Mage til mangel på situationsfornemmelse skal man lede længe efter


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:32

Af Eddie Nielsen,vagtchef, Lægevagten i Region Nordjylland, Ådalen 527, ,9700 Brønderslev, Eddie@dadlnet.dk

Kirsten Moesgaard har (14.3.) på ny begået et indlæg vedrørende den nye lægevagtsaftale i Nordjylland.

Mage til mangel på situationsfornemmelse skal man lede længe efter.

I en tid, hvor hele verden er i krig mod covid19-epidemien, alt personale i hele sundhedsvæsenet inkl. læger og sygeplejersker i lægevagten giver alt, hvad de har i sig, finder Kirsten Moesgaard det passende at belemre os alle med sine realitetsforvrængende påstande, som er grænsende til det demagogiske.

Der er øjensynligt mange ting, som Kirsten Moesgaard ikke kender til vedrørende lægevagten, men det kan jeg jo heller ikke forlange, at man skulle sætte sig ind i, når man vil debattere sagen.

Det er korrekt, at lægevagten bliver tilført lidt ekstra ressourcer ved, at regions- og udbudsklinikker skal deltage i lægevagten – hvis de vel at mærke kan skaffe kvalificerede læger.

Indtil videre har vi ikke set noget til dem, og det kommer vi næppe til det første halve år.

Lægerne har hidtil haft alt for mange vagter i forhold til det ifølge overenskomsten tilladte antal.

Ved den nye aftale har vi reduceret denne overskridelse, men lægerne har, også selvom det skulle lykkes at skaffe læger fra regions- og udbudsklinikker til lægevagten, fortsat for mange vagter.

Dette har lægerne imidlertid valgt fortsat at acceptere af hensyn til betjening af borgerne uden for egen læges åbningstid.

Kirsten Moesgaard var selv til stede ved borgermødet (9.3.) i Aars, også da jeg fra talerstolen redegjorde for, hvorledes den nye vagtaftale skulle medvirke til bedre service og kortere ventetid for alle borgere i regionen.

Alligevel fremturer Kirsten Moesgaard med urigtige påstande om, at det vil medføre længere ventetider.

Påstande om lægernes honorarer er grebet ud af luften.

Ingen læger omsætter for 28.000 kr. på en vagt. Kirsten Moesgaards beskidte trick med sådanne påstande kan nok gennemskues af de fleste.

Trods det at jeg på borgermødet også forklarede om det risikable ved at have en lægevagt placeret på steder, hvor der ikke er akutmodtagelser, vælger Kirsten Moesgaard at se bort fra det. Det vigtigste er patientsikkerheden. Denne er hele grundlaget for den borgeroplevede tryghed.

Vi – ligesom Sundhedsstyrelsen – ønsker ikke at have en lægevagtkonsultation placeret et sted, hvor der ikke er mulighed for at få hjælp, hvis vi står med en patient, som pludselig bliver meget dårlig.

Det kan dreje sig om en patient med svært astmaanfald, hjerteanfald, livstruende overfølsomhedsreaktioner, bristet hovedpulsåre, meningitis m.m. Det er sjældne tilstande, men mange dør af det, hvis der ikke er kvalificeret hjælp ved hånden, og det er der ikke i Brovst, Farsø, Brønderslev og Skagen.

Jeg ser frem til, at vi nu alle arbejder sammen om at få lægevagten til at fungere på en god måde, således som det er hensigten med aftalen imellem Regionsrådet og lægerne.

Alt andet vil være at skabe utryghed i befolkningen. Det håber jeg til gengæld, at selv Kirsten Moesgaard kan forstå.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden