medlem (K) af Europa-Parlamentet, Wildersgade 26,

1408 Kbh.K. pernille.weiss@europarl.europa.eu

TRADITIONER: “Hvorfor har vi ikke en EU-minister for kultur?”, blev jeg spurgt lige efter en længere samtaler foran kamera om kultur, kunst og EU.

“Jeg havde sådan håbet, at du havde sagt, at du vil have, at vi skal have en EU-minister kun for kultur”, fortsatte manden, som tydeligt var ærgerlig over, at jeg ikke havde sagt det.

Spørgsmålet, jeg rundede interviewet af med, handlede om, hvad jeg konkret synes, vi skulle gøre lige nu, for at få mere kultur og kunst ind i samarbejdet i EU.

Svaret kunne derfor ikke - synes jeg - være så ambitiøst, at det ikke har nogen foreløbig gang på jord.

For det første fordi vi i EU ikke har EU-ministre. Vi har kommissærer, og Kommissionen er ikke en regering. Og så har vi faktisk en kommissær, som blandt andet har kulturen som et af sine ansvarsområder.

Skal vi lave om på det, skal vi have tålmodighed, og vi skal tænke os godt om.

I stedet for havde jeg svaret, at jeg synes, vi skal synge. Europa-Parlamentet har ingen - eller kun meget få og alt for formelle ritualer og traditioner. Jo, min østrigske kollega får hver jul kørt et stort juletræ op til Bruxelles, og der synges en sang eller to i den anledning. Af dem, der gider. Resten går videre.

Vi har Beethovens smukke niende symfoni, der i dag kendes som “Europahymnen”. Den lytter vi andægtigt til ved særlige anledninger, eller når vi venter på at komme igennem til den, vi har ringet op til et eller andet sted i ”systemet”. Og vi markerer alverdens mærkedage for hvad som helst året rundt og stort set hver eneste dag.

Partigrupperne konkurrerer på de sociale medier om den bedste grafik og det længste reach, mens EU signalerer værdipolitik til højre og venstre. Men det kommer der altså ikke meget egentligt europæisk kultur ud af. Ikke af den slags, der vedligeholdelsestræner vores forbundethed, respekt og næstekærlighed over grænser. Ikke af den slags, der folder den kulturelle mangfoldighed ud som noget, vi også deler med hinanden udover klimakrisen, migrationsudfordringerne og geopolitiske trusler mod vores demokrati og retsstatens værdier.

Vi forsøger at tale om ”The European Way of Life”, men det bliver allerhøjst ved snakken. Også selvom vi flytter den ud i forskellige projekter, der lige nu knytter sig til den såkaldte “Konferencen om Europas Fremtid”, som også primært er en samtale op og ned ad stolper for en mindre og mere end almindeligt positiv EU-borger.

Skeptikerne holder sig væk, og de fleste af os andre er kyniske realister, som godt ved, at ret meget af det, der snakkes om og visioneres over, alligevel ikke bliver til noget. Fordi det er for føderalistiske tendenser, som vil mere EU og mindre nationalstat. Mere union og mindre lokal selvbestemmelse. Det kommer ikke til at ske. Det må ikke ske. For EU er groet ud af nationalstaternes Europa, og det er netop i kraft af det mangfoldige fundament, at EU er blevet en stærk økonomi og er på vej til at blive en stærk enhed om de store linjer for det, intet land i Europa kan klare på egen hånd.

Dét skal vi koncentrere os om. Det kræver ikke, at EU-kommissionen bliver en overnational regering. Det vil ingen stater i EU heller ikke acceptere any way. Derfor får vi ikke nogen EU-ministre. For noget som helst.

Derfor skal vi blive bedre til at spille med de kort, vi har på hånden i den struktur, vi kender i dag. Det er næste generation også bedre tjent med. For så kan de bedre være med til at påvirke de eventuelle traktatmæssige forandringer, der måtte vise sig nødvendige og velkomne for at styrke EU’s evne til at passe godt på Europa.

Så vi skal synge. Lidt endnu før vi får ændret arbejdsfordelingen mellem Kommissionens medlemmer, så én af dem i fremtiden kan koncentrere sig om kultur og kunst i EU. Vi skal synge sammen i Europa-Parlamentet - og ikke kun ved den eneste gang, jeg har oplevet det, da de britiske medlemmer havde deres sidste dag i parlamentet og vi sang “Skuld gammel venskab rent forgå” på flere af de mange andre europæiske sprog, som den sang vi selv kløjs i, når vi kaster os ud i den på ravjysk.

Det var en stærk oplevelse på den sidste arbejdsdag i januar 2020. Også fordi der som sagt er meget få traditioner og ritualer i Europa-Parlamentet. Endnu. Vi er endnu kun vant til det, nogle hylder for den føderalistiske anderledeshed til det bestående, mens andre højlydt foragter denne begejstring som udtryk for svigt at fædrelandets interesser.

I min egen gruppe skal vi synge. Man skulle jo tro, at vi, som gode kristendemokrater, gør det fra tid til anden og især omkring højtiderne. Det gør vi ikke.

Det fandt jeg ud af, da jeg tog første vers af “Glade Jul, dejlige Jul” med på 11 forskellige, europæiske sprog med til gruppens sidste møde i Strasbourg. Faktisk til det næstsidste og det sidste. Heldigvis. For den første gang vi sang, startede det lidt op ad bakke.

Jeg kunne godt mærke, at ”den tossede dansker” trak lidt på sin sociale kreditkonto.

Men vi kom i gang og begejstringen steg med raketfart - efter vi havde sunget. “Det har vi aldrig gjort før!”, udbrød flere med stort smil. Derfor gjorde vi det igen dagen efter. Stående i noget, der lignede en koropstilling. Og denne gang af karsken bælg fra start til slut. Det var lige før vi også på katolsk facon begyndte at kramme til højre og venstre.

Det tænker jeg sker, så snart vi ikke skal holde smitteafstand til hinanden.