Læge: Psykiatrien i Thisted kommer til at mangle psykiatere. Her er mine løsningsforslag
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Historien, du får
Hvis Thy ikke kan fastholde unge læger, risikerer patienter at miste deres lokale psykiatri.
Sådan lyder det fra Ulrik Nykjær Jeppesen, der er kommende psykiater. Og i dette debatindlæg forklarer han, hvorfor en permanent lægebus kan blive nøglen til at fastholde fremtidens speciallæger i Thy.
Jeg skriver dette læserbrev som kommende psykiater og nylig tilflytter til Thy, hvor jeg har forelsket mig i områdets rå natur og stærke fællesskaber. Det er min drøm at blive boende både under og efter min speciallægeuddannelse og bidrage med arbejdskraft til psykiatrien i Thisted.
Psykiatrien i Thisted står desværre over for en stor udfordring. Fra april 2026 har regionerne ikke længere måttet indgå nye vikarkontrakter med speciallæger i psykiatrien. Det rammer især steder som Thisted, hvor en stor del af lægedækningen har været baseret på vikarer. Der er gode argumenter for udfasningen, og jeg mener, at den er nødvendig. Men hvordan sikrer vi så psykiatere i Thisted i fremtiden?
Lad mig først slå én ting fast: Psykiatrien i Thisted skal bestå.
Borgere i Thy og omegn skal have samme mulighed for lokal psykiatrisk behandling som resten af regionens borgere. Mange mennesker med svære psykiske lidelser vil ganske enkelt ikke være i stand til regelmæssigt at møde op til behandling i Brønderslev eller Aalborg. Konsekvensen bliver, at en betydelig del vil glide ud af behandlingssystemet og lide i stilhed. Og i værste fald vil nogen ende i selvmordsstatistikkerne.
På den korte bane kunne en del af løsningen være at udvide den model, som allerede fungerer godt på de somatiske afdelinger i Thisted. Her benytter speciallæger en lægebus fra Aalborg til Thisted hver morgen, hvor de kan sidde med deres arbejdscomputere og have arbejdstid under transporten. Psykiatere fra Aalborg kunne på samme vis arbejde nogle dage om ugen i Thisted.
På den lange bane mener jeg, at løsningen skal være, at vi skaber rammerne for, at flere speciallæger vælger at slå sig permanent ned i Thy. En vigtig del af de rammer vil være, at yngre læger kan tage deres speciallægeuddannelse med Thy som base.
Vi skal gøre det muligt at blive boende
I dag kræver de fleste speciallægeuddannelser, herunder psykiatri, at man i fire til fem år hovedsageligt arbejder i Aalborg. Som småbørnsforældre er tre til fire timers daglig transport uforeneligt med et almindeligt familieliv. Jeg har desværre set flere lægekolleger opgive drømmen om at blive boende i Thy og i stedet flytte til Aalborg eller andre regioner for at gennemføre deres speciallægeuddannelse. Og når de først har slået rødder et andet sted som børnefamilie, vender de færreste tilbage.
Netop derfor er regionens nye forsøg med en lægebus mellem Thisted og Aalborg et vigtigt skridt mod at skabe de nødvendige rammer. Det vil sige en bus, der kører fra Thisted til Aalborg om morgenen og derved i den modsatte retning af den eksisterende bus fra Aalborg til Thisted.
For mig har ordningen givet troen på, at jeg kan gennemføre min speciallægeuddannelse og samtidig blive boende i Thy. Jeg håber derfor, at regionen vælger at gøre ordningen permanent, når forsøgsperioden udløber.
Thy er faktisk god til at tiltrække unge læger. Udfordringen er at fastholde dem under deres speciallægeuddannelse. Læger i klinisk basisuddannelse (KBU), som er det første arbejdsår som læge, har år efter år vurderet Thisted Sygehus som et af landets bedste steder at tage sin KBU. Alligevel er det påfaldende få, der vælger at blive boende, selv om de ofte har haft både en fagligt og socialt god oplevelse i Thy. En væsentlig forklaring er, at de fleste speciallægeuddannelser indebærer flere år med hovedarbejdsplads i Aalborg eller længere væk.
En permanent løsning giver flere speciallæger
Hvis unge læger vidste, at busforbindelsen mellem Thisted og Aalborg var en permanent løsning, ville langt flere turde planlægge deres liv derefter. Flere ville turde kaste sig ud i en speciallægeuddannelse med Thy som base. Både KBU-lægerne, der har været på Thisted Sygehus, og os andre, der flytter hertil af andre grunde.
Om fire til fem år kan gevinsten være flere lokalforankrede speciallæger, der giver større kontinuitet og derved bedre behandling for patienterne. En permanent lægebus mellem Thisted og Aalborg er derfor en vigtig brik i en langsigtet og bæredygtig løsning på manglen på psykiatere og andre speciallæger i Thy.
Jeg håber, at regionalpolitikerne har modet til at investere i løsninger, hvor gevinsten først vil vise sig på sigt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.