Kære minister – vis større hensyn over for borgerne og grib ind over for negativ rente


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:02

Af Eric Facius, Lektorvej 95, 9000 Aalborg, eric-fac@hotmail.com

Åbent brev til finansminister Nicolai Wammen:

Kære N. Wammen, du har afsluttet din forlængede barselsorlov - nu er der så sommerferie, og aktiviteten begrænset.

Imidlertid vil jeg foreslå, at du bruger noget af din tid på at finde løsninger til at få ”afsluttet” det kapitel, som hedder negativ rente på borgernes opsparing. Du om nogen må være den oplagte til at gøre det fornødne.

Ganske vist har Simon Kollerup, erhvervsminister, prisværdigt og modigt argumenteret for at bankerne skal ”styre grådigheden”, men så alligevel et mangelfuldt krav, idet det til nu kun har handlet om og for opsparinger op til 100.000 kr.

Hver dag kan man i pressen læse: ”Bank opjusterer!”.

Det er legitimt at tjene penge, et krav for overlevelse, men at gøre det gennem et træk på kundernes opsparing er urimeligt og forargeligt.

Bankernes indtjening - sikkert den primære - er naturligvis udlånsrente og gebyrer/salær, når kunderne som modreaktion tvinges over i risiko-investeringer.

Argumentationen for at kræve negativ rente af din opsparing er, at bankerne selv skal betale 0,5 pct. af overskudslikviditeten hos Nationalbanken!

Så for mig at se er det oplagt, at renten på bankernes overskudslikviditet i Nationalbanken bliver 0 pct. - dermed falder argumentationen for negativ forbruger-rente bort!

Dette foreholdt Nationalbanken besvares med, at fastkurs-politikken så ikke kan opretholdes. Det er ikke rigtigt, eller behøver absolut ikke at være det; ”alt andet er ikke lige”

Nationalbanken har uden tvivl meget kompetente økonomi-teknikere, og svære for politikerne at sparre med - men alligevel haft fejlvurderinger.

Nationalbankdirektøren siger, at regeringen ikke skal blande sig - sikkert ud fra den præmis, at her er det os, som har forstanden, og så bliver regeringen/folketinget uvilkårligt underdogs! Men hvad nu, dersom det ikke er borgernes/vælgernes interesser, som plejes!

Her får man næsten indtryk af, at der er en bankernes klub, med Nationalbanken i forsædet og hvor interesserne bestemt ikke er borgernes.

Man skulle ikke tro, at vi har en socialdemokratisk regering.

Så igen min opfordring til aktivitet, så dette mistag lukkes ned.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden