Min søn har overhalet mig i lønkapløbet
- Vi strejker, fordi vi er mere værd, skriver plejehjemssygeplejerske Annie Sørensen Nørgaard
Opdateret 09. juli 2021 kl. 09:18
Af Annie Sørensen Nørgaard, plejehjemssygeplejerske i Aalborg Kommune, Bælum, annsnor@gmail.com
Sygeplejerskerne strejker for en bedre løn, og jeg er en af de strejkende.
Nu vil jeg fortælle lidt om mine løn- og arbejdsforhold og forskellen på min og min søns indtægt. For kan det virkelig passe, at han tjener mere end mig?
Jeg er sygeplejerske med næsten 30 års erfaring.
Jeg har en to-årig efteruddannelse som intensiv sygeplejerske.
Jeg arbejder fuld tid 37 timer i fast dagvagt i mit nuværende job, men har i mange år på sygehuset arbejdet skiftevis dag, aften og nat samt i weekender og på helligdage.
Min søn er folkeskolelærer med 10 års erfaring. Men han tjener mere end mig, trods min tre gange så lange erfaring og mit store ansvar. Det er ikke i orden.
Vi sygeplejersker løfter en kæmpeopgave, når vi plejer og behandler de syge og ældre medborgere.
Men vi gør mere end det. Vi forebygger, underviser, implementerer til stadighed nye tiltag med mere.
Vores mål er konstant at helbrede og lindre, så vores patienter igen kan føle sig sunde og raske.
Trods flere overenskomstmæssige strejker blandt sygeplejersker de seneste årtier, har vi ikke opnået at løfte lønnen til samme niveau som de fag, vi kan sammenlignes med, blandt andet på grund af uddannelsens længde. For eksempel lærerne.
Skolelærerne løfter også en kæmpe opgave, når de underviser vores børn og børnebørn. Men en lærer arbejder typisk kun i dagtimerne og har fri alle weekender og helligdage.
Jeg vil lige pointere, at det ikke er min søn og de øvrige lærere, der får for meget i løn, men vi sygeplejersker, der får for lidt.
Vi er fastlåst i et forældet og kønsdiskriminerende lønsystem.
Derfor ønsker vi vores grundløn løftet til samme niveau som for eksempel lærernes.
Vi strejker, fordi vi er mere værd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.