Minksag har sat nye standarder for erstatninger

Af Kim Valentin,folketingsmedlem (V), Folketinget, Christiansborg, 1240 København K kim.valentin@ft.dk,og Torsten Schack Pedersen,folketingsmedlem (V), Folketinget, Christiansborg, 1240 København K torsten.schack.pedersen@ft.dk,og Troels Lund Poulsen,folketingsmedlem (V), Folketinget, Christiansborg, 1240 København K troels.poulsen@ft.dk
Vi kom efter flere måneders forhandlinger i mål med en historisk aftale om erstatning til de eksproprierede danske minkavlere og følgeerhverv. Det har været et langt men nødvendigt forløb, der danner præcedens for erstatninger, når en regering udrydder et erhverv i Danmark.
Det har derfor taget tid, og der har været gentagne tovtrækkerier for at nå til enighed. I Venstre er vi glade for, at det lykkedes at lande en bred aftale. En aftale som viser minkavlerne, at folketinget i næsten samlet flok har løftet ansvaret for den skæbne, de på ulykkelig vis er bragt i af regeringen.
Det har været vigtigt for Venstre at være med i denne aftale. Vigtigt for os at trække den i den rigtige retning. Regeringen havde oprindeligt forestillet sig en helt anderledes erstatning, der ville betyde personlige derouter og konkurser over alt i hele landet. Det så vi med det samme i deres oprindelige udspil, da forhandlingerne gik i gang.
Der var i en branche med otte mia. kr. i gæld kun afsat fire mia. kr. i erstatning. Det holdt selvfølgelig ikke. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi var ved at forlade forhandlingen der.
Men vi blev der, fordi det er vores opgave at lave aftaler med regeringen og de øvrige partier - også selvom regeringen har fejlet så stort som de har. Venstre vil levere løsninger, og vi ved godt, at det må betyde kompromiser her og der.
Af den grund har det været Venstre magtpåliggende at være garant for en aftale, som giver minkbranchen en fuld og hel erstatning, som hjælper de gældsramte og følgeerhvervene videre, og som også tilbyder minkavlerne en dvalemodel, hvis de ønsker muligheden for at genoptage erhvervet. Det har vi opnået med aftalen, og det er vi utrolig glade for.
Der er selvfølgelig kritikere af aftalen, som enten ønsker mere eller mindre til minkavlerne. Sådan vil det være. Men det er alligevel overraskende, at det kommer som et chok for nogle, hvor mange penge, der er afsat til erstatning.
For ja, det er rigtig mange penge. Voldsomt mange penge. Men det er samtidigt konsekvensen af, at regeringen valgte at lægge et helt erhverv i graven fra den ene dag til den anden og med et fingerknips lade generationers arbejde gå til grunde.
Erstatningen er aldrig set magen, men vi har altså heller aldrig set fortilfælde for det voldsomme overgreb, regeringen udsatte minkbranchen for. Aldrig før, har vi set et helt erhverv lukket og slukket over natten på den måde. I Venstre håber vi aldrig det kommer til at ske igen, men hvis det sker, så har vi sikret en model for hvordan erstatninger skal udregnes. Og nu ved vi, hvor dyrt det er at røre ved den grundlovssikrede ejendomsret. I Venstre mener vi, at det skal være dyrt, hver gang en regering rører ved denne ejendomsret.
Vi skylder ganske enkelt minkavlerne og følgeerhverv en fair og anstændig behandling oven på et frygteligt forløb, som har været alt andet end fair og anstændigt. Vi har set sorgen i deres øjne, mens de uagtet dette troskyldigt har udført den (ulovlige) ordre, regeringen pålagde dem, og som efterlod dem med ingenting. Det var deres liv, deres drømme og deres arbejde, regeringen tog fra dem på en gang.
I Venstre mener vi, at den eneste mulighed for at afbøde noget af denne uretfærdighed, der er begået i forhold til minkavlerne i dette helt ekstraordinære tilfælde er, at sikre en fuld og hel erstatning. Det har vi nu sikret med aftalen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.