Livsnær debat om aktiv dødshjælp

LIVSVILKÅR: Diskussionen om aktiv dødshjælp er en af de etiske debatter, som fylder allermest i Danmark for tiden. Skal vi lovliggøre adgangen til på visse betingelser at få lægehjælp til at dø, sådan som man gjorde det i Holland for et par årtier siden?

Debatten kan naturligvis føres på det ideologiske plan med henvisning til vigtige etiske principper om liv og død. Men det sker nu hyppigere, at man går til spørgsmålet på en mere livsnær og personlig måde – nemlig ved at inddrage navngivne personer, som af forskellige grunde har spørgsmålet inde på livet.

BERLINGSKE udgav således (søndag 29.9.) en tankevækkende sektion med fokus på debatten om aktiv dødshjælp. Avisen præsenterede emnet ved at lade tre personer med klare synspunkter om aktiv dødshjælp komme til orde.

Desuden bragte avisen en række meningsmålinger om udvalgte aspekter af problemstillingen. Her blev det igen bekræftet som i talrige andre undersøgelser, at en meget stor del af danskerne ønsker, at aktiv dødshjælp lovliggøres – i hvert fald, når det drejer sig om de allerværste sygdomstilfælde.

MANGE ER ikke tilfredse med de eksisterende regler om effektiv smertebehandling, vidtgående adgang til palliativ sedering og mulighed for oprettelse af behandlingstestamente.

Berlingske bringer først et portræt af tidligere overlæge Svend Lings, der personligt og gennem ”Læger for Aktiv Dødshjælp” i årevis har kæmpet for, at Danmark lovliggør aktiv dødshjælp.

Han mener, at han som læge bør hjælpe mennesker, som pga. af alvorlig sygdom og lidelse ønsker at dø – forudsat at han ud fra sit faglige skøn også selv finder ønsket berettiget.

I EN ANDEN af artiklerne i Berlingske tegner avisen et portræt af tidligere minister, miljøkommissær, overborgmester m.v. Ritt Bjerre- gaard, som er uhelbredeligt syg af kræft.

Hun lægger i artiklen meget stor vægt på ønsket om at kunne bestemme over sin egen død.

Efter hendes mening er de gældende ordninger utilstrækkelige i den henseende. Derfor ønsker hun loven ændret, så det bliver muligt for hende at få lægelig hjælp til at dø, når hun selv synes, at tiden er inde til det.

FAKTISK taler hun i artiklen for, at aktiv dødshjælp på denne måde ”skal være en mulighed for alle, der er ved deres fulde fem”, og hun tilføjer: ”Så skal resten af verden blande sig udenom.”

Efter hendes opfattelse skal muligheden for aktiv dødshjælp også gælde i forbindelse med demens og Alzheimers, ligesom hun tilslutter sig, at børn i visse tilfælde skal kunne få aktiv dødshjælp, således som det for ikke så længe siden blev indført i Belgien.

DET ER klart, at vi alle kan føle med Ritt Bjerregaard, som lever med den livstruende og frygtelige sygdom.

Det er også klart, at det – ikke mindst for en dygtig politiker som hende – er meget vanskeligt at skulle leve med, at der åbenbart er forhold i tilværelsen som til syvende og sidst er helt uden for vores kontrol.

Netop på den baggrund er det værd at bemærke det tredje og efter min mening vægtigste indlæg i Berlingskes artikel-serie.

Det handler om den 40-årige forfatter, Ditte Guldbrand Christensen, som har muskelsvind, og som er bundet til sin kørestol med konstante smerter. På trods af hendes yderst vanskelige situation er hun kategorisk modstander af ethvert forslag om at indføre aktiv dødshjælp.

EFTER hendes opfattelse vil den slags være et forkert svar på lidelsen og sygdommen. Hun betoner, at det ikke burde handle om at tilbyde dødshjælp, men derimod om at yde livshjælp.

Som samfundsfællesskab bør vi prioritere at yde den syge, den lidende, og den handicappede den livshjælp, som kan give den pågældende livsmod og livskvalitet.

Det kan naturligvis økonomisk set koste samfundsfællesskabet ikke så lidt, at man – som i Dittes tilfælde – skal yde hjælp 24 timer i døgnet. Til gengæld giver denne livshjælp hende kvalitet i tilværelsen og livsmod, så hun fx kan være der for sin søn, Ferdinand.

DITTE Guldbrand Christensen har været med til at oprette græsrodsorganisationen med det livsbekræftende navn, ”Ikke død endnu”.

Hun fremhæver, at hvis man tillod aktiv dødshjælp, så måtte man frygte, at samfundet som sådan ville lægge mindre vægt på at yde livshjælp til personer som hende. Alle, der kender lidt til mekanismerne i det politiske liv og hos offentlige myndigheder, vil sandsynligvis føle sig nødsaget til at indrømme, at den frygt er yderst velbegrundet.

Ditte Guldbrand Christensen peger desuden på, at mange, der ønsker aktiv dødshjælp, gør det, fordi de ikke ønsker at være til besvær.

Men vi skal efter hendes mening ikke acceptere, at nogen tænker sådan. Hun peger derimod på et meget væsentligt aspekt, som hverken Svend Lings eller Ritt Bjerregaard har lagt vægt på, nemlig at et medmenneskeligt syn på livet indebærer, at vi som samfundsfællesskab bør gøre vort yderste for at tage ansvar for hinanden ved at sikre alle den bedst mulige livshjælp hele livet igennem.

Gør vi det, bliver der ikke brug for aktiv dødshjælp!