Lad os alle vise respekt for landets minkavlere

Jeg kan den dag i dag huske lyden fra fodermaskinen, og det lille svup, det gav, når jeg satte en lille klump minkfoder på trådnettet på minkburets top.

Jeg er tilbage i min barndom. Jeg er 10 år og feriebarn hos Kirsten og Christian Frederiksen i Store Restrup tæt på Nibe.

Kirsten arbejder på Sygehusapoteket på Sygehus Nord sammen med min far. Kirsten og Christian bor i et lille nyere parcelhus tæt på den store minkfarm bag ved Store Restrup Herregård.

Det er i kartoffelferien 1971, og jeg kører med fodermaskinen i gangene mellem minkburene.

Jeg er stolt af, at Christian har tillid til, at jeg kan køre maskinen og fodre minkene, som står klar i buret, når jeg sætter den lille luns foder dér.

Jeg ved godt, hvad foderet består af, og det lugter ikke så godt. Nærmest som en dåse kattemad.

Minkfoder består af fiskeaffald fra de store fiskefabrikker i Nordjylland og andre affaldsprodukter fra fødevareproduktionen.

Da jeg bliver ældre, og min familie flytter til Støvring, opdager jeg, af minkfoder bliver produceret i Buderupholm syd for byen.

Sammen med andre unge fra Støvring elsker vi at komme på foderfabrikken, fordi Taffel Chips-produktionen fra Spritfabrikken i Aalborg også afleverer deres fejlproduktion og restprodukter til fabrikken.

Chipsene fejler ikke noget, så hvis vi har en pose med, får vi nogle gange lov til at fylde den med chips. Jeg er meget populær hos mine mindre brødre, når jeg kommer hjem med en pose kartoffelchips fra Buderupholm.

Det er hårdt arbejde at være minkavler.

Christian Frederiksen er ung. Han og Kirsten er nygifte, og de har lige fået deres første søn, Thomas. Christian er forvalter på minkfarmen og står også for gårdens svineproduktionen. Der bliver knoklet igennem, fra tidlig morgen til sen aften. Det er ekstra hårdt, når minkene skal pelses.

Kirsten og Christian drømmer om at købe deres egen gård og starte for sig selv. Det sker også. De køber en mindre ejendom på den anden side af Nibevej.

Tilbage til kartoffelferien i 1971. Det er den 11. oktober. Christian kommer løbende efter mig ind i fodergangen. Jeg slukker motoren på fodermaskinen. Cristian er forpustet, men han får fremstammet, at hans bror Ib skal til Kongen på Amalienborg og udnævnes til landbrugsminister i Jens Otto Krags nye regering.

Der er netop afholdt folketingsvalg 21. september 1971. Den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard udskrev valget som leder af den regering, der består af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Baunsgaards eget parti - Det Radikale Venstre. Trekløverregeringen kan ikke fortsætte efter valget.

Som 10-årigt feriebarn ved jeg ikke, hvad det vil sige, at Ib Frederiksen skal til Kongen, men om aftenen kører Kirsten, Christian og jeg til Christians forældre på gården i Hornum ved Svenstrup. Hele familien er samlet i stuen, da TV-Avisen viser statsminister Jens Otto Krag præsentere sin nye regering for Kong Frederik IX.

Stemningen i stuen hos familien Frederiksen i Hornum er andægtig foran det sort-hvide tv-apparat, da vi alle ser sønnen, broren og svigerbroren, Ib Frederiksen, blive præsenteret som Danmarks nye landbrugsminister af statsministeren

I disse dage har jeg tit tænkt tilbage på min efterårsferie i 1971, men jeg har også tænkt på alle de minkavlere, der siden har knoklet for at få minkproduktionen til at leve op til de mange nye krav til dyrevelfærd, som jeg som justitsminister i 1990’erne fik Folketingets opbakning til at påføre dem.

Jeg samarbejdede i de år med Det Dyreetiske Råd om ny lovgivning og forbedringer i Bekendtgørelsen om beskyttelse af pelsdyr.

Der kom krav til burstørrelsen så dyrene kan bevæge sig frit, pleje deres pels, ligge ned, samt trække sig tilbage til en redekasse med naturligt materiale at bygge rede af. Som ungdyr holdes minkene oftest parvis, han og hun. Det medvirker til leg og adspredelse.

I de fem år, jeg var justitsminister, oplevede jeg, at der var delte meninger om minkproduktion i Danmark, men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg igennem alle årene har haft dyb respekt for de mange familier i Danmark, som igennem generationer har stået op hver morgen og knoklet for at få deres minkfarm til at være økonomisk rentabel og skaffe jobs og indtjening til vores land i milliardklassen.

Jeg glemmer aldrig familien Frederiksen i Store Restrup og alle de andre minkavlerfamilier. Vi må sammen udvise respekt for dem i disse dage.