Rutinebrud og (læse)glæde: Sådan finder du den indre glæde frem - ifølge bibliotekschefen

Der er hjælp at hente, når den indre glæde skal findes frem. Derfor vil bibliotekaren give et meget lidt overraskende råd. Læs Kirsten Boelts klumme her

Kirsten Boelt er bibliotekschef hos Aalborg Bibliotekerne. Foto: Henrik Bo

Kirsten Boelt er bibliotekschef hos Aalborg Bibliotekerne. Foto: Henrik Bo

Kirsten Boelt er bibliotekschef hos Aalborg Bibliotekerne.

Det er lidt tungt lige nu, er det ikke? Livet er ligesom sat på stand by, og helt ærligt, så skal jeg hanke op i mig selv for at finde glæden frem og skrive en klumme om det kulturliv, som nærmest har været aflyst i et år nu. I hvert fald den del, hvor man mødes fysisk og oplever sammen ude i kulturrummene.

Jul og nytår kom og gik, og ikke meget var som det plejede. Vi deltog ikke i julefrokoster, for de var der ikke, og de sædvanlige juleløjer og julekomsammen på arbejdspladserne var væk. Nytårsfesten var for rigtig mange også en meget afdæmpet størrelse. Nytårsforsætter om at smide et par kilo, løbe den maraton og få ryddet op i redskabsskuret er for en del afløst af et håb om, at vaccinen kommer hurtigt. For mig afløstes diverse nytårsforsætter af en stille bøn – lad mig komme i teatret, på museum, i biografen og til koncert i 2021. Lad mig kunne mødes med mine medarbejdere på biblioteket til en fest af en anden verden, hvor vi kan snakke, synge og danse uden bekymringer. Jeg glæder mig!

Men vi får vente lidt endnu, og julemåneden synes jeg i den grad manglede de sociale arrangementer, som er med til at sætte julestemningen i vejret og give fornemmelsen af fælles glæde og sammenhold. Der skete på den måde et voldsomt rutinebrud, som førte en masse forandringer med sig. Noget var rigtig ærgerligt, mens andet måske endda kan være ganske godt.

På den negative side sidder jeg med en følelse af at have mistet noget. Jul og nytår var bare de seneste eksempler på begivenheder i 2020, som blev slået ud af form. Ikke alt skal være som det plejer, men nogle traditioner er svære at undvære, og selvom vi alle har prøvet at få det bedste ud af en svær situation, synes jeg, der manglede noget.

Mange familier måtte også opleve et stor rutinebrud, da deres jule- og nytårstraditioner blev helt anderledes, når vi ikke kunne samle alle børn og børnebørn, men måtte samles i mindre grupper. Ligesom der er mange bedsteforældre, som måske måtte sidde alene hjemme eller på plejehjem uden besøg. Trist er det. Det er et afsavn, som vi må og kan leve med et stykke tid endnu, og som er med til at humørbarometeret ryger i kælderen.

På den gode side hører jeg, at flere børnefamilier faktisk hygger sig mere sammen, nu hvor mange fællesaktiviteter i skole og daginstitution er aflyst, har de derfor meget mere tid sammen som familie. Ikke at have så travlt tæller bestemt på plussiden, og vi har mere tid til at være sammen. Husk at nyde det, også selvom det er hårdt at alle er hjemme hele tiden og på samme tid.

Men når alle restauranter og kulturinstitutioner også lukket – og hvad skal vi så lave, når vi skal have en fælles oplevelse i familien? Det er jo begrænset hvor mange kager der kan bages og puslespil der skal lægges, så lysten til at komme ud og opleve kan trænge sig på.

Der er heldigvis hjælp at hente, når den indre glæde skal findes frem. Derfor vil bibliotekaren her give et meget lidt overraskende råd: Jeg vil klart anbefale at læse noget. En krimi, en knaldroman, en klassiker eller noget helt fjerde – sammen med familien, en lydbog i bilen, en tegneserie under dynen, eller hvad du nu foretrækker. Bare læs noget, du har lyst til. Netop det at blive slugt at en fantastisk historie giver næring til det indre liv, som vi alle har kørende. En god bog, en vidunderlig sang, et smukt digt eller en stund med et særligt maleri kan nemlig noget helt unikt. Og det gælder uanset alder. Jeg har selv stornydt ”Det er de danske som flygter” af Lise Ringhof og Erik Valeur. En bog om et stykke danmarkshistorie, en bog om krig og kærlighed, om folkesjæl og fremmedhed samt klasseskel og kvindeliv i første halvdel af 1900-tallet. Medrivende og gribende – læs den!

Nu kender jeg en del til læselyst og læseglæde, og jeg har utallige gange set, hvad det kan, og hvordan det kan påvirke mennesker. At sidde og læse en god historie højt for sit barn eller barnebarn er simpelthen en rar og varm oplevelse. Det at forsvinde ind i en bog sammen er en oplevelse, barnet aldrig vil glemme. Bivirkningerne er der mange af og tæller både en bedre evne til at kunne sætte sig ind i andres liv og levned, som er med til at opbygge empati og forståelse for andre mennesker, og så kan man rent faktisk få mere sproglig forståelse og et større ordforråd. Foruden en god oplevelse.

Årstiden, vejret hele situationen omkring corona gør at dynen er tung om morgenen, og optimismen ligger ikke lige først for. For mig handler det meget om at bevare glæden ved livet, mærke livslysten og sætte pris på de nære relationer til familien og de tætte venner. Og for mig kan en god bog give den livslyst og glæde. Vi kommer igennem denne tid med mangel på kontakt til andre mennesker og mangel på kulturelle oplevelser, som for mig er en vigtig del af min glæde og måske især mit udsyn til andre menneskers perspektiv på tilværelsen. Andre mennesker og relationen til dem, er en forudsætning for, at jeg kan se mig selv og føle mig som en del af en sammenhæng. Når jeg ikke kan få det udsyn på museet, i teatret eller i koncertsalen, så ved jeg heldigvis, at jeg kan hoppe ind i en bog og få noget der minder om den fysiske kulturoplevelse. Det kan anbefales.

Godt nytår og god læselyst.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.