Debat

Vi har spillet fallit i generationer: Nu skal vi have tømt den sump med sexisme

Elsebeth Dissing har selv prøvet at få et klaps i numsen, og alligevel fik hun aldrig selv taget et opgør med sexisme, da hun blev en del af ledelsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
Elsebeth Dissing: Kære ledere, afsted til slamsugerne og få tømt sumpen, så vi trygt kan sende kommende generationer ud på arbejdsmarkedet. Arkivfoto: Henrik Louis

Elsebeth Dissing: Kære ledere, afsted til slamsugerne og få tømt sumpen, så vi trygt kan sende kommende generationer ud på arbejdsmarkedet. Arkivfoto: Henrik Louis

Ligeværd: ”Sådan noget sludder”.

Ordene faldt prompte, da jeg nævnte ordet sexisme i en snak over en tår kaffe med en mandlig kollega fra mange år i mediebranchen.

Da jeg mindede om dengang, et medlem af chefredaktionen lagde mig over sine knæ og gav mig et klaps i numsen, var reaktionen lige så prompte.

”Herregud,” grinede han og begyndte at tale om de gode gamle dage, da journalistiske arbejdspladser var templer, hvor tankerne fløj højt, hvor der var plads til skæve eksistenser. Hvor tonen måske nok var rå. Men altid med plads til sjov og ballade, bedyrede min gamle kollega.

Der blev talt og diskuteret, lavet mad, vasket sokker, drukket øl. Plejet kilder på byens værtshuse, i bagbutikker, på borgmesterkontoret og andre kontorer. Anekdoter af stor underholdningsværdi fløj lavt over kantinebordene.

Min fornedrelse blev med lynets hast en af de anekdoter, viderebragt af den mandlige kollega, der brasede uanmeldt ind på chefredaktørens kontor. I første omgang en velkommen afbrydelse. Efterfølgende en nedværdigelse, da min fornedrelse blev en af anekdoterne.

Jeg tror, det var her, jeg for første gang overvejede at investere i de kampstøvler, der kom til at bane min vej gennem arbejdspladsens jungle.

Meget længe siden, vist så. Dog ikke længere end først i 70’erne, hvor rødstrømper og krav om ligestilling havde blandet sig i debatten i nogle år.

Hvorfor det så stadig var sådan ude på arbejdspladserne?

Det ømme punkt

Måske ramte Klaus Rifbjerg, den tids mastodont i dansk åndsliv, maskulinitetens ømme punkt nogenlunde rent med det underfundige digt fra 1973, hvor hjertet og potensen trasker hånd i hånd hen over lagnet, mistrøstige over tingenes tilstand.

Især potensen hænger med næbbet, da han står foran Venusbjerget, der forekommer ham højere, mere uoverstigeligt end nogensinde. Bedst som hjerte og potens står der, fortabte, lyder det med Rifbjergs egne ord:

”Nå, hvad bli’r det til? siger Venusbjerget

De stirrer op over vældige formationer

og sorte, udstrakte skove.

Snakker du nu også med? siger potensen.

Det har du aldrig gjort før, siger hjertet.

Nej, siger venusbjerget,

det er måske det

der er i vejen”.

Således lod den gamle digter kvindekroppen tale og konfronterede manddomskraften med den oprørende kendsgerning, at kvinder ikke længer blot tiede og samtykkede. De blandede sig, stillede krav. Oh ve. Oh skræk.

Hvor er du dejlig, når du hidser dig op

Hvad derefter skete? Tja. Vi gjorde vel som Rifbjergs billede på 60’er pigen i musicalen ”Jeg er sgu’ min egen”. Vi insisterede på at gå klædt, som vi havde lyst til. Leve vores liv, som det passede os. Insisterede på, at ”den lille skat” havde meninger og krævede at blive hørt. Bøjede ikke beskæmmet hovedet, når vrede blev kaldt hysteri. Eller mødt med bemærkninger som ”Hvor er du dejlig, når du hidser dig op”.

Vi insisterede på, at mænds reaktion ikke var vores skyld. At vi ikke var fristerinder, der udstedte fribilletter til bemærkninger og berøringer.

Hvorfor overhovedet fortælle den gamle historie?

Fordi den øjensynligt, hvor utroligt det end lyder, stadig er virkelighed for unge kvinder på vore arbejdspladser anno 2020.

Fordi nutiden set i historiens lys forhåbentlig bliver så grel, så skamfuld for et moderne samfund, at alle kan se, hvad sexisme handler om.

Se at den intet har med velmente komplimenter og galanteri at gøre. At det i bund og grund handler om noget så simpelt som manglende respekt for hinanden, mænd som kvinder.

Det, der virkelig oprører mig, er, at min og efterfølgende generationer har spillet fallit. At så mange års kamp for ligestilling, ligeværd, lige muligheder, lige løn på danske arbejdspladser har båret så ringe frugt.

Med det resultat, at vore børnebørn rammes på både deres kvindelighed og faglighed af en nedværdigende omgangstone, der burde være begravet for længst.

Begrebet sexisme blev introduceret allerede i 1960’erne af feministiske forskere som parallel til racisme. Optaget af Dansk Sprognævn som en del af det danske sprog i 1970.

Som jeg husker det ikke et ord, der havde nogen synderlig udbredelse. Hverken på arbejdspladsen eller i faglige sammenhænge.

En blind vinkel

Den sexisme, der rent faktisk herskede på rigtigt mange arbejdspladser, måtte den enkelte selv håndtere, hvad enten den udmøntede sig i ord eller handling. Øjensynligt ikke stort anderledes i dag.

Måske glemte vi kvinder, der kæmpede os frem til ledelsesgangene, at holde fast i os selv, i de værdier og tanker om anderledes ledelse, der som udgangspunkt fik os til at gå efter en plads, hvor beslutningerne træffes. Måske blev vi lullet ind i magtens tradition og præmis. Blinde for at sexismens orme gnavede videre.

MeToo-bevægelsen i 2017 gled nogenlunde ubemærket hen over danske arbejdspladser. Uvist hvorfor.

Et nyt oprør er i gang. Unge kvinder stiller krav om, at der bliver renset op i den sexismesump, de er ved at drukne i.

Efter mere end 50 års kamp for ligeværdighed på danske arbejdspladser burde tiden være inde til en overbevisende sejr. Ikke kun vundet af kvinder. Ligeværd er en fælles sag. For mænd og kvinder.

Så kære ledere, kvindelige som mandlige, afsted til slamsugerne og få tømt sumpen, så vi trygt kan sende kommende generationer ud på arbejdsmarkedet.

Elsebeth Dissing er journalist og forfatter, mangeårig medarbejder og medlem af den redaktionelle ledelse på NORDJYSKE, involveret i diverse projekter som Ordkraft og Den NORDJYSKE Kulturpris med meget mere. Inkarneret nordjyde.