Klumme

Klumme: Single søger bank

Musiker og projektleder Sofie Nielsen drømmer om at bygge et lille hus, men det kan hun ikke få lov til. - Egentlig er det eneste, jeg tænker på for tiden, hvor gal jeg er på min bank, skriver hun i sin klumme

 - Jeg forstår ikke, hvorfor markedet ikke tager højde for, at der bliver flere og flere, der ikke lever i en kernefamilie, skriver Sofie Nielsen i sin klumme. Arkivfoto: Torben Hansen

- Jeg forstår ikke, hvorfor markedet ikke tager højde for, at der bliver flere og flere, der ikke lever i en kernefamilie, skriver Sofie Nielsen i sin klumme. Arkivfoto: Torben Hansen

Klummen er skrevet af Sofie Nielsen, også kendt under navnet ”Tone”, elektronisk musiker, eventmager og kreativ projektleder.

En klumme, der skal handle om kultur i denne tid, giver mig skriveblokade og myrekryb. Hvornår lukker landet op? Hvornår åbner kulturtilbuddene? Skal jeg stå i kø for at få stukket en vatpind op i næsen, før jeg skal spise en tre retters menu? Jeg kan og vil ikke skrive om det.

Men hvad skal jeg så skrive om? Det eneste kulturtilbud, jeg er en del af lige nu, er mit arbejde på Racing Arena Aalborg, som ud over trav og galopløb vil åbne for mange flere aktiviteter, når vi må. Jeg vil da også opfordre alle til at besøge os, når vi må have publikum igen. Du kan sidde med en kold øl og opleve stemningen på en løbsdag. Du kan støtte lokalsporten. Du kan også holde din fest hos os ... når man må holde fest igen.

Egentlig er det eneste, jeg tænker på for tiden, og det eneste, jeg har ord nok til at skrive om, er, hvor gal jeg er på min bank, fordi jeg for over tre uger siden var til et møde, hvor min bankrådgiver lovede at vende tilbage efter en uge. Der går fjorten dage, hvor jeg stadig ikke har hørt noget. Jeg ringer, og hun siger, at jeg får svar mandagen efter, og nu er det torsdag. Jeg vil så gerne skifte bank, men det ændrer nok ikke situationen alligevel, fordi:

Et selvstændigt individ, sund økonomi, sparsommelig og opsparingsoptimist sidder i en dyr lejebolig, går ned i banken for at få mulighed for at udleve en drøm om at bygge hus og derfor sidde billigere fremadrettet. Et lille fint hus på en lille fin grund. Men der stopper drømmen, fordi enlige bygger åbenbart ikke hus. Og da slet ikke enlige kvinder.

For det første er små huse yt og kan åbenbart ikke sælges videre.

For det andet er det kun familier med to indkomster, der får bygget kæmpehuse fra 2,7 millioner til 3,5 millioner, der kan blive godkendt til et lån. ”Vi bygger med” og ”hvem bygger I med” er ordlyden på mange sider for nybyggere på Facebook. Når der så er enkelte, der dukker op og lavmælt spørger: ”Kan man bygge hus for under 2 millioner inkl. grund?” bliver det næsten taget som en fornærmelse i byggebranchen og kommentarerne: ”Næppe” og ”hvad regner du egentlig med” dukker op med det samme.

Disse kommentarer kommer fra familier ,der bygger garager på 50-60 kvm. Det er næsten størrelsen på den lejlighed, jeg heldigvis lige har sagt op. For min drøm skal ikke knuses pga. bankernes gearingssystem. Men tager jeg fejl, og er der en bank derude, der vil hjælpe mig, tjene penge på mig, så er jeg klar. Single søger bank …

Der er jo flere og flere, der er i den situation, hvor kernefamilien med dobbeltindtægt og behovet for at bo på over 150 kvm hverken er mulig eller drømmen. Hvorfor kan drømmen ikke være et mindre hus uden HTH-køkken og kogeøer?

Som bygherre/-kvinde er der virkelig mange ting, der skal holdes styr på, og jeg forstår nu godt, at det er blevet så populært at bruge de store byggefirmaer, der har totalløsninger og nøglefærdige huse.

Men jeg forstår ikke, hvorfor markedet ikke tager højde for, at der bliver flere og flere, der ikke lever i en kernefamilie eller vælger at genetablere sig i et nyt forhold. Jeg kan godt forstå, at der kommer flere og flere Tiny House-tilhængere, men også her er systemet - både lokalplaner og i banker - ikke hurtigt nok til at følge med udviklingen.

Min frihed er afhængig af regler og systemer, der beregnes ud fra, at vi stadig lever i et kernefamilie-samfund. Sikken et paradoks. Imens jeg går og venter på min langsomme bankrådgiver, nynner jeg Queen og Pink Floyd: ”I want to break free, I want to breeeak free” og ”All in all, it was all just bricks in the wall, All in all, you were all just bricks in the wall”.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.