Kvaliteten på DR’s P1 falder – lyttertal kan ikke være mål sig selv

Danmarks Radios P1 er én af verdens ældste radiokanaler, 95 år, hvis man regner grundlæggelsen af Statsradiofonien som begyndelsen på ”P1”.

P1 er en slags national klenodie, hvis betydning ikke kan overdrives.

Hvis P1 blev nedlagt, ville det danske samfund utvivlsomt ændre sig på kort tid.

Kanalens troværdighed, relevans og udbredelse er legendarisk, og udbuddet indtil videre kvalificeret og lytteværdigt. Men kvaliteten er for nedadgående.

P1 dyrker, hvad der kaldes taleradio, men de senere år er store dele af fladen blevet til snakkeradio; sniksnakradio er ved at blive sædvane i visse programmer og i et vist omfang i hele programfladen.

Der findes dog stadig programmer af en så høj kvalitet at betegnelsen, tænkeradio er på sin plads, og det er vel dybest set P1’s formål.

Studieværterne er ved at blive for private. De må gerne være personlige, men ikke private.

”Peter, hvor lang tid siden er det, du har spist pizza?”. Sådan kan et oplæg fra den ene studievært til den anden lyde, før man bringer et i øvrigt seriøst indslag om danskernes madvaner.

I nogle programmer næste kæler værterne for hinanden, udspørger hinanden om, hvor ferien skal holdes, om hun er cyklet på arbejde og den slags; forhold, som jeg som lytter er revnende ligeglad med, og som skaber støj snarere end oplysning.

Helt galt gik det, da coronakrisen brød ud. Her fik en medarbejder den forrykte idé at samkøre P1 og P4 som en slags serviceradio med popmusik, sniksnak, lokale ligegyldigheder og igen en mængde privat sniksnak.

Det tåbelige miskmask af et program holdt en uges tid, så adskilte man igen de to kanaler, for de har jo hver sin identitet og lytterskare, selvom der altså de senere år er blevet meget ”P4 i P1”.

Også lytterne involveres i dette private.

En kritiker skrev for nylig ”Hvem har bedt P1’s værter om at titulere mig ”kære lytter”? Jeg vil ikke være deres kære, og jeg er ikke dus med dem”.

Det første kan være rigtigt, det andet ikke, med mindre man, som det også sker, hele tiden involverer lytterne med enqueter, gadeinterviews og den slags, hvilket står i grel modsætning til det enorme forbrug af specialister, P1 også har.

Der er sikkert tale om en velment folkeliggørelse, men skal P1 overhovedet være ”folkeligt”? Og hvis, så: hvordan?

I hvert fald ikke sådan som den store skare af nye, unge medarbejdere, realiserer det.

Her skal ikke skrives ét ondt ord om at få nye generationer på banen, nyt blod, unge talenter og den slags, men mange synes helt fejlcastede til deres rolle, fordi de bringer ungdommelige uvaner med ind i studiet: dårligt sprog, manglende basisviden, ulogisk perspektivering og en uformel omgangsform, der gør sig godt på andre kanaler, men ikke på P1.

Medarbejderne må gerne være unge, men ikke ungdommelige.

Hvis DR på denne måde vil forsøge at hente flere unge ind, tager man fejl.

P1’s lyttere er voksne, modne mennesker, og vil man have flere lyttere, må man vente på, at de bliver voksne og ikke lefle for, at de er umodne.

Som om disse ”indholdsfejl” ikke var nok, er den tekniske kvalitet styrtdykket de seneste år, vel sagtens p.gr.a. besparelser.

Der er simpelthen så mange tekniske kiks, dårlige forbindelser, og fejlbetjeninger af teknikken, at det efterhånden er blevet en plage i udsendelserne.

Man kan stort set ikke komme igennem en time, hvor studieværten ikke flere gange siger ”Nå, det var den forkerte knap”, ”Hov, der kom et forkert indslag”, ”Kast lige din mobil op i luften” (til en interviewperson) og andre regibemærkninger, som er lytteren aldeles uvedkommende og egentlig overflødig, fordi vi godt kan høre at det ikke var statsministeren, der udtalte sig om corona, men en landmand, der talte om økologi.

Det er helt grotesk, hvordan de i det store hele udmærkede værter på P1 Morgen ikke kan finde ud af at sige, hvad klokken er. Det lærte vi ellers i første klasse.

Når alt så bryder sammen, sætter man et såkaldt nødbånd på.

I gamle dage var det musik, nu er det en fiktiv optagelse med Poul Nesgaard, der sidder i et IC3-tog og sniksnakker, så man krymper tæer.

Hvorfor lader han sig dog misbruge på den måde?

Når Nesgaard nævnes, er det, fordi han ellers bidrager med så meget godt. Det ville ikke være rimeligt (omend jeg har listen klar) at hænge enkelte medarbejdere ud.

Måske burde jeg også give karakter til konkrete programmer. Men læseren kunne jo også tjekke P1 ud selv. Det er der næsten 900.000, der gør hver uge (stærkt forøget siden Radio 24syv lukkede).

Dog: Høje lyttertal er ikke et mål i sig selv. Slet ikke for legendariske P1!