Vi skal ikke ”leve med det” - vi skal stille spørgsmål

Vi kan lære af de unge - de holder sig opdaterede og stiller krav

Af Lasse Rich Henningsen,adm. direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester, lrh@musikkenshus.dk

NYTÅRSSTATUS:Der opstår en særlig stemning, når året skifter, og kalenderen siger 1. januar.

Dagen er fuld af håb og forventninger til, hvad der måtte komme i det nye år. Samtidig er der plads til stille eftertænksomhed over, hvad der var.

Det er også en dag, hvor der er ro til at drømme stort og fastlægge årets målsætninger.

For målsætninger er blot drømme med deadlines.

Jeg drømmer personligt ikke om at frekventere mit lokale motionscenter oftere eller skære ned på kulhydraterne.

Mine nærmeste kommer heller ikke til at opleve mig i selvlysende lycra på landevejene i færd med at gennemføre en ironman – selvom det efterhånden forventes af mænd i min alder.

Nej, mit vigtigste mål for 2022 er, at jeg bliver ved med at være relevant. For min familie, for mine medarbejdere, og for min egen skyld.

Tillad mig at uddybe.

Jeg deltog i december i en konference med repræsentanter fra store dele af landets kulturliv.

Her var omdrejningspunktet Fremtidens Kulturliv med erfaringsudveksling og diskussioner omkring nye udviklingsinitiativer på agendaen.

Et centralt spørgsmål gik igen i løbet af dagen: Hvad har vi egentlig lært af krisen?

Til det er mit klare svar: vi har lært, at det er vigtigere end nogensinde, at vi er relevante. At det er bedre at tænke som en kamæleon end en dinosaur og lægge ”plejer” i graven én gang for alle.

Ja, måske ligefrem nødvendigt.

Krisen har gjort, at spillepladen er forandret for altid, og vi kan ikke spille Stratego på et skakbræt.

Derfor tror jeg, at det vil tjene os alle bedst at se på tingene i det lange perspektiv og spørge os selv, hvad vi kan gøre nu og i fremtiden, som vi ikke gjorde før.

Denne opgave påhviler os alle.

Vi lever samtidig i et samfund, hvor ordentlighed og samfundssind hurtigt er blevet to af de vigtigste værdier.

Blandt andet derfor bliver mine panderynker dybere, når vi fra samfundets øverste ledere bliver bedt om at ”leve med det” og makke ret, når vi stiller spørgsmål i forsøget på at forholde os til verden omkring os og vores egen rolle i den.

Det er bekymrende.

Kan vi indsætte kampagnelederen fra Call Me’s ”Tal ordentligt”-kampagne som statsminister, tak.

Jeg mener, at vi kan lære meget af den yngre generation.

De vil ikke bare ”leve med det”.

De holder sig opdaterede, de stiller krav til deres omgivelsers ordentlighed, og deres respekt er ikke noget, man kan tage for givet.

De unge har forventninger til samfundet omkring dem, og de er ikke bange for at stille spørgsmål, hvis svaret ikke er givet.

Det har jeg den dybeste respekt overfor.

Det er nemlig udvikling, nysgerrighed og nytænkning, der skal sikre vores relevans i fremtiden.

Vi skal formå at udfordre vores eget og andres verdenssyn, og vi skal evne at forholde os til nye emner og skiftende dagsordener.

Vi skal turde at være selvrealiserende med det formål at holde os relevante for vores omgivelser.

Det er en sund form for egoisme, der sagtens kan gå hånd i hånd med altruisme.

Jeg har været i mit job i 10 år og i underholdningsbranchen i 23 år.

Det giver helt naturligt anledning til løbende selvransagelse for at sikre, at jeg holder mig relevant overfor mine omgivelser.

Det kræver af og til et grundigt kig i spejlet.

Der er også dage, hvor jeg spørger mig selv, om jeg mon kan andet end at være leder i underholdningsbranchen efter så mange år?

Faktum er, at jeg elsker mit arbejde, og jeg kan ikke forestille mig noget, der ville være mere givende at stå op til hver dag.

På vej hjem fra årets sommerferie udtrykte min søn beklagelse over, at hverdagen igen snart ville melde sin ankomst.

Til det lød mit svar: ”Ja, er det ikke fantastisk? For så får vi weekenderne tilbage.”

Jeg medgiver, at det kan fremstå en anelse frelst, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg elsker mine arbejdsuger mere, end jeg elsker mine ferier.

Jeg tilstræber altid at finde lykken i hverdagen, for ferierusen letter, og tilbage står dagligdagen med alt, hvad den indebærer.

Det er en aktiv beslutning, jeg har truffet, og jeg bilder mig ind, at det smitter af på mine omgivelser.

Hvis jeg tilstræber at være den bedste ægtemand og familiefar, som jeg kan være, vil det også gavne min families ve og vel.

Hvis jeg gør mig umage for at være den bedste leder, jeg kan være, vil det gavne mine medarbejderes trivsel og styrke virksomhederne som helhed.

Jeg tror, I forstår, hvor jeg vil hen.

Vi bliver aldrig færdige med at lære, selvom det for de flestes vedkommende – undertegnede inklusiv – er længe siden, vi forlod skolebænken.

Vi skal blive ved med at stille spørgsmål og gøre os umage for at være den bedste udgave af os selv.

De mennesker, virksomheder og ledere, som vil stå stærkest i fremtiden, er uden tvivl dem, der formår at holde sig relevante og forholde sig til det omkringliggende samfund og hinanden på en nysgerrig og ordentlig måde.

Det er ikke en nem opgave, men det er en nødvendig opgave, som påhviler os alle.

Høj som lav, ung som gammel, statsminister som samfundsborger.

Så tillad mig at spørge: Er du relevant?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden