Nyt udrejsecenter på Langeland er en hån mod de lokale

Af Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem (V), retsordfører, Hasserisvej 174, 9000 Aalborg, Bang.Henriksen@ft.dk

Venstre - og den tidligere regering - fremkom som bekendt i 2020 med forslaget om placering af et udrejsecenter på en øde ø (Lindholm), hvor de pågældende indsatte ikke kunne genere beboere med mulig fortsat kriminalitet.

Det forslag duede ikke for den nuværende regering og dens støttepartier.

Derfor har regeringen nu barslet med sit eget - længe ventede - forslag til placering af det nye center.

Centeret bliver placeret på Langeland.

Det er en hån mod de indbyggere, der i de senere år har kæmpet en kamp for at aktivere livet på Langeland bl.a. med nybyggeri, tilflytning, erhverv og turisme - et arbejde, der bestemt er op ad bakke overalt i provinsen. Så nu kan de få fornøjelsen.

På Kærshovedgård i Midtjylland har der alene i første kvartal af 2021 været 59 sigtelser af beboerne for bl.a. vold, narkokriminalitet, hærværk og tyveri.

Et helt andet aspekt af etableringen på en beboet ø (Langeland) er det forhold, at regeringens beslutning betyder et øjeblikkelig og katastrofalt fald i de i forvejen vigende ejendomspriser i udkantsområder, herunder Langeland.

Prøv at forestille sig, at man har købt et hus på Langeland og sat det i stand til eget brug og pensionsopsparing.

Fra den ene dag til den anden er den pågældende ejendom - mit gæt - faldet 20-30 pct. i pris, ja, spørgsmålet er faktisk, om man overhovedet kan finde en køber under de nuværende omstændigheder.

Det vil i den grad klæde regeringen som et minimum at udbetale kompensation til de berørte ejendoms-ejere. Ganske som tilfældet er ved ekspropriation, hvor Staten direkte eller indirekte fratager borgeren jord eller hus eller på anden måde indskrænker borgerens rådighed.

Den behandling, som de pågældende beboere på Langeland har udsigt til, kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

Den var i øvrigt ikke opstået, hvis vi havde valgt løsningen med den ubeboede ø Lindholm.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.