Lad os få samtaler i stedet for skyttegravskrige
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:42
PETER DUETOFT,fhv. folketingsmedlem, byrådsmedlem (S) i Hjørring. Foredragsholder. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet. E-mailadresse: Peter@duetoft.dk.
Når man eksempelvis blander sig i debatten om flygtninge og indvandrere, kommer der ofte markante og uforsonlige holdninger – ikke mindst på de sociale medier.
Debatter om vindmøller kommer næsten på omgangshøjde. Også her mødes man af stabelvis af e-mails og sms’er, der - ofte massefabrikerede – fortæller om klare standpunkter og andres uforståenhed.
Skyttegravskrigen er i gang.
MED MELLEMRUM støder man ind i samfundsemner, der er så følsomme og unuancerede, at de vifter alt andet til side.
Kravet om “grøn omstilling” er et aktuelt eksempel.
Pakker man et eller andet projekt eller forslag ind i en “grøn omstillings-indpakning” er ideen solgt, også selvom der måske er flere hensyn, som man også burde inddrage.
VINDMØLLER er gode - jo større, jo bedre. De skal naturligvis placeres mest hensigtsmæssigt ud fra et vind hensyn. De kan såmænd også være smukke. En høj vindmølle som sort silhuet mod en aftenhimmel kan være betagende.
Men der er jo trods alt også andre hensyn at tage højde for.
JEG ER “lysegrøn”. Jeg mener, vi skal gøre alt hvad vi kan for at bekæmpe CO2 udledning og klimaforandringer.
Jeg synes, at Trumps holdning om, at ”det bliver køligt igen”, er en katastrofe.
Omvendt anerkender jeg også, at der skal være plads til mennesker og at der er andet i livet end tekniske energifabrikker.
HVAD ER Vendsyssel kendt for? Brede sandstrande, at her er højt til loftet og at der er lange rolige strøg i landskabet.
Det er forhold, malere, digtere og forfattere har prist i århundreder.
Det er det, turisterne kommer for og det er det, stressede tilflyttere fra storbyerne flytter hertil for.
De vil have den ro, der gør, at de kan klare det moderne liv og dets udfordringer.
SÅ KAN det altså ikke hjælpe noget, at man sætter grupper af 136 meter høje møller op hvor som helst.
Man er nødt til at finde en balance mellem energi og natur.
Vendsyssel skal ikke ende som halvt naturpark og halvt vindmøllepark. Et område, som de fleste er flyttet fra.
De få tilbageværende “indfødte” lever af at sælge is og pølser til de besøgende - vil vi nøjes med det?
Jeg kalder mig selv “lysegrøn”, fordi jeg tror på balancen. Så bliver man beskyldt for ikke at ville den grønne omstilling. Vrøvl og sludder. Omstillingen skal bare ske med fornuft.
NU ER vindmøller ikke eneste udfordring for denne balance. Biogasanlæg, solfangere og andre energiformer skal også fremmes, men i pagt med mennesker og naturen.
Man kan måske ærgre sig over, at Danmark i sin tid stoppede sine a-kraftplaner.
Det lykkedes at bilde mennesker ind, at de nærmest ville få en Hiroshima-bombe gravet ned i baghaven.
Jeg har de seneste år mødt flere arge a-kraft modstandere, der indrømmer, at de ville have været for atomkraften, hvis de dengang havde erkendt klima og CO2-udfordringerne.
Nu er det imidlertid for sent. Det vil både være dyrt og langsommeligt at slå ind på den vej.
JEG KAN også undre mig over, at vi skal være verdensmestre i stedet for at hjælpe globalt.
Syd for København ligger det store Avedøre 2-kraftværk.
Det var oprindeligt bygget til kul og olie - og var et af de mindst svinende og mest effektive værker i verden.
Kunder stod i kø for at købe tilsvarende værker. Så kom der krav om, at værket også skulle bruge biomasse og væk var kunderne.
De skulle nemlig bruge erstatningsværker for deres gamle kulværker.
VALGET VAR: Skal 5,5 mio. danskere være mere rene end de rene - eller skal vi hjælpe i hundredevis af millioner mennesker i Afrika og Asien med at blive mange gange mere effektive og udlede langt færre farlige stoffer? Mest forbedring for pengene burde vel have været mantraet. Det ville have gavnet kloden mest.
MAN ER nødt til at se ting i sammenhæng. Skal man nå klimamålene, skal der jo andet end vindmøller til. Eksempelvis skal vi gøre noget drastisk ved transportsektoren.
Bor man på Kongens Nytorv eller i en af Københavns omegnskommuner, er det rimelig let at klare sig uden bil.
Vi har investeret milliarder i metro, nye jernbaneanlæg osv. Det er rigtig godt og klogt. Men det kan jo ikke overføres til Vendsyssel.
MÅSKE KAN man leve uden bil – eller køre meget lidt – hvis man bor i Hjørring, Frederikshavn eller Brønderslev. Men det er vanskeligt uden for de byer. Der er stor risiko for, at Vendsyssel affolkes med rekordfart, hvis mennesker ikke kan få deres dagligdag til at hænge sammen. Er det det, vi ønsker? At danskerne skal klumpe sig sammen i Øst og Midtjylland og i Hovedstaden. Så kan resten af landet blive urskov og energiparker.
COVID-19 er noget rigtig skidt. Den har ødelagt meget – og desværre kostet liv og førlighed.
Men den har jo også medført enkelte positive erfaringer.
Jeg er formand for Nordsøen i Hirtshals. Her er vi begyndt at holde en del af vore møder på nettet. Det sparer tid og mindsker belastningen på kloden, fordi deltagere ikke behøver at drage hele Danmark rundt. I kommunen gør vi det samme. Og det virker.
MAN KAN ikke være væk fra sin arbejdsplads altid. Der mangler en direkte dialog, kendskab og samvær med sine kolleger og de, man skal betjene. Men man kan noget af tiden.
Man har talt om det i mange år, men nu kunne man jo gøre noget ved det.
Det fører bl.a. til en erkendelse af, at man sagtens kan bo i Sindal og arbejde i København.
Det fælles kan man dyrke et par dage om ugen – og nettet kan klare de andre dage. Det er jo den slags løsninger, vi skal udvikle. Igen balancen mellem kloden og mennesket. Det skal være godt for begge dele.
VI SKAL gøre alt, hvad vi kan, for at rette klodens tilstand op. Men vi skal samtidig holde en fornuftig balance i tingene. Derfor skal vi have dialog og diskussioner uden at vi pådutter hinanden alt muligt.
Vi skal skabe samtale i stedet for skyttegravskrig. Det fortjener kloden, naturen og vi mennesker.
God weekend!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.