Ugen der gik: Det stikker helt af
Det har været en travl uge med for eksempel klimapakke, genopretningspakke, samt udvidelse af arbejdsgivernes rettigheder - samt store portioner nonsens fra både her og der
Ugen, der er gået, har været en lang, god undskyldning for at have glemt noget, men ovre i England har de nok ikke glemt den sene slutning på forrige uge. Det engelske fodboldlandshold tabte - igen - en vigtig mesterskabskamp i en straffesparkskonkurrence, som, husker man vel også, blev vundet af Italien, hvis fodboldforstand synes omvendt proportional med den politiske. Det er bare så smukt på sin egen måde, og helt forskelligt for de alt for mange forsøg på at være sjov, fordi home rimer på Rome. Nogle gange er det ikke nok, at man kan.
Vor ven, Poul V. Bedre, synes i øvrigt, at den engelske landstræner, Gareth Southgate, til straffesparkskonkurrencen skulle have valgt nogle spillere, der var bedre til ”at skyde straffe”, for - som han siger - ville det også havde forhindret den racisme, der i ugen har været så stort et emne i England, at premierminister Boris Johnson offentligt opfordrede folk til at opføre sig ordentligt. Morsomt, mandens vanlige optræden taget i betragtning, men egentlig ikke.
Debatten - som jo også rummede stor opbakning til de udskældte landsholdspillere - satte nemlig fingeren på, at de, briterne, har deres at få diskuteret, og at de ikke har løst alle deres problemer ved at føle sig for gode til Europa. I hvert fald EU, som har haft en travl uge med både genopretnings- og klimapakke. Det har ikke fyldt alverden i debatten, men finansminister Wammen var da glad for 11 milliarder til grønne initiativer og digitalisering, som Poul V. ellers synes, der er rigeligt af. Klimapakken er et kludetæppe af løsninger, der skal være med til at sikre vores fælles overlevelse, men synes at være vævet sammen af enkeltdele, der har det til fælles, at de helst ikke må gøre alt for ondt på nogen. Sure mennesker i gult er der ingen statsledere, der ønsker sig flere af.
Blandt de reaktioner, der trods alt har været herhjemme, skiller den fra Landbrug og Fødevarer sig ud.
- Vi er tilfredse med et højt ambitionsniveau i EU, så vores europæiske kollegaer og konkurrenter også kommer i gang med den grønne omstilling og vi i Danmark ikke kommer til at stikke helt af, hed det fra klimadirektør Niels Peter Nørring - vel at mærke fra den artige landbrugsorganisation.
Siger manden ikke, at det er fint med grøn omstilling, hvis vi kan tjene penge på det?
Men stikke helt af?
Som om dansk landbrug har passet særligt godt på grundvand, biodiversitet, natur og bare miljø i bred og sundhedsmæssig forstand. Tsk tsk. Det lyder som at den uartige landbrugsorganisation, der ikke bare har frækheden at kalde sig bæredygtig, men også intimiderer kritiske enkeltpersoner - og hiver dem i retten - har fået placeret en muldvarp i Landbrug og Fødevarer.
Det blev også forbigået i relativ tavshed, at Danmarks Statistik og DTU Fødevareinstituttet har undersøgt sig frem til, at hver femte barn er overvægtig, når det forlader folkeskolen, og at procentsatsen er større jo mindre uddannelse og indtægt, deres forældre har. Og at bopælen spiller ind. Der er langt større andel af overvægtige børn på landet og på Københavns vestegn end i Nordsjælland, fremhæves det i undersøgelsen. Det er på mange måder interessant for mange - og dermed også for medierne, men det har selvfølgelig været varmt, og der skal også være tid til at interviewe dem, der nyder sommervejret, eller brokker sig over soundbokse. Poul V. Bedre for eksempel, der til gengæld har været tavs om overvægtsproblematikken, selv om han dér havde en sjælden mulighed for at byde ind med noget tyngde.
Og ikke for, at han skal fylde det hele, så kan det lige nævnes, at han er glad for, at hans mor ikke er her mere, fordi hun så slap for at høre om, at EU-Domstolen har afgjort, at arbejdsgivere har ret til at bede deres medarbejdere om at smide tørklædet. Det ville hun godt nok have været ked af, når hun gik i marken.
Nå, der er nogen, der cykler rundt i bjergene - kunne de måske tage deres hatte af, så man kan se dem tydeligere? - og vi skal have sluttet af, inden det stikker helt af.
Godt nok har det taget lidt ud af travlheden, at pubben i ugen fik lov at holde åben et par timer mere efter midnat, men sådan en ferie mister sin mening, hvis den ikke bliver holdt, så jeg ... stikker af nu.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.