Jeg bliver så uendeligt trist over Socialdemokratiets udlændingepolitik
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:55
Af Jane Wieben,Cimbrervej 14, 9520 Skørping, ja.wieben@me.com
FLYGTNINGEPOLITIK: Kære socialdemokrater i Rebild Byråd.
Det tager udgangspunkt i mig selv.
Jeg håber alligevel at kunne være en medstemme i at få ændret på det, der sker lige nu i forhold til hjemsendelserne af syriske flygtninge, og det seneste tiltag, Socialdemokratiet har tager i forhold til Rwanda.
Det er så umenneskeligt.
Når jeg tænker på, hvordan jeg har det med det, så må det være så skrækindjagende forfærdeligt for de mennesker, der står midt i det.
Jeg skriver til jer, fordi jeg er voldsomt bekymret over de syriske flygtninges situation.
Måske får I mange mails om konsekvenserne for de syriske flygtninge, og om hvorvidt Danmark lever op til de forskellige erklæringer fra Det Europæiske Råd, menneskerettigheder, Dansk lov osv.
Bekymringer, som jeg i høj grad deler!
Mit brev tager dog udgangspunkt et helt andet sted. I mig selv. Egoistisk og navlebeskuende, det kan I måske mener.
Jeg er klar over, at snak om følelser i forhold til det, der sker med hjemsendelse af de syriske flygtninge, og andre flygtninge, ikke ses på med velvilje.
Men for mig er politik visioner, ønsker om et velfungerende humant dansk samfund, og international ansvarlighed. Dermed også følelser.
Jeg bliver så uendeligt trist ved det, vi oplever i disse dage. Helt ærligt så får jeg decideret ondt i maven ved at tænke på, hvad disse familier og enkeltpersoner skal gennemgå.
Jeg bliver så uendeligt trist ved at se, hvordan Danmark udvikler sig som land.
Jeg bliver så uendeligt trist ved at se, hvordan sandheden fordrejes i politiske diskussioner, eller viden undlades for at legitimere det, I gør.
Jeg bliver så uendeligt trist ved at se, at nye stærkt, kritisable tiltag i Rwanda holdes hemmeligt for befolkningen.
Jeg bliver så uendeligt trist ved at se forråelsen i politik.
Jeg bliver så uendeligt trist ved at se et socialdemokrati, der helt har mistet retningen og medmenneskeligheden.
Jeg bliver så uendeligt trist ved at se et Danmark, der hellere vil lade velfungerende mennesker internere i et udrejsecenter end lade dem komme landet til gode.
Jeg bliver så uendeligt trist ved at se et Socialdemokrati, der gør sig umage med at gøre forholdene så ubehagelige som muligt for de mennesker, der er interneret i udrejsecentrene.
Jeg bliver så uendeligt trist ved, at vi i Danmark har den holdning, at Danmark kun er for de flygtninge, der kan bidrage økonomisk. De, der er hårdest ramt, er måske dem, der ikke magter dette?
Jeg bliver så uendelig trist ved at se et socialdemokrati, et folketing, et Danmark, der helt har mistet det menneskelige kompas.
Jeg håber, at du læser mit brev, at I har modet til at stå frem offentligt med jeres personlige mening, det er vigtigt for vores demokrati og for det kommende kommunalvalg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.