Nej til centralisering – svigt ikke kræftsyge børn


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:49

Af Søren Valgreen Knudsen,læge, regionsrådskandidat (S), Stengade 10, 5-29, 9000 Aalborg soeren.v.knudsen@gmail.com www.stemsøren.dk

CENTRALISERING: Nej til centralisering af børnekræft-behandlingen i København.

Det er intet mindre end en skandale, at Sundhedsstyrelsen i tre år har haft hemmelige møder med Region Hovedstaden om en vidtrækkende centralisering af børnekræft-behandlingen.

Styrelsen har ellers påstået, at den ”… har lagt vægt på en åben og transparent proces, hvor alle faglige og organisatoriske bidrag er inddraget”.

Alligevel viser det sig, at der har været en tæt kontakt med Rigshospitalet uden om alle andre aktører, og at en overlæge herfra ligefrem har sendt et oplæg til kommissorier til sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen svigter de kræftramte børn og deres familier når man tager mere hensyn til nogle få professorer, som synes, at det er prestigemæssigt meget vigtigt at samle på Rigshospitalet end til patienterne.

Heldigvis har der været et massivt opråb fra forældre, fagfolk og politikere, der har fået stoppet for det oprindelige udspil om en vidtgående centralisering.

Det har ført til, at sundhedsministeren efter samråd forleden meddelte, at der ikke kommer til at ske en fuldkommen centralisering. Det er selvfølgeligt gode toner. Men samtidigt er der stadigt lagt op til, at afgørende dele af behandlingen stadig kan ende i København. Det kunne meget vel være kemobehandlingen. Det er på ingen måde acceptabelt. Det vil stadig betyde meget lange forløb væk fra hjem, som det absolut ikke er rimeligt at byde folk. Hvis ens barn får kræft, så skal man selvfølgeligt have de bedste muligheder og vilkår som sundhedsvæsenet overhoved kan tilbyde og her er det at være så tæt på hjemmet som muligt bare fuldkommen afgørende.

Hvis kemobehandlingen flyttes til Rigshospitalet, vil der desuden være en overhængende risiko for, at ekspertisen ikke kan fastholdes på Aalborg Universitetshospital, med det resultat at hele behandlingen må flyttes inden for en årrække.

Nærhed og tilgængelighed er centrale værdier i vores sundhedsvæsen. Kvaliteten af behandlingen for børnekræft er akkurat lige så god på Aalborg Universitetshospital, som den er på Rigshospitalet. Kampen imod dette vanvid og Københavneri stopper ikke, før det er slået fuldkommen fast, at Aalborg Universitetshospital kan fastholde behandlingen i dens nuværende form.

Alt andet er mangel på respekt for børn, forældre og faglighed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden