Klumme

Klumme: Respekt - også over for dem, der kommer efter

I vores kultur er vi ikke særlig gode til at snakke om den, døden. Forholde os til den og sørge for at livets afslutning ikke bliver så tabubelagt, skriver klummeskribent Susanne Sangill

Susanne Sangill er leder af Himmerlands Teater. Foto: Torben Hansen

Susanne Sangill er leder af Himmerlands Teater. Foto: Torben Hansen

Susanne Sangill er leder af Himmerlands Teater.

Vi lever i en tid hvor verden er under forandring. Vi ved ikke, om vi nogensinde kommer til at leve som vi gjorde for bare et år siden.

Man siger, at en ulykke sjældent kommer alene, og jeg skal da lige love for at det ordsprog lever op til sit rygte. Covid-19, Metoo og Trump. På plussiden lader det til at vi, i skrivende stund, er sluppet af med den ene.

Tilbage er covid-19 som det lader til, vi har lige så lidt styr over, som vi har over vejret og alle de krænkelsessager, der synes at vælte frem fra alle kanter. Lad det være sagt straks, højt og larmende: Det skal stoppe, det er aldrig i orden, og ingen skal udsættes for krænkelser. Det være sig de nok så små. Det er utilgiveligt at bruge sin magt, position eller andet til at udøve tvang over et andet menneske. Basta!

Det har dog fået mig til at tænke dybere over ordet: krænkelse. Det er sket i forbindelse med en situation, jeg lige har befundet mig i og faktisk stadig går og bearbejder. Denne krænkelse er ikke af seksuel art, den er ikke bevidst og den udøves muligvis af de fleste på et eller andet tidspunkt af deres liv. Det er en krænkelse, vi kan komme til at udøve uden selv at være klar over det, og den krænkede er slet ikke klar over at det sker.

Det, jeg funderer over, i disse tider, er døden og hvordan vi håndterer den efterfølgende. Åh ja, den kommer til os alle, så hvorfor er vi så bange for at tale om den?

I vores kultur er vi ikke særlig gode til at snakke om den, døden. Forholde os til den og sørge for at livets afslutning ikke bliver så tabubelagt.

Grunden til at netop dette emne presser sig på hos mig lige nu er, at jeg - heldigt for mig - for første gang selv har stået med hele forløbet meget tæt inde på livet. Min elskede gamle moster (hun blev 97, så der er egentlig ikke noget galt i, at det nu var hendes tid) er død og jeg havde den ære at være den sidste der så hende i live. Det var mig, plejehjemmet ringede til kl. 02.30 en nat, og sagde at nu var det tid, det var mig, der drønede til Århus og lige præcis ikke nåede den allersidste afsked. Det var også mig, der fik lov at sidde i den stille nattetime og sige farvel og synge hende ud. Prøve at huske de sange, hun holdt af, sludre med hende, om hvad vi har haft sammen. Jeg anede ikke helt, hvordan jeg skulle gøre det, men det føltes rigtigt.

Hun er et af de mennesker, der har betydet allermest for mig. Hun har været til rådighed i hele mit liv. Vi har grinet så tårerne trillede og grædt i stridestrømme, sammen.

Nu er hun væk, og det er her jeg kommer frem til det, jeg har på hjerte.

I nattens mulm og mørke kørte jeg til hendes bopæl for at vælge, hvad hun skulle begraves i. Jeg fandt den kjole, hun holdt så meget af og et tørklæde i hendes yndlingsfarve. Jeg følte, jeg masede mig ind i hendes intimsfære, jeg følte, jeg krænkede noget, som burde være ukrænkeligt.

Jeg tror, at hun ville synes, det var i orden, at det var mig, at jeg tog mig af det, men det gjorde det ikke mindre komfortabelt.

Dagen efter ankom hendes barnebarn og sammen tog vi en smuk og kærlig afsked med et elsket væsen.

Da vi er de nærmeste, skulle vi ordne det praktiske sammen så som at tale med bedemanden. Mens vi snakkede det hele igennem, måtte jeg endevendt en bunke private papirer for at finde dåbsattest, skifteretsattester og andre nødvendige dokumenter. Det føltes også som en krænkelse.

Der var også en masse spørgsmål, vi faktisk ikke kunne svare på. Hvordan ville hun gerne videre? Brændes eller begraves? Hvilke salmer skulle synges? Kirkegård med sten eller de ukendtes? Hvor lå hendes mand egentlig begravet? Skulle hun ligge samme sted som sit eneste barn? Hvilken kirke følte hun sig knyttet til? Vi måtte tage alle valgene i håb om at det var det hun havde ønsket, for hun havde aldrig rigtig ville tale om det.

Vi fik arrangeret en smuk bisættelse, men det stopper jo ikke her.

I sidste uge mødtes vi i hendes lejlighed for at finde ud af, hvad det skulle ske med hendes bo. Her stod vi, i et levet liv, i resterne af et smukt og langt liv, med en masse ting der for en udenforstående bare var, ja ting.

Men det var jo hende, hendes hele liv. Billeder, breve, minder, kærlige og skøre gaver, møbler og tøj.

Jeg følte, jeg krænkede hende, da jeg blev nødt til at rode hendes undertøjsskuffe igennem for at være sikker på, at der ikke lå værdigenstande og gemte sig. Rode i de sirlige skuffer med undertøj. Flytte fint sammenfoldede bluser og indsnuse duften af hendes yndlingsparfume.

Hun havde også en skør vane med at lægge penge til en særlig lejlighed ind i et LP cover. Heldigvis vidste vi at hun var elskede Mozarts violinkoncerter.

Pludselig stod jeg med et gammelt lommeur i hånden, min morfars tror jeg, og en del billeder af mennesker jeg ikke synes jeg kendte og kom i tanke om at der vist er en gemt og lidt hemmelig historie i familien, og at jeg nu ikke længer kan få svar.

Men det at stå og rode ting igennem, og snakke om hvad vi ville have og om der mon var nogen der kunne få glæde at det eller det, inden vi var nødt til at lade andre rydde resten væk. Det føles uværdigt og krænkende, som at slette et liv, samtidig var det som om tingene havde mistet deres glans, var blevet almindelige og ikke længer fyldt med hendes historie, for hun var der jo ikke til at fylde rummene ud.

Der var rodet og ikke særlig hyggeligt, da vi var nødt til at lukke og slukke.

Der jeg vil hen er, at vi skal blive bedre til at lægge tingene til rette for dem, der skal rydde op efter os. Vise dem respekt ved at sige hvad vi ønsker når vi skal herfra, for det skal vi. Det mindste vi kan gøre, er vel at sørge for at, ingen skal føle de krænker når det engang bliver vores tur.

Så nu er det på tide at få bragt et par ting i orden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.