Overenskomstforhandlinger: Nu har direktionsgangen fået. Så er vores tur
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:05
Af Benny Vinther Jensen, fmd., Industrigruppen i 3F Aalborg, Hadsundvej 184, 9000 Aalborg
LØNFREMGANG: ”Når det regner på præsten, så drypper det på degnen”. Det gamle mundheld lyder så godt, men hvis vi kigger på arbejdsmarkedet, holder det ikke vand længere.
Lønnen på direktionsgangene stiger eksplosivt. Det samme gør overskuddet i de danske selskaber og i lommerne på investorerne. Men for de medarbejdere, der hver dag knokler for værdierne, er sagen en anden.
Siden 2005 er reallønnen steget med én procent for den almindelige arbejdere, og forskellen på en direktørløn og manden på gulvet bliver større og større.
Nu står vi så foran overenskomstforhandlingerne 2020, og det er på tide, at vi får vendt den udvikling.
Danmark er kendetegnet ved at være et lige samfund, men over de seneste år er der rige stukket af, så nogle topledere i dag tjener mere end 175 af deres medarbejdere tilsammen.
Derfor er det på tide, at de medarbejdere får del i de gevinster, der er slæbt hjem efter krisen. Vi gider ikke høre på flere dårlige undskyldninger om ”konkurrenceevne”, ”lavkonjunktur” osv.
De tørre tal viser, at pengene er der og i betragtning af, at effektiviteten på arbejdsmarkedet også stiger og stiger er det bydende nødvendigt, at de medarbejdere, som skaber overskuddene, også får en større del i dem.
Borgerlig tankegang siger, at lavere skat og højere løn motiverer de rigeste. Det samme gælder da så sandelig også alle vi andre.
En fair del af overskuddet er et klart krav til OK20 og så betaler vi hellere end gerne uændret skattesats, så der også bliver råd til at hjælpe de svageste og dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Hvis politikerne så samtidig finder ud af at beskatte spekulation højere og fastholde arveafgift for virksomheder vil det gøre hele Danmark rigere – selvom nogle få vil få en million eller to mindre i den bugnende formuekasse.
Danmarks 50 rigeste har firedoblet deres samlede formue på ti år – til svimlende 650 mia. kr., så de tager vist ikke skade af at holde fremgangen i ro et års tid - eller 10. OK20 skal være fagbevægelsen og arbejdernes OK.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.