kører bil, affolker man Vendsyssel. Vi vil aldrig i Nord- eller Vestjylland få en kollektiv transport, der kan gøre, at man arbejder i byerne og bor hos os.
Så har man jo via klimadiskussionen gjort Vendsyssel til nationalpark. Det er langt lettere at klare de problemer i storbyerne. I København har man brugt over 20 mia. på ny metro. 10 mia. på ny togstrækning København Ringsted. Og der er flere investeringer.
MÅSKE skulle man støtte os ved at sige: Vi forærer alle familier i Vest- og Nordjylland en el-bil, hvis de skrotter deres nuværende bil.
Det vil også koste milliarder – men hvis man kan investere så massivt i øst, kan man vel også investere massivt i mobilitet i vest.
JEG anerkender fuldt ud, at der er store klimaudfordringer.
Jeg anerkender fuldt ud, at vi alle må ændre livsstil og yde vort. Men det skal gøres klogt og uden at der er skjulte revolutioner i projektet.
Jeg undrer mig over, at menneskeheden, der siden Oplysningstiden har troet på, at mennesket kan blive bedre og skabe bedre liv gennem opfindelser, videnskab og udvikling – pludselig mener, at den eneste løsning er nedskæring og forbud. Så sats da på at klare noget af problemet med ny teknologi.
JEG ER også enig i, at alternativ energi er nødvendig. Men det kan vi altså også godt have uden at ødelægge vor kulturarv eller landskabsmæssige kvaliteter. Så brug da områderne omkring motorvejene eller industriområder, der allerede er inddraget.
Jeg undrer mig over, at man nærmest tror, at løsningen er at sidde i små lokale rundkredse og lave hønsestrik – og éns horisont er naboområdet.
Det kan godt være, nogle er imod det globale og internationale. Men det er nødvendigt, hvis vi i fællesskab skal løse Klodens udfordringer.
VI SKAL have praktiske og kloge løsninger, der giver os alle lov til at leve et liv – også i Vendsyssel.
Godt nytår.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.