Lad os få kickstartet idræts-, kultur- og foreningslivet i 2021


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:48

Af Maja Torp, byrådsmedlem (V) i Aalborg, Tritonvej 12, 9210 Aalborg SØ, torpmaja0504@gmail.com

CORONA: 2020 blev året, der kraftigt mindede os alle om, at betydningen af frihed og fællesskaber er helt essentiel.

Arrangementer og fællesskaber, som vi plejer at mødes i, har været aflyst, og vores frihed til at mødes og færdes er gradvist blevet indskrænket. Om det så har været festivaller, bryllupper eller blot at mødes med hele familien, så har vi været fornægtet den sociale kontakt og næring til vores mentale trivsel. Covid-19-vaccinen er nu en realitet, og vi kan igen se fremad. Og der er - som aldrig før - brug for at få kickstartet fællesskaberne.

Et kendetegn for fællesskaber i det danske samfund er vores idræts-, kultur- og foreningsliv. Her kan vi dyrke vores interesser og samtidig indgå i livsgivende fællesskaber - om dine interesser så er fodbold, kor eller noget tredje. Det skal vi give et ekstra boost i årene, der kommer, for det skaber grundlæggende en sund ramme for at dyrke fællesskaber og støtter op om menneskers både fysiske og mentale sundhed.

Vi skal derfor udnytte det store privilegium, at vi i Danmark har så udbygget et idræts-, kultur- og foreningsliv, som vil være helt afgørende for at genoprette vores fysiske og mentale sundhed ovenpå et kriseår. Hele 83.000 lokale og regionale foreninger er der registreret i Danmark, og hertil kommer 3000 landsdækkende organisationer. Og foreningslivet kan rigtig meget. For ud over at kunne dyrke dine interesser, så danner det også ramme for mødet mellem mennesker, ansigt til ansigt. Hvor vi blander os og møder nye mennesker, og hvor vi bliver klogere på os selv og hinanden. Det udvikler os som mennesker, og det medfører øget tolerance og forståelse for forskellighed, som er med til at skabe et stærkt og rummeligt samfund.

Derfor skal 2021 også være året, hvor vi politisk skal støtte ekstra meget op om at vores foreningsliv får de bedst mulige vilkår for at danne ramme for fællesskaberne. Og det er alle generationer, der er med - børn, unge, voksne og i de senere år i stigende grad også de ældre. Både by og land er aktive, og de mange lokale foreninger gør det muligt at tilpasse udbuddet målrettet efter både lokalområdet, interesser og aldersgrupper.

Idræts-, kultur-, og forenings-Danmark har lidt under corona-krisen. Fundamentet er intakt, men der er brug for støtte. Derfor skal denne værdifulde ramme for danskernes fællesskaber også prioriteres særligt højt politisk i den kommende tid, så vi sikrer, at idræts-, kultur- og forenings-Danmark igen skal stå solidt på benene, og vores traditioner og muligheder kan bevares. Det er en rigtig god investering for det danske samfund. Men den enkelte kan også gøre meget selv. Du kan nemlig bestemme dig for, at 2021 skal være året, hvor du sætter sig for at dyrke en ny interesse, prøver teateret for første gang, bliver frivillig i den lokale håndboldklub eller hvor du nu kan se sig selv ind i vores omfangsrige idræts-, kultur- og forenings-Danmark. Lad os sammen kickstarte idræts-, kultur- og forenings-Danmark i 2021.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden