Nordjyske mener

Nordjyske mener: Drop opdelingen af Nordjylland - ansvaret ligger hos politikerne

Den politiske opdeling i destinationsselskaber giver mening på papiret, men for gæsten skaber den et mere fragmenteret Nordjylland

Kathrine Lykkegaard Jeppesen er redaktionschef på Identitet hos Nordjyske.
Kathrine Lykkegaard Jeppesen er redaktionschef på Identitet hos Nordjyske. Foto: Martél Andersen

Nordjylland har masser at byde på.

Men det i sig selv er ikke nok.

For formår vi ikke at formidle det godt nok til dem, der besøger landsdelen, taber vi. Og det er desværre tilfældet i dag.

For vi har indrettet turismen, så den giver mening for os selv. Ikke for dem, der besøger os.

Nordjylland er i dag delt op i en række destinationsselskaber med hver deres geografi, prioriteringer og fortællinger. 

En opdeling, der ikke er opstået tilfældigt, men er resultatet af politiske beslutninger på et tidspunkt, hvor et samlet selskab faktisk var på tale. Og inddelingen, som den er i dag, kan måske se fornuftigt ud på et kort.

Men for den, der planlægger sin ferie, giver det ingen mening.

Her er de nordjyske destinationsselskaber
  • Destination NORD er det officielle destinationsselskab for Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner.
  • DestinationNordvestkysten er et udviklingssamarbejde mellem Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro kommuner.
  • Derudover er der DestinationHimmerland, DestinationLimfjorden og RebildPorten.

For gæsten er Nordjylland ét sted. Ét område, hvor man forventer at kunne bevæge sig frit mellem oplevelser.

Når vi alligevel insisterer på opdelingen, svækker vi fortællingen om landsdelen. Vi misforstår vores egen opgave.

“Hvis jeg som direktør for Kunsten og Utzon Center i Aalborg ringer til Destination Nordvestkysten og spørger, om de vil have vores penge mod at markedsføre os på den jyske vestkyst, får jeg nej,” lød det for nylig fra Lasse Andersson, direktør Kunsten og Utzon Center, i en kommentar hos Nordjyske. 

Svaret fra formanden for VisitNordvestkysten samt borgmester i  Hjørring Kommune, Søren Smalbro, lød på, at midlerne er begrænsede, og derfor prioriterer man egne kommuner og aktører. 

Det giver måske i et eller andet omfang mening - men kun internt og organisatorisk. 

Ikke for gæsten.

For gæsten er det ligegyldigt, hvem der betaler hvilket destinationsselskab. Det afgørende er, om oplevelserne hænger sammen, og om det er nemt at få øje på det bedste, Nordjylland har at tilbyde.

Så tak til Lasse Andersson for at bringe emnet op, som vi også journalistisk har dykket ned i. 

For det er det konkrete bevis for, at det er selve konstruktionen - fundamentet - der er bygget forkert. 

Og konsekvensen er enkel: Vi gør Nordjylland mindre end det er, og konkurrerer i stedet mod os selv, fremfor nationale og globale aktører. 

For styrken ligger netop i kombinationen af det, der er muligt i Nordjylland. I spændet mellem kyst og by, natur og kultur. 

Det er den fortælling, vi burde sælge.

Hvis ikke vi selv formår at tænke landsdelen som en helhed, er der ingen grund til at tro, at gæsterne gør det for os.

Og så længe vi tænker indefra og ud, bliver resultatet det samme. Et Nordjylland, der hænger dårligere sammen, end det i virkeligheden gør.

Ansvaret for at ændre det ligger ikke hos destinationsselskaberne, der arbejder indenfor de rammer, som de har. Det er et politisk ansvar, og det bør de nordjyske kommunalpolitikere tage på sig. 

Kathrine Lykkegaard Jeppesen er redaktionschef for Identitet på Nordjyske.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden