Møllehave i kærlig erindring – han var en gudbenådet ekvilibrist

HYLDEST: Møllehave er død. Ham er vi alle på efternavn med, og jeg behøver ikke sige mere, før vi får en masse associationer om, af og med ham. Han var foruden et omvandrende leksikon også en gudbenådet ekvilibrist i anekdoter, han fandt frem til en hvilken som helst lejlighed.

Men først og sidst var han talsmand for det kristne evangelium over alt, hvor han kom. Og det var rigtig mange steder.

Han var i sin velmagtsdage Danmarks mest efterspurgte foredragsholder.

JEG HAR selv mødt Johannes Møllehave flere gange i mit liv. Første gang i gymnasiet, hvor han samlede hele skolen i spisesalen til et - som altid - veloplagt festfyrværkeri af litteratur, historie og levende kristendom.

En anden gang var på Grundtvigs Højskole i Frederiksborg, hvor han skulle optræde sammen med digteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004).

THORKILD Bjørnvig skulle først på talerstolen, og Johannes Møllehave satte sig på første bænkerække, fordi han skulle på bagefter.

Thorkild Bjørnvig og Johannes Møllehave kendte hinanden. Og ikke mindst kendte Johannes Møllehave Thorkild Bjørnvigs digte, skulle det vise sig.

FOR DA Thorkild Bjørnvig stillede sig op på talerstolen og begyndte at recitere et af sine digte, alene støttende sig til sin hukommelse, gik han pludselig i stå og udbrød et ”det var dog ligegodt satans!” i irritation over, at han ikke kunne huske resten af digtet.

MEN SÅ kom Johannes Møllehave ham til undsætning.

Med korslagte arme nede fra første bænkerække fortsatte han dér, hvor Thorkild Bjørnvigs hukommelse måtte give op.

Thorkild stod og lyttede, men fik, så vidt jeg husker, så tilpas mange stikord fra Møllehave, at han derpå kunne fortsætte selv med at recitere sit digt igen. Indtil han så atter gik i stå, og Møllehave hjalp ham i gang igen.

DET VAR en på alle måder livsbekræftende og morsom oplevelse.

Thorkild Bjørnvig gik efter recitationen ned fra talerstolen og hen til Møllehave og trykkede hans hånd som udtryk for sin taknemmelighed, mens salen klappede taktfast som akkompagnement.

BAGEFTER var det så Møllehaves tur. Og minsandten, kære læser, gik han op og reciterede Inger Christensens (1935-2009) imponerende mesterværk ”Sommerfugledalen”; et digt, der var meget tæt på at sikre hende Nobels Litteraturpris.

Mund og polypper stod vidt åbne hos alle os, der følte os som vidner til noget nær et mindre mirakel - og under alle omstændigheder en helt enestående og gribende oplevelse, som der ikke undes os ret mange af i løbet af et liv.

Jeg husker det i hvert fald meget tydeligt - ikke alene stemningen og den fortættede atmosfære, men også som et vidnesbyrd om i Johannes Møllehave at have oplevet et exceptionelt livsbegavet og generøst menneske, hvis lige ikke findes.

DET VAR velkendt, at Møllehave var maniodepressiv; eller det, man i dag kalder for bipolar.

Han var i lange og meget produktive perioder temmelig manisk, men kunne så også falde i en dyb, nærmest ufremkommelig depression, hvor han isolerede sig.

Med sin vanlige sans for rammende eufemismer også kaldet for ”det glade vanvid”; eller som han i tilbageblik på sit liv sagde: ”Hellere forrykt end forgæves.”

FORGÆVES har han bestemt ikke været. Ikke alene har han skrevet over hundrede bøger, men har, som antydet, smittet tusindvis af mennesker med sit trodsige livsmod og spredt glæde, visdom og opbyggelighed, så selv de mest hårdhjertede og -prøvede mennesketyper måtte lade panseret falde og overgive sig.

Blandt andet i Vridsløselille Statsfængsel, hvor han fungerede som præst i fire år - fra 1966 til 1969.

HERFRA har han blandt andet fortalt om en gudstjeneste, hvor der nede på de bageste bænke i kirken sad en gruppe hardcore rockertyper og småsludrede med hinanden. Måske handlede de hash eller det, der var stærkere?

MØLLEHAVE stod foran alteret og skulle til at læse en bibeltekst, men måtte forinden høfligt anmode menigheden dernede bagved om at være stille.

Men så vendte én af rockerne sig om mod Johannes og svarede: ”Hvis du nu, præst, styrer det déroppe, så styrer vi dét hernede. Ok!”

JEG TØVER ikke med at indplacere Møllehave som et endog særdeles levende eksempel på Helligåndens virksomhed.

Han vidnede nemlig om Jesus og hans evangelium med sine ord og sit liv.

Blandt alt muligt andet, han var, var han først og sidst præst af Guds nåde.

Sådan opfattede han også sig selv. Og når han favnede så bredt over flere slags litteratur, stilarter, genrer og kunstfærdigheder, var det altid som hjælpemidler i forsøget på at levendegøre sit eget, livsbærende eksistensgrundlag, som var troen på den treenige Gud; en tro, som han ifølge dens egen indbyggede natur måtte dele med andre.

FORMIDLINGEN var hans åndedræt, fordi han havde fået alt af nåde, som han selv digtede i en salme: ”Nåden er, når alt er tabt, / at få alt tilbage. ”

Guds nåde skabte overtrykket i hans taknemmelighed, så det bestandigt og uophørligt måtte flyde over i lutter gavmild generøsitet til glæde og opbyggelse for alle os andre. Han kunne ikke holde på den sandhed, som er alles. Videregivelse var en del af modtagelsen. Gaven ville give af sig selv, og han stillede sig beredvilligt i både modtagerens og videregiverens position.

Med et udtryk af Karen Blixen kunne man nu om Møllehaves minde sige: ”Evigt ejes kun det tabte.”

TIL Johannes Møllehave kunne vi ydermere sige, som det blev svaret Charlie Chaplin, da han modtog en Æres-Oscar 1972.

Kort forinden havde Chaplin resignerende konstateret, at ”tiden er min værste fjende”.

Til det svarede værten ved Oscar-uddelingen på alles vegne: ”Vi er respektfuldt uenige. For hvor som helst og når som helst der er kommunikation, et lærred og et publikum, dér er tiden din kæreste og evige ven.”

Lettere omformuleret til Møllehave: Hvor som helst og når som helst, der er en prædike- eller talerstol, bøger, tilskuere, en kristen menighed og læsere - dér vil tiden være Møllehaves kæreste og evige ven.

MØLLEHAVE ville ikke have brudt sig om at blive sammenlignet med Jesus. Han vidste sig i akkurat lige så stor afhængighed af ham som alle vi andre mere jordstrygende tidselgemytter.

Det var af det gode og rigelige forråd af lutter håb, kærlighed, tro og håb, som udgik fra Kristus, han bestandigt tog.