Europa har brug for flere kvindelige iværksættere
Hvor er kun fire procent af danske kvinder nye iværksættere?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:12
Af Pernille Weiss
medlem (K) af Europa Parlamentet, Wildersgade 26, 1408 Kbh.K.
pernille.weiss@europarl.europa.eu
VIRKSOMHEDER: Der er noget, der ikke hænger sammen. Simpelthen. Og nu har vi talt om det i langt over et år. I Danmark og i EU. Om at kun cirka fire procent af danske kvinder er nye iværksættere og hermed langt bagefter de OECD-lande, vi typisk sammenligner os med.
Gennemsnittet i hele OECD er på 9,2 pct.
Danske kvinder halter desuden væsentligt efter mændene, når det drejer sig om at starte nye virksomheder. Således bliver kun ca. 25 pct. af alle nye virksomheder etableret af kvinder.
DESVÆRRE ER Europa efterhånden kendt som et kontinent med et lavt iværksætterniveau. Især når det kommer til kvindelige iværksættere.
I EU tæller kvinder kun for 30 pct. af start-up entreprenører og 34 pct. af selvstændige.
Det skal vi lave om på, så vi sikrer at det fulde potentiale og talent kommer i spil hos EU-borgerne.
Også hos kvinderne, hvis iværksætterpotentiale er en undervurderet kilde til at skabe økonomisk vækst, innovation og til at styrke EU’s konkurrenceevne.
DELTAGER kvinder i iværksætteri på lige fod som mænd kan det globalt øge bruttonationalproduktet med tre-seks pct. og booste den globale økonomi med 2,5-5 billioner dollars, viser en analyse af Boston Consulting Group (BCG).
Og ifølge World Economic Forum træffes 80 pct. af dagligdagens købsbeslutningerne faktisk af kvinder. Mænd skaber – kvinder forbruger. Så tror da pokker, at vi har store udfordringer med at knække koden for global bæredygtighed.
DET, JEG gør lige nu – og med baggrund i, at jeg i 12 år har drevet min egen virksomhed, før jeg blev politiker på fuld tid i 2019 – er, at jeg sidder og klipper en kæmpe mængde af forslag fra mine kolleger i Kvinde- og Ligestillingsudvalget sammen til én stærk rapport fra Europa-Parlamentet. Den første af sin slags. Som min partigruppe tog initiativ til for snart et halvt år siden.
Rapporten, som hedder “Reaching women’s economic independence through entrepreneurship and self-employment”, skal så sendes videre til Kommissionen, som forhåbentligt sætter strøm til de forslag, de finder i rapporten, og som EU’s regeringschefer forhåbentligt vil bakke op om.
INDTIL NU har det været en spændende opgave. Især fordi der er et hav af undersøgelser og case-studier, som peger i retning af, at potentialet ved at flere kvinder bliver iværksættere vitterligt er stort og enormt mangfoldigt. På den gode måde og den dårlige.
DET GODE er, at det ser ud til, at intet dårligt vil ske, hvis flere kvinder går iværksættervejen. Tværtimod. Økonomiske bundlinjer vokser og personlige drømme får vinger.
Det dårlige er, at selvom der er mange data, så stritter de i alt for mange retninger, og der er endnu ikke nogen egentlige entydige konklusioner på, hvad der egentligt virker for at få tingene til at ske. Det betyder, at der er alt for mange synsninger og kortslutninger til simple løsninger, som man så enten kan elske eller hade alt afhængig af politisk ståsted.
KVOTER ER et godt eksempel. Som jeg er imod, at vi politikere skal tvinge igennem. Det må virksomheder og brancher selv finde ud af. Markedsvilkårenes logik er jo, at hvis profitten ligger for enden af dén regnbue, så skal det nok ske.
Et andet eksempel er det aktuelle forslag om løntransparens, hvor virksomheder skal tvinges til at rapportere alverdens dyrt fremskaffede data, som om det er den hellige gral, der kan fjerne al ulige løn.
HUL I HOVEDET, hvis du spørger mig, for uligeløn handler meget mere om kultur, småbørnspasning, work-life- balance og et ægte innovativt mindset i den enkelte virksomhed.
Derfor vil min rapport blandt andet have et stort kapitel om behovet for, at EU får skovlen ned i data og hjælper alle lande, brancher og virksomhedstyper med at finde ud af, hvad der egentligt virker.
Sådan som den globale konkurrence udvikler sig, har EU altså ikke tid til at køre videre med ”prøve-fejl-metoden” og det duer altså heller ikke, at alle lande skal opfinde alle de dybe tallerkener hver især. Det er spild af tid, vi ikke har.
RESTEN AF rapporten vil tage fat i de fem håndtag, som en ret ny opsamling af international forskning fra Fonden for Entreprenørskab peger på.
Den peger på, at det handler om
1. kvindelige rollemodeller,
2. adgang til finansiering,
3. adgang til netværk,
4. kommunikation og
5. uddannelse.
Alle fem har brug for bedre data og mere klare svar fra forskning, der kan anvendes i praksis.
ISÆR nummer to har jeg en fidus til og foreslår, at EU opretter et europæisk netværk af kønsbevidste investorer. For mænd modtager langt størstedelen af kapitalen i EU. Startups, der alene har mænd som stiftere, modtog 93 pct. af alt kapital investeret i den europæiske tech-branche i 2018. Noget tyder på, at de nuværende investorer ved alt for lidt om at skabe de virkelig gode forretninger. Sikkert fordi de fleste er mænd, og data endnu er for dårlige.
NUMMER tre er også vigtig og her er det fantastisk, at Nordic Female Founders med Mia Wagner fra ‘Løvens Hule’ i spidsen sammen med Jeudan Ejendomme nu laver et (foreløbigt) enestående Female Founders House. Et kontorfællesskab, hvor kvindelige iværksættere, investorere og andre, der kan berige med sparring, netværk og krydsbestøvning mellem forretningsmodeller, brancher og erfaringskurve.
Jeg vil rigtig gerne løfte dét koncept ud i resten af EU, fordi rigtig mange kvinder har efterlyst netop sådanne muligheder.
God søndag til alle!
Pernille Weiss skriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Uddannet sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab, master i innovation og ledelse (LAICS) og certificeret sexolog. E-mailadresse: pernille.weiss@europarl.europa.eu.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.