debat

Måske lærer krise os at sige ”vi” i stedet for ”jeg”

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Peter Ussing, fhv. skoledirektør, Askevej 1,9480 Løkken, peter.ussing@dlgmail.dk

Lige siden de første mennesker begyndte at reflektere over deres omgivelser, har de følt sig underlagt kræfter eller magter, der var større end dem selv.

De fleste har opfattet dem som guddomme, til deres hjælp eller skade, som det gjaldt om at stå sig godt med, og som gav anledning til myter og ritualer. Andre har nok bare opfattet dem som naturkræfter, og det vil vi holde os til her, for det er det mindst indviklede.

Stenalderjægeren og stenalderbonden har kunnet iagttage kræfter ude i naturen, som fik jagtdyrene eller kvæget til at formere sig, og som bevirkede, at kornet spirede, voksede op og modnedes.

Op gennem tiderne har jægeren, fiskeren eller bonden følt sig underlagt kræfter, der ville dem det godt, og kræfter, der ville dem ondt.

Det kunne være vejrlig, der gav en god høst, eller som ødelagde høsten, sygdomme, der tog livet af børnene og dyrene. Verden var fyldt med underlige og uforståelige kræfter.

Det store brud kom med industrialiseringen, hvor mennesket satte sig i skaberrollen, og hvor de naturhentede produkter kun fremtrådte som råvarer, der skulle under menneskets eller maskinens behandling. Vi omgiver os i industrisamfundet mere og mere med menneskeskabte og maskinskabte ting, og det blev ikke mindre, da kunststofferne kom frem. Børn i byerne ved ikke, hvor mælken eller brødet kommer fra. Det er, som om naturen lukkes ude eller bare er noget, vi færdes i og ser på.

Med industrialiseringen og især med kunststofferne kom forureningen som et farligt indgreb i naturen. Før den tid kunne naturen selv regenerere. Med kunststofferne forurenes den eller ødelægges. Vi fik ikke lært at rydde op efter os, for det er jo ellers sådan, at man gør den skade god igen, som man forvolder.

Vi skal i vores tekniske og industrialiserede verden tilbage til de gamles respekt og måske endda frygt for naturens magt.

Vi ved, at jordskælv eller vulkanudbrud kan rumme store ødelæggende kræfter. Vi skal også lære at leve med, at en lille virus kan mutere et eller andet sted på kloden og sætte en pandemi i gang med tusinder døde. Vi kan nok opbygge et beredskab, men vi kan ikke her styre naturens gang.

Mennesket er sårbart og vildt, naturen er sårbar og vild.

Statsministeren har sagt noget i retning af, at vi aldrig kommer til at vende tilbage til tiden før coronaen. Det har hun måske ret i.

Vi, der har oplevet besættelsen og Anden Verdenskrig, havde engang den samme tro. Og i dag må vi nok erkende, at der i tiden efter 1945 blev påbegyndt adskillige projekter, der foldede sig ud i de følgende år, og som er baggrund for nutiden. Men der var også meget, der bare forsatte. Det kan godt være, at pandemien kommer til at danne et skel mellem før og fremover, men den kan vel ikke helt sammenlignes med fem-seks års verdenskrig.

Hvilke forandringer coronaen kommer til at udløse, er ikke til at sige i dag, og fra politisk hold falder visionerne ikke over hinanden.

Vi må dog erkende, at folk tér sig anderledes for tiden, og især må man bemærke den beredvillighed, hvormed de offentlige krav og henstillinger efterleves.

Den kan godt give anledning til nogle refleksioner over, hvorfor så godt som alle underordner sig de krav, sundhedsstyrelsen stiller. Der er måske forskellige forklaringer. Der er gennem de seneste årtier sket en centralisering af landets styre og forvaltning. Vi er blevet vant til at leve i et Regeldanmark. Vi er i stigende grad blevet tilbøjelige til at kræve offentlige indgreb og adfærdsændringer, når et problem opstår.

Det kunne jo også være, at forklaringen bare er almindelig frygt. Vi er alle bange for, hvad der kan ramme vore nærmeste – og os selv. Derfor retter vi ind, fordi vi indser, at det er midlet til at komme helskindet gennem pandemien.

Vi kan endnu ikke vide, om det vil påvirke adfærden, når vi er kommet ud af den, men vi kan ikke udelukke, at der sker en styrkelse af den offentlige administration, ikke blot fordi vi kommer til at give den sundhedsmæssige sagkundskab en større plads, men også kommer til at opleve en afledt virkning i form af accept af mere indflydelse til forvaltningsværket.

Dermed står vi med et demokratisk problem.

Statsministeren har fået megen kredit for sin håndtering, men er også blevet beskyldt for at være egenrådig.

Man kan godt bebrejde hende, at hun var noget længe om at erkende nødvendigheden af i den givne situation at trække på hele det politiske spektrum.

Det er i almindelighed udtryk for dårlig ledelse. Det blev, som man har set, nødvendigt at inddrage alle de politiske partier for at løse de store økonomiske problemer, pandemien har skabt.

Der kunne ligge tilløb til ændret politisk forståelse her. Man skal lade være med at drage sammenligninger med besættelsestiden. Dengang var der rigelig pleje af særinteresser.

På dronningens fødselsdag sendte børnebørn os en stor buket blomster, og vi var ikke de eneste, der fik den oplevelse, måske blev vi vidne til begyndelsen på en tradition.

Den karantæne, som vi selv har pålagt os eller som vore børn har forlangt, skaber nok en stor ensomhed hos mange, men den har også skabt en form for nærhed på trods af eller måske i kraft af afstanden.

Den rutinemæssige omgang, måske grænsende til ligegyldighed i den normale hverdag, er blevet afløst af en anden slags nærvær og omsorg, ikke bare fra vore nærmeste.

Vi lever alle i en fælles frygt eller måske bare en fælles bekymring for at blive smittet.

Det er næppe et sundt fællesskab, men det behøver ikke at være uden positive træk.

Mange har været nødt til at arbejde hjemme ved computeren.

Det er ikke helt nyt, men det har formentlig givet nye erfaringer. Den moderne digitale teknik muliggør mange kontaktformer, men savnet af det personlige samvær kan også fremme en forståelse af værdien og effekten af at gøre noget sammen face to face og krop ved krop.

De senere årtier har været præget af en individualisme, der er et produkt af det moderne erhvervsliv, service-, informations- eller vidensamfundet, som det er blevet kaldt.

Foreløbig har denne livsopfattelse måske mest ytret sig som egoisme, grådighed og selfiekultur med en fornemmelse af et etisk efterslæb.

Trods al skepsis kan det vel ikke udelukkes, at coronaen får en virkning i retning af større hensyntagen til andres ve og vel, en større forståelse for, at man som et minimum af etik ikke må skade andre.

Det er måske ikke den bedste sociale drivkraft at leve i fælles frygt, men det er måske den hårde måde, vi skal lære fællesskabets kvaliteter på.

En af mine venner sagde forleden: Vi skal lære at sige ”vi” i stedet for ”jeg”. Og det er vel sagens kerne, at lade sin udfoldelse begrænse af et hensyn til andre – og i tilgift at få den gave at gøre noget sammen med andre. Med eller uden afstand.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden