Læsø bliver spist af med smuler fra kulturmidler

En gang imellem dukker der et kunstprojekt fra fastlandet op på Læsø. De bliver et par dage, så er de rejst videre igen. Man kan læse om det i avisen lidt i forvejen, eller efter de er rejst. Eller, som nu, på Region Nordjyllands hjemmeside, hvor man har offentliggjort årets tildelinger fra Den store kulturpulje.

Ved at besøge Læsø opnår et projekt på fastlandet ”geografisk spredning” i Region Nordjyllands øjne. Det skal forstås i ordets mest bogstavelige forstand: Aktøren forflytter sig fysisk fra den ene kommune til den anden. Denne rejsevirksomhed hævder man understøtter dannelsen af kunstfaglige netværk i regionen.

Men det specielle ved dette ansøgningsgreb er at Læsøs eneste kunstinstitution aldrig hører noget fra disse aktører. Vi hører om dem, men ser dem aldrig. Der er ingen overlevering af viden, end ikke noget socialt møde.

Omvendt modtager de omrejsende aktiviteter, som lægger et til to døgn på Læsø, midler, som er hårdt tiltrængte på Læsø, hvis Læsø selv skal have en kunstinstitution.

Læsø Kunsthal har eksisteret siden 2012 og modtager normalt tre – 3 – procent af et årsbudget i offentlig støtte. Det betyder, at der er ingen støtte til drift, ud over huslejen. Mere har landets mindste kommune ikke råd til. Så institutionen er skabt og opretholdt på trods af dette vilkår.

I Regionens formulering vurderes vores program således: ”Projektet skaber en unik udstilling af høj international kvalitet.” Det lyder positivt, men det tæller utrolig nok negativt i regionens øjne når midlerne i den store kulturpulje skal fordeles. ”Projektet adskiller sig kun i mindre grad fra kunsthallens udstillingsaktiviteter i øvrigt.” Problemet er, at eftersom Læsø Kunsthal lever af projekter (af høj kvalitet) vil projekterne indirekte gøre det ud for ”driften”. Og drift kan Den store kulturpulje ikke bruges til, lyder den noget rigide vurdering.

Ad de to veje har regionen gjort det principielt umuligt for et projekt på Læsø at opnå tilsagn fra Den store kulturpulje. Læsø skal præstere mangfoldige gange mere end aktører på fastlandet for at komme i betragtning.

Fastlandskommunerne har både flere kulturelle midler til at støtte projekters drift, det er yderst overskueligt at forflytte sig mellem de ti kommuner og opnå ”geografisk spredning”, og der er generelt en højere koncentration af mennesker der kan indgå som et projekts publikum.

Når jeg påpeger disse ting overfor regionen, får jeg normalt høre at jeg skal ”forsøge igen til næste år”. Men jeg tror regionen skal gøre op med sig selv om den betragter Læsø som en del af sit tilsagnsområde indenfor en meget kortere tidshorisont end dét. Covid-19 har heller ikke været nogen gave til Læsø, og hvis ikke det var for en ekstrem grad af frivillighed i spil blandt en række mennesker fandtes der ikke nogen kunstinstitution på øen. At spise øen af med kunstneriske lynvisitter fra fastlandet er uacceptabelt.

Man kan læse af beslutningspapirerne på regionens hjemmeside at regionen har fundet 100.000 kroner ekstra, som man mener kan indgå i årets pulje. Jeg vil på det stærkeste opfordre til man foretager sådan et søg en gang mere, og vender tilbage med en god nyhed til Læsø.