For helt ærligt, altså, enevælde, hvad skal vi med det? Hvad skulle det gøre godt for?

Næh, demokrati, medbestemmelse, borgermøder, høringer, alle-skal-høres, den slags. Det duer.

Eller gør det?

Ikke hvis politikere bevidst og faste i blikket tromler hen over grundlæggende demokratiske spilleregler.

Forud for første spadestik til det meget omfattende byggeri af Lynetteholmen i København har dagbladet B.T. i månedsvis forgæves forsøgt at få transportminister Benny Engelbrecht (S) i tale.

Og på selve den store dag kom det til denne højst bizarre udveksling mellem ministeren og avisens udsendte medarbejder:

- Benny Engelbrecht, det har været meget vanskeligt at få dig til at stille op til interview om Lynetteholmen. Hvorfor?

- Jeg har haft det grundlæggende udgangspunkt, at det øjeblik B.T. forstår den økonomiske baggrund omkring Lynetteholmen, så vil jeg gerne give interview, og jeg kan forstå, at I nu indser, at Lynetteholmen økonomisk hviler i sig selv. Det håber jeg, du kan bekræfte.

- Skal B.T. bekræfte, at Lynetteholmen hviler i sig selv? Der er jo meget stor usikkerhed om Lynetteholmens økonomi.

- Jeg hører faktisk ikke, at du bekræfter, at Lynetteholmen hviler i sig selv. Kan du ikke lige bekræfte det, inden vi fortsætter det her interview?

Citat slut.

Er der da slet ingen grænser for regeringens magtfuldkommenhed og helt åbenlyse selvforelskelse?

Ét er, at man bevidst fra først til sidst har skrævet hen over enhver form for modstand mod og kritik af selve byggeriet på Lynetteholmen - og meget omhyggeligt har sørget for at lægge hindringer i vejen for enhver form for forsinkelse af byggeprojektet.

Men hvoraf kommer ideen om, at den frie presse er sat i verden med det formål at lystre og logre og bekræfte en minister i én sandhed og kun én, før et interview om en sag i det hele taget kan komme i gang?

De senere år har politikere pakket sig ind i stadig tykkere fedtlag af rygklappende rådgivere og pressefolk. Kan det være derfor, modvind i skikkelse af kritiske spørgsmål og andre meninger end politikernes egne kommer så pokkers ubelejligt?

Den demokratiske samtale, som statsministeren engang imellem svinger sig op til at efterlyse, kræver, at der reelt er noget at tale om, og at man ikke bare står og nikker bekræftende og indforstået til hinanden. Og at man ikke afkræver pressen mærkværdige garantier for i det hele taget at lade sig udspørge.