Kære DSU – tak for værdifuldt fællesskab


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:45

Af Katrine Tegisti,næstformand i DSU Aalborg, Kastetvej 24, 9000 Aalborg, katrinebroberg@gmail.com,og Tobias Bøgeskov,DSU- og byrådsmedlem (S),

DSU: I den seneste tid har medierne have fokus på ungdomspartier og særligt den negative side af ungdomspartierne. I den forbindelse har der været tale om, hvorvidt ungdomspolitik er sikkert for unge, og hvorvidt man kan blande mindreårige og voksne, hvis der indtages alkohol. Der er brodne kar alle steder i samfundet, og det er forfærdeligt for dem, der har oplevet krænkelser. Men det, man skal huske er, at langt de fleste har en god oplevelse med at være politisk aktiv.

Da jeg (Katrine) kom til Aalborg for at studere, kendte jeg ingen mennesker: “Jeg tog ned i DSU med bankende hjerte i håbet om at finde et fællesskab og få nogle venner. Det har jeg i den grad fået! Jeg har fået nogle af de bedste venner jeg har dernede, jeg har fået udfordret mine standpunkter og virkeligt lært mig selv at kende. At tage ned i DSU har været en af de bedste beslutninger, jeg har truffet.”

Derfor mener vi også, at medierne har et ansvar for at fortælle et samlet billede af livet i ungdomspolitik.

Medierne skal stå til ansvar for at have skabt en meget ensidig og negativ fremstilling af ungdomspartierne, hvor det nogle gange desværre er de få personer, som ødelægger fællesskabet for resten.

I DSU Aalborg ser vi en forening, hvor der er højt til loftet og plads til alle, som har et ønske om at være en del af et politisk fællesskab.

DSU Aalborg er en forening, hvor nye venskaber blomster, og hvor man bliver udfordret på sine politiske holdninger, hvilket er et værdifuldt fællesskab, som vi værner om og har tænkt os at passe på.

Når Alkohol & Samfund udtaler, at de ikke mener, at alkohol bør være en del af kulturen i ungdomspartierne, er vi uenige, da de fremstiller ungdomspartierne som var det en uendelig Roskilde Festival, der aldrig stopper.

Alkohol er ikke det centrale for fællesskabet, men derimod det politiske værdisæt som vi DSU’er deler med hinanden.

Katrine: “Ja, nogle gange diskuterer vi med en øl i hånden, men det er ikke hovedfokusset. I stedet taler vi om politik og samfundet, og vi prøver at skabe en bedre fremtid sammen”.

Vi takker begge DSU Aalborg for et værdifuldt fællesskab, som vi begge er taknemmelige for at være en del af.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden