Lad os vente på svar fra granskningskommission i minksag


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:57

Af Benny Dahl Houmann,Morten Vinges Vej 23, Sønderholm, 9240 Nibe, bh17@outlook.dk

MINKSAG: Jens Peter Aggesen er (5.6.) meget indigneret over, at der skrives alt for lidt om beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark, og han skriver: ”Hvorfor taler ingen længere om Mette Frederiksens katastrofale beslutning? Den hører efterhånden til i afdelingen for gamle og uinteressante nyheder”.

Og videre skriver han: ”Der burde stadig skrives om det – så det gør vi!”.

Jeg kan som en service for J.P.A. oplyse, at der sidst i april blev nedsat en såkaldt granskningskommission, som i løbet af maksimalt et år skal undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb vedrørende beslutningen om aflivning af minkene. Og afhængigt af kommissionens redegørelse kan der blive taget videre skridt mod en eventuel rigsretssag.

Denne kendsgerning er muligvis forbigået J.P.A.’s opmærksomhed, hvilket er uendelig trist for J.P.A., som åbenbart gerne havde set den såkaldte minksag med flammeskrift på alle landets aviser – om ikke dagligt, så da ugentligt!

De af os, som er bevidst om den nedsatte granskningskommission, bør kunne drage den logiske konklusion, at det er formålsløst at kloge sig på sagen, mens kommissionen arbejder. Og det er måske grunden til, at J.P.A. ikke ser de ønskede skriverier om sagen.

Men jeg kan næsten forstå, at J.P.A. allerede, i modsætning til mange andre, er fuldstændig vidende om, at Mette Frederiksen og eventuelt andre har foretaget sig noget strafbart.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys burde han have lagt de klokkeklare beviser på bordet noget tidligere, hvilket kunne have sparet udgiften til granskningskommissionen bestående af en landsdommer, en professor og en advokat i et helt år!

Og klokkeklare beviser kunne også spare en ufatteligt dyr rigsretssag!

Da J.P.A. ikke i tide ikke bragte de klokkeklare beviser til torvs, ender det hele muligvis i en rigsretssag, og her står jeg last og brast med J.P.A.:

Har nogen forbrudt sig mod den danske lov, må de tage den straf, der følger!

Det bliver dog næppe i stil med aflivningen af Johann Friedrich Struensee, der endte på hjul og stejle 28. april 1772, men han var jo også ”kommet til” at besvangre den daværende dronning!

Lige en lille korrektion til en fejlopfattelse af J.P.A. og andre: Aflivning af alle mink var hovedsageligt baseret på det generelle store smittereservoir i minkfarmene og at smitte spredte sig som en løbeild til fare for folkesundheden. Aflivningen var kun i mindre grad baseret på konstateringen af virus med cluster-5-mutationen!

Udtalt af daværende direktør for SSI Kåre Mølbak i en direkte tv-udsendelse!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden