Lad os få en femte forbindelse gennem Aalborg


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:53

Af Svend Schrøder, arkitekt m.a.a., byplanlægger, Sneppevej 46, 9270 KlarupSvend@ormholt.com

AALBORG: Debatten om 3. Limfjordsforbindelse fortsætter, og det er godt.

Desværre savnes et forum, hvor debatten kan føres samlet, som f.eks. da regionplandebatten kørte i 70’erne.

Nu føres debatten af enkeltpersoner - som dette indlæg - af Facebook-grupper og her i NORDJYSKE.

Inspireret af indlægget fra Gunnar Munk Jørgensen (G.M.), der (13.3.) citerer Jacob Blegvad for, at “kortet er for lille”, så synes jeg, at G.M. begår samme fejl.

Det skitserede forløb af en 3. Limfjordsforbindelse mod øst er flot og løser mange problemer, men jeg tror ikke, at det får mange point af Mogens Gade.

Byudvikling med industri mod øst og boligudbygning mod vest er oplagte med den for egnen fremherskende vindretning.

Det får mig til at tænke på Claus Bonderups idé med en perlerække af skoleoplandsbyer mellem Aalborg og Nibe.

Dette skal sammenholdes med den idé, som en kommunegruppe bestående af Nibe, Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro præsenterede om en fjordkrydsende linieføring af motorvej/motortrafikvej fra Støvring til en bro over Limfjorden mellem Klitgård og Øland til gavn for ikke mindst turismen i vestvendsyssel. Et forslag, som må kunne tilfredsstille Jammerbugt Kommune og et forslag, som G.M. selv var medansvarlig for.

Må indrømme, at jeg længe har været fortaler for en Egholm-forbindelse, men jeg er i dag overbevist om, at det er en løsning, der skaber flere problemer end den løser.

Et tredje tunnelrør vil jeg ikke kunne anbefale trods Anker Lohmanns sædvanlige sobre anbefaling. Det er alt for risikabelt! Eksisterende tunnel har allerede sat sig, og en ny sænketunnel kunne få katastrofale konsekvenser og afskære Nordjylland for en rum tid!

Desuden vil et ekstra tunnelrør forstærke bl.a. støjgener i strækningen mellem Bouet og Dall - ikke et ønskværdigt scenarie.

Hvad har vi nu?

Limfjordsbroen, som er overbelastet.

Limfjordstunnelen, som er overbelastet.

En østlig linieføring, som foreslået af G.M. vil i høj grad aflaste E 45.

En vestlig forbindelse som vil tilgodese Vestvendsyssel og aflaste E 45.

En 5. Limfjordsforbindelse?

Vi må nu igen gå tilbage til regionplandebatten, der bl.a. pegede på en ny, intern bro i forlængelse af Dannebrogsgade (også nævnt af G.M.). Denne vil via Forbindelsesvejen forbinde Aalborg gennem tunnelen og videre ad Østre Allé, Kong Christians Allé til Dannebrogsgade - ringen er sluttet, og Limfjordsbroen er aflastet.

Min bedste overbevisning må derfor være fem fjordkrydsende forbindelser, en løsning, der tilgodeser såvel Aalborgs infrastruktur som det regionale vejnet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden