Hvor er det borgerligt liberale Danmark blevet af?


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:37

Af Flemming Jansen, fhv. borgmester i Pandrup Kommune (V) og lektor. Freelancejournalist og debattør. Bor Østerled 5 i Pandrup. E-mailadresse: fja@mail.dk

REGERING: Engang havde vi et statsministerium i dette land. I dag har vi noget, der mere og mere ligner et politbureau.

Mette Frederiksens højt betalte nærmeste rådgiver – nogle kalder ham hendes mørke fyrste – Martin Rossen, har lige sagt op for at tiltræde et nyt topjob. Denne gang hedder arbejdsgiveren Danfoss og dermed ikke statsministeren alias de danske skatteydere.

Jeg ønsker ham held og lykke i det nye job i det private erhvervsliv. I hvert fald må han have haft eminent gode anbefalinger fra sin nu tidligere arbejdsgiver. Han har som uofficiel vicestatsminister tjent ikke det åbne demokrati, men Mette Frederiksen og hendes parti godt.

SJÆLDENT har man oplevet en ikke-folkevalgt embedsmand i den grad blive placeret i centrale folketingsudvalg, som ellers er forbeholdt folkevalgte politikere. Som den første regering har den nuværende brudt en gammel dansk demokratisk tradition om, at embedsværket skal være neutralt, og jeg skal love for, at vi alle har mærket, hvordan det er. Martin Rossen har dygtigt og professionelt fået markedsført Mette Frederiksen som vores alle sammens mor, der passer på os i en svær tid og samtidig skabt et indtryk af, at hun og hendes regering nu rundhåndet deler gaver ud til alt folket.

ROSSEN OG regeringen har klogelig undladt at fortælle, at ingen regering har andre penge end borgernes egne (!). Og det store flertal hopper på limpinden, mens statsministeren og hendes røde støttepartier klapper i hænderne: – Er det ikke skønt? – Vi giver danskerne nogle af deres egne penge tilbage og belønnes med 97 mandater mod de borgerligt liberales sølle 78 ifølge de seneste meningsmålinger.

Som borgerlig vælger spørger man sig selv: Hvor er det borgerligt liberale Danmark, som hylder frihed under ansvar? Det deprimerende svar er, at de af regeringen er lokket ind i en blindgyde. De har velvilligt fulgt med de diktater, der er kommet og har ladet sig fange i regeringens spin. Det gælder også i klimapolitikken. Nu mangler vi bare, at den såkaldt borgerlige opposition også skal springe på vognen, når det gælder den identitets- og krænkelsesbølge, der skyller ind over landet med udgangspunkt i USA.

JEG MEDGIVER, at coronakrisen er en ekstraordinær situation, der kalder på sammenhold. Det er imidlertid nedslående, at partilederne bruger al deres vågne tid på at indgå i en detailstyring og på at behandle petitesser, som hvornår et bryllup skal slutte, og hvordan rammerne skal være for årets studenterkørsel. For hver gang partilederne bevæger sig ned på dette lavpraktiske plan, bliver de mere og mere embedsmænd i stedet for at være politikere. Hvordan skal Danmark være som samfund, når vi har lagt den aktuelle corona-situation bag os? Det har den tidligere blå blok ikke noget entydigt svar på. Den stritter i alle retninger i stedet for at gøre det, som i et demokrati er enhver oppositions fornemste opgave, nemlig at etablere et klart alternativ til de siddende magthavere.

MED DET parlamentariske grundlag, regeringen bygger på, er dens mål derimod klart, nemlig et socialistisk Danmark med mere stat og mindre individ, med højere skatter og afgifter og med en detaljeret styring af borgerne liv.

Socialismen fornægter sig aldrig. Den er totalitær i sit inderste væsen, og coronakrise og klimaforskrækkelse er ideelle midler til at nå målet.

De borgerlige har intet samlet modspil, men spiller i stedet med på tidens totalitære tendenser. Eksempelvis stemmer de for en klimalov uden at kende konsekvenserne af den. Det er dybt uansvarligt.

VENSTRE GIVER De Konservative baghjul og indgår en aftale med regeringen om kommunal udligning. De Konservative svarer igen med at indgå en alliance med regeringen i forhold til budgettet i EU. Denne gang er det Venstre, der står udenfor. Sådan kunne man blive ved. Den borgerlige dødedans, der førte til magtskiftet, fortsætter ulykkeligvis ufortrødent. De borgerlige partier bruger kræfterne på at bekæmpe hinanden indbyrdes og kæmpe om de blå stemmer, der bliver færre og færre. Det er ødelæggende, det er guf for det røde flertal, og det er et fatalt svigt af de vælgere, der har stemt borgerligt liberalt.

DERFOR DENNE efterlysning fra en dybt frustreret borgerlig liberal vælger: Hvor er det borgerligt liberale Danmark? – Se nu at tage jer sammen og tag nu også at holde sammen. Se at få skabt et samlet bæredygtigt borgerligt alternativ til den voksende socialisering af Danmark. Det er det, I er her for. Det er det, borgerligt sindede vælgere forventer af jer. Hvornår bliver I jeres opgave som seriøs opposition voksen? Vi er mange, der venter i spænding på, at det sker.

Lige nu er der desværre også mange, der af gode grunde har opgivet jer og overgivet sig til formyndersamfundet, der vil styre borgernes liv fra vugge til grav. - Vågn op og kæmp for et Danmark, hvor frihed under ansvar er det princip, der bærer samfundet og fællesskabet! Og det kan kun gå for langsomt jvf. NORDJYSKE’s lederartikel (17.6.): ”Den meget lille regering har haft let spil – og hvordan skal det ikke gå en påfaldende usynlig oppositionsleder som Jakob Ellemann-Jensen (V) og de andre, hvis de ikke finder sammen, inden Mette Frederiksen & Co. måske vælger at belønne sig selv og tidens store popularitet med et rask lille folketingsvalg?”

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden