Minkavlere har fået en urimeligt høj kompensation for noget, som ingen har brug for

Så har et politisk flertal i Folketinget gravet et dybt hul i statskassen, som ikke er set mage til tidligere.

Selv ikke tiltrængte beslutninger, som generelt kunne have gavnet tusindvis af danskere, har fået så stor medvind, som, det nu er kommet en lille flok fallerede minkavlere til del.

Det er en helt urimeligt høj kompensation til et erhverv, som ingen dansker har det mindste brug for.

Hvordan kan man kompensere for driftmidler, som ikke er en bønne værd. Ingen ville købe minkfarme før coronaen, og ingen vil købe efter, da minkerhvervet er et underskudsgivende foretagende uden nogen fremtid.

Det er galimatias at betale for minkfarme, som for størstedelens vedkommende består af nogle eternitplader på et halvråddent træskelet, som samfundet yder mere en gang har betalt for som driftmidler med fradrag i skat og moms.

Ved den forgyldning af minkerhvervet, er der mange andre erhverv og lønmodtagere, som har en del kroner til gode, eller også er de blevet taget godt og grundigt ved næsen.

Det er lidt tragikomisk at se de samme minkavlere, der, da minkene sidste år blev slået ned, i interviews gik i falset, mens røg og damp væltede ud fra næse og ører og til nu, hvor de næsten ikke kan være i sig selv af glæde og begejstring, og mest af alt har lyst til at springe højt og juble, men holder “mine til slet spil” for ikke at forarge den øvrige danske befolkning mere mere end godt er, da det er dem, som kommer til at betale for minkavlernes kaviar og champagne.

Vi kunne godt have været minister Rasmus Prehns kommentarer i ”Aftenshowet” DR 1 tirsdag aften foruden. Det var ikke mindre end en gang vrøvl, han forsøgte at forklare med, at have været med til at give minkerhvervet urimelige mange penge.

Hvad får en lønmodtager, der mister sit arbejde fordi konjekturen eller afsætning svigter på grund af danske eller EU-politiske beslutninger?

De bliver henvist til a-kassen, som de selv har betalt til, og som ingen kan leve af.

Skandaløst, som ikke ligefrem fremmer min opbakning til regeringen.

Havde regeringen så i det mindste tonet rent flag, og havde erklæret minkfarme i Danmark for ”no-go” i stedet for det maskespil med at give afståelseserstatninger så store, at ingen siger nej tak og ad den vej håbe på, at minkerhvervet vil uddø af sig selv.

Det havde i så fald været en lille formildende omstændighed og betragtelig billigere.

Men desværre havde regeringen og forligspartierne ikke modet til dette, hvad årsagen så end måtte være.