Indgreb i konflikt gør ydmygelse af sygeplejersker total


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:07

Af Erik Høgh-Sørensen, regionsrådsmedlem (DF), medlem af DF’s hovedbestyrelse, Paradisvej 3, Tolne, 9870 Sindalerikhsdf@gmail.com

SYGEPLEJERSKER: Statsminister Mette Frederiksen (S) ødelægger sundhedsvæsenet på sigt, når hun med lov krænker sygeplejerskernes ret til at strejke.

Folketingets strejkebryder-flertal består af en forbrødring mellem Socialdemokratiet og SF med, iøjnefaldende nok, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Derudover bakker Venstre, Konservative og Radikale loyalt op om den socialdemokratiske statsminister.

Dansk Folkeparti stemmer nej.

Indgrebet gør ydmygelsen total. Statsministeren ophøjer det seneste mæglingsforslag til lov uden at give så meget som en krone ekstra til sygeplejerskerne.

Det betyder, at hun påtvinger de 36.000 fuldtidsansatte sygeplejersker en overenskomst, som de allerede har forkastet ved afstemning.

Denne magtfuldkomne arrogance kan udløse måneders uro på sygehusene, fordi sygeplejersker vil nægte overarbejde, måske flygte over i kommunale job, eller sågar drage til udlandet hvor løn og arbejdsforhold er langt bedre.

Allerede nu mangler der 100 sygeplejersker i Nordjylland ifølge Dansk Sygeplejeråd.

En forværret flugt til Norge og Sverige vil øge behovet for vikarer, og så eksploderer udgifterne, hvorefter en spiral af nedskæringer vil sætte ind.

Findes der mon en løsning, som vi i Regionsrådet kan overveje?

Både ja og nej. Vi kan ikke gøre meget ved et uansvarligt politisk flertal på Christiansborg.

Men vi kan i Regionsrådets nuværende budgetforhandlinger overveje at oprette en bonus- og lønpulje, som gør det mere attraktivt at være sygeplejerske i Nordjylland. Der skal nok 10 millioner kroner til.

Umuligt er det ikke. Når et flertal i Regionsrådet (minus DF) kunne indvillige i at give en PLO-vagtlæge op til 25.000 kroner for otte timers arbejde, så må Regionsrådet naturligvis også kunne mildne situationen for sygeplejerskerne.

Det, der er på spil, er det langsigtede arbejdsfællesskab på vore sygehuse. En del politikere på Christiansborg har slet ikke forstået alvoren endnu.

Forsiden